11. september protest: Nej til krig og tortur

Tale ved anti-krigs markering i København d. 11. september 2014
 Af Bent Sørensen, torturbekæmper og menneskeretsforkæmper 

Den 11. september er årsdagen for flere voldelige begivenheder. Både startskuddet til USA’s terrorkrig efter angrebet på World Trade Center, og årsdagen for militærkuppet i Chile i 1973. Anvendelse af tortur er en del af terrorkrigen, og hvor det officielle Danmark tidligere var et foregangsland imod brugen af tortur accepteres tortur nu, ligesom indførelsen af en dansk terrorlovgivning er gennemført. Også den danske grundlov blev i det skjulte revideret, da Danmark gik ind i den amerikansk ledte krig i Irak.

 Foto: Dirty Dan

11. september er efterhånden blevet synonym med angrebene på World Trade Center, Pentagon og begyndelsen på War on Terror – en ny doktrin i amerikansk udenrigspolitik, der har sat menneskerettighederne under pres.

Men den skelsættende dato er i mere end én forstand en dag med terror, krig og historiske omvæltninger.

Spørger man en chilener, vil den 11. september ofte være reference til 1973, startskuddet på en frygtelig periode i Chiles historie, dagen, hvor militærkuppet lykkedes for general Augusto Pinochet, hvor den demokratisk valgte præsident Salvador Allende blev dræbt.

Navne er mange. Den verdenskendte musiker, guitaristen Vicor Jara, hvis finger blev knust blev offer for tortur og døde på Santiagos stadion.

Navnene er mange. Flere end 100.000 personer skønnes at være blevet torteret i kølvandet på kuppet og diktaturet i Chile. Personer der havde forsvaret retsstaten – blev torturofre i diktaturstaten.

Heldigvis lykkedes det mange at flygte. Mange fandt ly i Europa og en del kom til Danmark, hvor de fandt beskyttelse og blev modtaget på en måde, som vi i dag skal huske og være stolte over som danskere.

Kuppet i Chile og junta-styret i Grækenland betød, at læger valgte side og i Danmark gik ind i arbejdet mod tortur. Læge Inge Genefke var om nogen pioner i dette arbejde.
Hun startede med at hjælpe netop torturofre fra Chile og stiftede få år senere RCT – Rehabiliteringscentret for Tortur.

I de følgende år blev arbejdet mod tortur helhjertet bakket op af skiftende regeringer og danske statsministre som Anker Jørgensen, Poul Hartling, Schlütter og Nyrup. Arbejdet mod tortur blev en aktiv del af dansk udenrigspolitik og som medlem af Europa-parlamentet Margrete Auken udtrykte det – som SF’s udenrigsordfører – “en af juvelerne i vores ansigt udadtil er kampen mod tortur”.

Især skal det nævnes, at Danmark fik indført programmet “Freedom from Torture”.

Danmark har siden vedtagelsen af FN’s konvention mod tortur i 1984 været et foregangsland i den internationale indsats mod tortur, som har haft en høj prioritet i dansk udenrigspolitik:

På Danmarks forslag indførtes ’freedom from torture’ i den skelsættende ’Vienna declaration’ i forbindelse med FN’s menneskerettighedskonference i Wien i 1993 og det var på dansk initiativ, at FN i 1997 indstiftede ’International Day in Support of Victims of Torture’, som markeres 26. juni hvert år.

Regeringen lancerede i 1990erne et initiativ for universel ratifikation og implementering af FN’s konvention mod tortur.

Skiftende danske regeringer har årligt været hovedforfatter og forslagsstiller til resolutioner om tortur i FN’s generalforsamling og FN’s menneskerettighedsråd, og har hermed bidraget til at øge beskyttelsen mod tortur og FN’s medlemsstaters tilslutning hertil.

Men så kom 11.september 2001. Med de forfærdelige billeder af angrebet mod tårnene i New York blev en hel verden lamslået og forfærdet over terrorens mange ofre.

Det lykkedes præsident Bush at overbevise om, at der var tale om et angreb på USA dirigeret, nøje planlagt og udført af en terrororganisation baseret i Afghanistans bjerge – og at det ifølge NATOs musketer-ed var landenes pligt at deltage i en krig mod Afghanistan.

Omend ikke mange var vi nogle, der forsøgte – men desværre helt og aldeles forgæves – at hævde, at terror ikke skal bekæmpes med krig, men at det var og er et politi-anliggende, og at tortur ikke var eller er et brugbart middel i krigen mod terror, men at tortur tværtimod skaber flere og nye terrorister.

Tortur løser aldrig et politisk problem, hverken på kort eller lang sigt. Tværtimod.

Tortur skaber og afføder kun politiske problemer. Danmark var i Anders Fogh Rasmussens regeringstid stolt over at vi deltog. Vi var blandt præsident Bush’ bedste venner. Folketinget vedtog terrorlove, først een, senere een til.

Den danske retsstat og de danske borgeres retsstilling blev med et slag forringet med grønt lys til hemmelige ransagninger uden dommerkendelse, overvågninger osv. Politiet og især PET fik lov til i praksis at gøre hvad de ville. Man spørger: hjalp det så overhovedet?

Tja, vi kender alle resultatet af indsatsen i Afghanistan: 43 dræbte soldater, torterede civile afghanske fanger. Taleban er atter på fremmarch.

Jamen vi har da grundloven, vil man sige. Som der står skrevet på bygningen med citatet fra Jydske lov “Med lov skal man land bygge”. Det er korrekt, men hverken frihed for tortur eller andre menneskerettigheder er nævnt og grundloven synes mere at beskytte staten mod borgerne end borgerne mod staten.

Man kan således ikke rejse en sag mod personer eller institutioner for at bryde grundloven. Man kan kun rejse en straffesag med en henvisning til straffeloven.

Ombudsmanden Jørgen Steen Sørensen havde af egen kraft undersøgt om Danmarks Radio havde brudt grundlovens § 77 ved at indføre censur overfor deadline-værten Adam Holm. Ombudsmanden konkluderede, at DR på det groveste havde overtrådt paragraffen. Så skulle man tro at statsadvokaten straks var skredet ind og anlagt sag. Men nej: Det kan man ikke. Så det er gratis at overtræde grundloven.

21.marts 2003 vedtog folketinget, at Danmark gik i angrebskrig i Irak.

Stemmetallene var dybt foruroligende, og har for mange, deriblandt mig selv, betydet en dyb mistillid til Folketingets realitetssans og evne til at prioritere.

61 stemte for, 50 imod, og 68, langt mere end en tredjedel var fraværende. Jeg er selvfølgelig bekendt, med reglerne om, at et socialdemokratisk medlem kan aftale med en venstremand at blive væk. Men 68 fandt altså, at andre ting var vigtigere end beslutningen om at gå i krig – med tab af soldaterliv til følge.

Dertil kom, at beslutningen – udover at være tåbelig og var truffet på et forkert grundlag – var i klar strid med grundloven. Grundloven var sidst blevet ændret i 1953.

Det var et år, hvor “den kolde krig” var næsten absolut bundfrossen: Koreakrigen rasede, Truman havde truet med at anvende atomvåben.

I Danmark var så at sige alt fortsat rationeret og folket levede i en frygt for en ny krig, der nu ville blive en atomkrig.

Grundlovsforslaget fulgte Napoleons råd: En grundlov skal være kort og uklar.

I forslaget indførtes en § 19.2. Ved forelæggelsen i  Rigsdagen den 10. februar 1953  skabte Ellegård, medlem af grundlovskommisionen og regeringspartiet, Venstre, partiet, der havde regeringsmagten, klarhed:

“Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod et angreb, eller som sanktioner i overensstemmelse med de Forenede Nationers Pagt!”.

Det var den formulering Rigsdagen vedtog. Det var den vi stemte om ved Folkeafstemningen den 28. maj 1953. For en vedtagelse skulle der afgives 45% ja stemmer – 45% af de stemmeberettigede. Det skete, men der var kun 20.000 stemmer i overskud.

Uden §19.2 ville loven være faldet! Efterfølgende blev Grundloven vedtaget at et enigt folketing.

For at lette “alle” involverede, er definitionen af §19.2 indført i en Karnovs Lovsamling. Den er godkendt af juridiske professorer og fakulteter, ministre og politikere. I 54 år var der ingen stemmer imod.

I 2005 anlagde 24 borgere – på nydansk: “concerned citicens! civilt søgsmål mod statsministeren for at bryde grundlovens § 19.2., idet den gældende fortolkning af paragraffen stadig stod at læse i Karnov.

Efter en nærmest surrealistisk behandling fandt landsretten, at vi – sagsøgerne – ikke havde “søgsmålskompetence” – med andre ord, at danske statsborgerne ikke skulle have interesse i at vide om deres politikere, som de måske skulle stemme på ved næste valg . havde brudt grundloven!

Vi ankede til Højesteret, og fik i 2007 tilkendt fri proces.

I 2008 så vi til vores store forbavselse, at definition og forklaring på §19.2 var fjernet fra Karnovs lovsamling. Uden nogen havde anmodet herom, og uden nogen som helst diskussion. Den ansvarlige var Højesteretsdommer Jens Peter Christensen.

I 2008 kom sagen for højesteret. De 24 sagsansøgere havde  bedt om at vi fik søgsmålskompetence, og at sagen derefter hjemvistes til landsretten til behandling. Statsministeren havde bedt om at opretholde  den manglende søgsmålskompetence, og dermed afvise sagen.

Dommen faldt den 10.marts. Den var rystende for dansk retspleje. I behandlingen deltog 9 dommere, fordi sagen var særdeles principiel. Blandt de 9 var Jens Peter Christensen.

Højesterets dom konkluderede, at vi ikke havde søgsmålskompetance. Men så fortsatte den: Alligevel ville den udtale sig om sagens substans. Uden at dette spørgsmål var blevet drøftet ved en foregående instans. Altså den indgående drøftelse mellem forsvarer og anklager, afhøring af vidner etc. havde ikke fundet sted i flagrant strid med dansk retspraksis.

På basis af de 9 højesteretsdommere egne meninger konstaterede de, at det var Folketingets ret at gå i krig uden om FN. Ikke alene i 2003, men også i fremtiden!.

Hovedargumentet (For som sagt, var der jo ikke tale om beviser!) var “Man kunne vel ikke forestille sig at Danskerne i 1953 ville overlade det til de 15 medlemmer af sikkerhedsrådet at bestemme, fremfor det folkevalgte folketing”. Jo, det kunne man netop.

Det var derfor §19.2 kom i grundloven og iøvrigt derfor den blev vedtaget. De henviste ikke til stemmetallene i 2003, og ej heller til den spektakulære forsvinden af kommentarerne i Karnov, netop da ankemuligheden var blevet realiseret.

Hertil kommer, at højesteret overtrådte grundlovens § 3: opdelingen i den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Med denne dom havde den dømmende magt frataget den lovgivende og udøvende magt retten til at sige nej til et lovforslag.

Summa summarum. Terrorlovene har signifikant forringet den almindelige borgers rettigheder, den udøvende og den dømmende magt har sat grundlovens grundprincipper over styr.  Borgeren er ikke længere beskyttet. Og ordene “Med lov skal man land bygge” er blevet gjort nok så grundigt til skamme.

En ateist som jeg må nu i mangel på højere magter sætte min lid til Dronningens nytårstale, der slutter med det valgsprog, hun har arvet efter sin far: “Gud bevare Danmark”. Straffeloven, Grundloven, Regeringen, Højesteret gør det jo ikke.

Se flere billeder fra markeringen af d. 11. september i Dirty Dan’s Billedbog

Netavisen 15. september 2014