Fremtiden tilhører ungdommen: Ja, men hvilken ungdom?

KONGRESDEBAT: UNGDOM I DAG

Unge kræver handling – demo 9. oktober 2014

Fremtiden tilhører ungdommen, siger man. Ja, hvis ikke ungdommen, hvem så?

Spørgsmålet er, hvilken ungdom der skal tage fremtiden i sine hænder. Borgerskabets, de rige udbytteres og spekulanters ungdom, imperialisternes og magtelitens, fascismens ungdom, der alle opdrages og uddannes til at fortsætte og forstærke undertrykkelse og udbytning? Eller er det arbejderklassens og de undertryktes ungdom, der skal skabe fremtiden? Der er en verden til forskel.

Det er det valg, arbejderklassens og de undertryktes unge står over for.

De borgerlige ideologier og medier hylder og tilbeder ungdommen som en stor samlet gruppe. Samtidig med de forbander de grupper af unge, der falder uden for deres glansbillede. Ungdommen fremstilles klasse- og historieløs, i skærende modstrid med virkeligheden.

Langtfra alle unge vokser op med en klar klassebevidsthed. Børn og helt unge defineres ud fra deres forældres klassetilhørsforhold. Unge befinder sig i en overgangsfase i deres liv og definerer ofte sig selv ud fra den klasse eller lag, hvor de tror, at de vil ende via deres uddannelse. Eller de definere sig i forhold til en modkultur udstødt fra det etablerede samfund.

APK’s program giver ungdommen en klar klasseanalyse til at forstå sin situation og sine betingelser og til at se, at deres situation ikke er spørgsmål om individuel succes eller fiasko. Den giver ikke mindst arbejderklassens unge et værktøj til at forstå deres rolle i at skabe en bedre fremtid og samfund med socialisme.

Hvad er ungdommens og arbejderklassens unges rolle i dag?

Borgerskabet har trods en overdøvende strøm af ”Glam-budskaber” en klar strategi. Det store flertal af den unge generation skal være villige soldater i produktionen i deres nyliberalistiske konkurrencestat og i deres imperialistiske terrorkrige om råstoffer, markeder og magt.

For at fremtiden ikke skal ende og misbruges på en denne måde, er ungdommens rolle i dag at kaste al sin energi og kræfter ind for at skabe et andet samfund, et socialistisk Danmark. Sådan at borgerskabets og imperialismens scenarie ikke bliver de unges fremtid.

Enhver ny generation må gøre sig sine egne erfaringer og bruge nye former og metoder ud fra sin generations betingelser. Det afgørende er, hvilken klasses interesser og politik det tjener. Bringer det ungdommen ind i klassekampen på arbejderklassens side, eller fører det væk fra denne til illusioner og nederlag?

Unges forskellige kampe, hvad enten det er om SU-reform eller ungdomsboliger, kan hverken ses isoleret eller føres alene, hvis de skal føre til forandring. Det gælder også for kampen mod indvandrerhetz, racisme og fascisme. Det er afgørende, at den ses og føres i sammenhæng med den brede kamp for sociale forbedringer. Skilles de to ting ad, betyder det fremgang for reaktionen.

Reformismen med Socialdemokratiet i spidsen forsørger at slå sig op som bannerfører mod racisme og mod Dansk Folkeparti. Men det er Socialdemokratiets egen nyliberale asociale politik, der skaber grobunden og puster til racisme og nationalisme.

Ungdommens kampe må forbinde sig med de afgørende klassekampspørgsmål og være en skabende del af opbygningen af en bred antiracistisk, antifascistisk, antiimperialistisk enheds- og folkefront for at forsvare arbejderklassen og det store flertals rettigheder og bekæmpe nyliberalismens nedskæringsfelttog og imperialistiske krige. Ungdommens kampe må forbinde sig med hele klassens kamp for skabe forandring til et socialistisk samfund.

Ungdommen har altid været kendetegnet af revolutionær energi, mod, drømme og håb om et bedre liv og fremtid og har et stort flot bagkatalog af erfaringer at trække på fra ungdommens kampe gennem generationer.

Vokser op under nyliberalismen

Ungdommen i dag er født og vokset op under trykket af monopolernes EU, hvis nyliberalistiske unionsstat viser mere og mere af sit sande ansigt.

De unge er født og vokset op i et land, der ikke længere har sin nationale selvbestemmelse, men er blevet en delstat under EU. I et Danmark, som er forvandlet til en permanent krigsførende nation, som en af del af NATO’s og USA’s aggressive imperialistiske terrorkrigsblok rundt om i verden.

De unge vokser op i et samfund, hvor de får at vide, at man har ret til at bombe og dræbe befolkninger i andre lande, hvis det blot sker i demokratiets og fremskridtets navn.

Det er det samme såkaldte demokrati, der fængsler antiracister og krigsmodstandere og sikrer politibeskyttelse til nazister, der smadrer ungdomshuse med elitesoldater, kriminaliserer ungdommens kamp og lader unge gå uden arbejde, bolig, uddannelse og mulighed for at kunne forsørge sig selv. De kalder det oven i købet frit valg på alle hylder.

Unge vokser op under konsekvenserne af strømmen af nyliberale reformer, der har ændret det danske velfærdssystem til en konkurrencestat.

Alt dette, sammen med imperialismens økonomiske og finanskrise, har betydet, at der for første gang i generationer nu er vokset en generation op, hvis levevilkår er dårligere end deres forældres generations. Det er den virkelighed, der sætter rammerne for unges liv, bevidsthed, og som de skal gøre deres erfaringer og føre deres kampe i.

Voksende militarisering og fascisering

Ungdommen vokser op under trykket af en omfattende veltilrettelagt militarisering af alle aspekter af samfundet og samfundslivet i dag – krig skal gøres normalt, til en karrieremulighed, til en del af hverdagen.

”The Military-Industrial-Media-Academic Complex” har med militær nyhedscensur sat sig på mediestrømmen og optræder dagligt som såkaldte videnskabelige objektive eksperter og forskere for at forsvare deres krigspolitik.

Imperialismens nye globale verdensorden i starten af det nye århundrede, der betød krige på stort alle kontinenter, har også udløst en ny kold krig og fået faren for en 3. verdenskrig til at rykke nærmere.

Vi ser en stigende fascisering herhjemme og rundt om i EU-landene. Det er udtryk for, at EU’s monopolborgerskab er fuldt ud bevidst om, at deres ”tilbud” til ungdommens nutid og fremtid ikke frivilligt vil blive fulgt. Omfattende kampe finder sted blandt ungdommen rundt om i EU mod konsekvenserne af deres politik.

Tilliden til dem er stærkt vigende. De tror ikke længere selv på, at de kan beholde magten uden brutal vold, politistat og om nødvendigt fascisme ved regeringsmagten.

Fascismen i dag optræder både med slips, stiletter, hagekors, mordbrande og indvandrerhetz. De er i mange EU-lande budt indenfor i det parlamentariske cirkus både af åbent borgerlige og socialdemokratiske partier. Herhjemme og i vores nabolande sker det i en såkaldt ”stueren” udgave. Det skal få den til at glide ned som en del af den normale politik, mens politistaten, det åbne terroristiske diktatur, forberedes.

Arbejdsløsheden udstøder

Klassemodsætningerne er blevet voldsomt skærpet blandt de unge.

Den massive og stadig voksende ungdomsarbejdsløshed er den største i årtier og udelukker store dele af ungdomsårgangene fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Titusindvis er sendt på diverse workfare- og tvangsarbejdsordninger, hvor de må arbejde som statsautoriserede social dumping og billig arbejdskraft for at få deres sociale ydelse. Omkring 40.000 unge holdes helt uden for arbejdskraftreserven som ”ikke arbejdsmarkedsparate”.

Store grupper af børn og unge udstødes og diskrimineres både i forhold til arbejde, bolig, fritidsaktiviteter og forlystelser på grund af deres klasse eller etniske baggrund, navn, bopæl, udseende. De stadige nedskæringer på skoler og fritidstilbud har øget ghettoiseringen, hvor de unge og ikke mindst drengene overlades til parkeringspladser og kriminelle bander.

Grupper af udstødte unge er ikke bare frataget de samme muligheder som flertallet, de mister også flere og flere demokratiske og sociale rettigheder. Jobcentre og sociale myndigheder udsteder vilkårlige afgørelser og ”dummebøder”. Hele tiden skærper staten sanktioner og straffe. Og reaktionen råber på stadig mere. Selv det at have en kæreste kan for de fattigste straffes økonomisk med den gensidige forsørgerpligt.

Den klassemæssige og geografiske skævvridning af Danmark betyder, at uddannelsesinstitutionerne centraliseres i ganske få byer, hvilket er med til at efterlade de unge, der bliver tilbage, i en stadig voksende isolation på rigtig mange felter.

Boliger, arbejde og uddannelse under imperialistisk neoliberalisme

Ungdommen er blevet brugt som spydspids til at gennemføre mange af de asociale nyliberale reformer. For at svække modstanden er det forskelligt, hvornår reformerne har ramt de forskellige aldersgrupper. Men hvad enten det har været forhøjelse af pensionsalderen eller afskaffelsen af kontanthjælp, så er det den unge generation, der er blevet ramt først og hårdest.

Med EU’s privatisering af socialpolitikken og med ydelser, der er gjort afhængige af antal år på arbejdsmarkedet, får udelukkelse, arbejdsløshed og diskriminering store økonomiske og sociale konsekvenser resten af de unges liv. De overlades til økonomisk, social og kulturel fattigdom.

Imperialismens nyliberalisme stat har på forhånd udelukket en femtedel af de unge fra arbejde og uddannelse ud fra markedsbehovet for arbejdskraft og vil ikke investere i de unges fremtid.

De unge er blevet langt mere afhængige af økonomisk og anden hjælp fra deres familie end de forrige generationer.

Stadig flere offentlige samfundsansvar og opgaver er skåret væk og gjort til familiens ansvar. Man vurderes f.eks. i dag for at få SU på sine forældres indkomst og ikke sin egen, helt indtil man er 20 år.

Langt flere unge tvinges i dag til at blive boede hjemme. På få år er det næsten fordoblet til at gælde hver fjerde ung mellem 18 og 30 år. Præcis den alder, hvor man flytter ud for at prøve kræfter og skabe sin egen selvstændige tilværelse.

For mange kræver en uddannelse, at man flytter til et af de steder i landet, hvor uddannelsesinstitutionerne er placeret. Men der er hverken arbejde, indkomst eller billige boliger til unge, der ikke lige kan få en ”forældrekøbslejlighed” foræret af far og mor. Alene i København står ti tusinde unge på venteliste til et værelse. Antallet af direkte hjemløse 18-24-årige på gaden er fordoblet de sidste fire år – unge, hvis familie ikke har haft råd eller overskud til at sikre dem.

Det arbejdsmarked, de unge møder i dag, kører efter EU’s indre markeds nyliberalistiske principper, hvor løn, arbejderrettigheder og arbejdsmiljø er “konkurrenceforvridende”. De unge er den EU-arbejdskraft, der skal flyttes rundt over grænserne efter arbejdsgivernes behov.

Arbejdernes rettigheder, arbejdsmarkedet den faglige kamps betingelser har ændret sig. Atypiske ansættelser er blevet typiske og normale arbejdsmarkedsvilkår i EU: vikar, deltid, kort tid og timeansat, praktik- og projektansat. I attraktive fag må unge ofte arbejde gratis i lange perioder for at gøre sig ”fortjent” til et vikariat. Kommuner opsiger elevers uddannelser, hvis de bliver gravide. 14.000 nægtes praktikplads for at gøre deres erhvervsskoleuddannelse færdig.

Hele brancher, som f.eks. dagligvarebranchen, beskæftiger næsten kun unge på deltid helt under 18 år. De seneste års kampe på disse områder er med til at gore ungdommen mere bevidst om deres situation og betingelser i klassekampen i dag.

Hele uddannelsesområdet har været et af borgerskabets og EU’s hovedangrebsmål – og strømmen af nyliberalistiske uddannelsesreformer, fra vuggestuens læringsmål til universiteterne og alt indimellem, fortsætter uanset regeringers farve.

Markedsgørelsen af hele uddannelsessystemet har medført, at hvor tidligere nye generationer på arbejdsmarkedet hele tiden blev bedre uddannet end dem, der gik på pension, så er den udvikling bremset op.

Hver sjette voksen, der har forladt uddannelsessystemet, har ikke engang samme uddannelsesniveau som deres forældre. Flere unge end tidligere har fået en højere uddannelse. Antallet af unge, der får mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse som ungdomsuddannelse, er faldet med næsten 10 %. Knap halvdelen af alle, der påbegynder en erhvervsuddannelse, må forlade den igen – manglen på praktikpladser vokser.

Omkring hver femte unge under 30 år har kun en grundskoleuddannelse, dvs. folkeskolens afgangseksamen. Der kalkuleres med, at en femtedel af hele ungdomsgenerationen skal slet ikke have nogen uddannelse. De skæres fra, og mange efterlades som funktionelle analfabeter.

Den ideologiske kamp om hjerner og hjerter

Den ideologiske kontrol og aggression består i at organisere menneskenes ideer, beherske deres tanker og handlin­ger. Ideer og tanker er ikke “neutrale”, de er ikke eviggyldige eller uforanderlige. De repræsenterer bestemte klasser og bestemte klasseinteresser.

Det imperialistiske borgerskabs ideologi er reaktionær; den tjener til at bevare og befæste dets klasseherredømme, til at forberede aggression imod og slavebinde andre folk. Arbejderklassens ideologi, marxis­men-leninismen, er revolutionær; den sigter på at gøre op med borgerskabets og imperialismens magt og i stedet bygge et nyt socialistisk samfund, hvor der ikke er plads til under­trykkelse og udbytning,

Den ideologiske kamp om, hvilken vej ungdommen vælger, er afgørende både for de reaktionære kræfter og de for de progressive og revolutionære kræfter.

Den ideologiske undertrykkelse af ungdommen er intens, massiv og altomfattende i alle livets og samfundets kroge og udvikling. Nyliberalismens menneskesyn reducerer alt til en vare, der kan tjenes penge på, og som kan værdisættes kvantitativt.

Ens venner bliver til ”social kapital”, man kan sælge på Facebook, man investerer i sit job, i sin sundhed, og man investerer i sin familie osv. Unge betragtes som virksomheder, der skal brande sig selv for at optimere deres CV og jobkapital.

Alt tages i brug for at holde arbejderungdommen fra at forstå deres situation og rolle, fra at se deres kollektive situation og erfaringerne om, at den kun kan ændres gennem kollektiv indsats og klassekamp. Og alt tages i brug for at splitte de forskellige ungdomsgrupper ud mod hinanden.

Imperialismen forsørger at privatisere alt til individualisme og individuelle løsninger, der skal skjule en stadig større ensretning, uniformering og disciplinering.

Kontrol og feel good

Jo mere modsætningsfyldt og uoverskuelig og demagogisk fordrejet verden ser ud, jo hårdere sælges budskabet om, at din overlevelse og succes handler om at få kontrol over alt, hvad der kan måles og vejes – din krop, din kost, din motion, dit antal venner, dine karakterer osv.

Der spekuleres i at sælge utryghed og tjene på at sælge individuelle tryghedsløsninger. Selvhjælpskulturen, hvor alt starter og slutter med en selv og ens familie, blomstrer som aldrig før og koster masser af tid, penge og energi.

Med nyliberalismens voksende krav på alle parametre er stress blevet en næsten normal tilstand, og hele ”feel good”-kulturen bliver de små pauser, der udbydes for at dæmpe følelsen af, at det ikke kan være meningen med livet.

Naturen skal gøres trendy med jagttegn, det rette gear, udstyr og APS, så man kan flasche sig selv på de sociale medier med, hvor mange dyr eller kilometer man har nedlagt.

Unge bliver hele tiden gennem mediekulturen præsenteret for kapitalismens falske og uopnåeligt billede af den lykkelige borgerlige kernefamilie, hvor alle familiemedlemmer får opfyldt sine behov, som det store ideal. Også den gøres til et individuelt spørgsmål om at opnå personlig succes.

Borgerskabets ideologiske undertrykkelse, og den økonomiske og miljømæssige, gør i stigende grad de unge syge, allerede inden deres fremtid er ved at udfolde sig.

12-tals-piger og Iron-mænd

Vi ser en ny bølge af radikal feminisme vokse frem. I Sverige findes et feministisk parti, der vandt plads ved EU-parlamentsvalget på parolen ”Racister ud – feminister ind”. Ved det nylige svenske riksdagsvalg erklærede samtlige andre partier sig for ”ikke-socialistiske” feminister.

Det er udtryk for den objektive skærpede situation, hvor ikke mindst de økonomiske og sociale nedskæringer rammer kvindernes forsatte dobbeltrolle hårdt. Kapitalismens modsætning mellem de virkelige forhold og det, de unge piger er opdrages til at tro, nemlig at de har fuld ligestilling, er ikke bare blevet mere synlig, den bliver også mere ubærlig.

Nyliberalismens reformer og arbejdsmarkedet ruller tidligere vundne fremskridt for kvinderne tilbage til en tid, hvor kvinder gik hjemme som husmødre.

De gamle kønsrollemønstre genintroduceres på fuld kraft, helt fra de pink og lyseblå babyer, men til en hverdag og et liv, hvor det ikke giver mening eller stemmer med nyliberalismens nye krav og betingelser. Det presser både piger og drenge ud i både stereotype og modsætningsfyldte roller, der ikke kan opfyldes. Lille prinsesse og Miss Perfekt vokser op som ”12-tals-piger” og må spilde år af sin barndom og ungdom på finde ud af, at de ikke er en selvforskyldt fiasko.

Stadig flere unge ikke mindst unge piger lever et virtuelt parallelt liv på de sociale medier, som er perfekt, lykkeligt og uden problemer og kriser, der handlingslammer dem over for virkelighedens realiteter. Afhængigheden af ”likes” er sat i system af nyliberalismens markedsføring og håbet om et job som virtual trendsætter.

Macho-iron-manden og elitesoldaten er lige så umulige rollemodeller for drenge.

Samtidig med at en voksende kønsforskrækkelse udbasuneres, præsenteres yngre børn for pornografi som værende lig med kærlighed og sexliv. Sexchikane på de sociale medier er et omfattende problem – en tredjedel af unge piger i 9. klasse har været udsat for dette fra fremmede. Også den direkte vold mod piger og kvinder – fysisk, psykisk, seksuelt, materielt og økonomisk – er ligeledes et voksende samfundsproblem, der gøres til den enkeltes skyld og ansvar.

Utrygheden bruges også til at fremme gammel reaktionær moral og værdier. Helt tilbage fra det kristne Gamle Testamente hentes den klasseløse forestilling om ”ondskabens kamp mod det gode” – ”the axis of evil”. Hvis man ikke har noget at skjule, kan man ikke være mod politistatens konstante overvågning, er en udløber af dette. Glorificeringen af magtfællesskaber med helte, våben og vold bruges til at rekruttere unge fra udstødte grupper til kriminelle, fascistiske og religiøse krigere, lejesoldater og bander.

Borgerskabets ideologiske offensiv kører i et rasende tempo. Strømmen af nye ideer, fænomener, og alternativer afløser hele tiden gårsdagens. Det er en omfattende, men nødvendig opgave for den progressive og revolutionære ungdomsbevægelse at sige ungdommen sandheden om alt dette på en måde, der kan frigøre ungdommens energi, initiativ og livskraft.

Ungdommen har altid søgt ud i verden mod nye oplevelser, erfaringer og ideer. Hvilket såvel den imperialistiske krigsmaskine, eurokratiet og den globale erhvervselite udnytter og misbruger på det groveste.

Det er vores opgave at vise og styrke den ægte internationale solidaritet mellem de undertrykte unge og folk rundt om i verden. Udviklingen af den internationale solidaritet spiller en stor rolle i ungdommens kamp. Derfor må også kendskabet til den internationale marxist-leninistiske bevægelse styrkes, så globale erfaringer og viden kan deles og spredes til gensidig inspiration.

Se også

”Soldater til konkurrencestaten”
EUs nyliberalistiske uddannelsessystem i Danmark

Dette er et indlæg i kongresdiskussionerne frem til APK’s 6. kongres –
se flere indlæg her

TEMASIDE;
KONGRESDEBAT

Netavisen 11.oktober 2014