40 af verdens rigeste lande – med USA, EU og Kina i spidsen – har startet forhandlinger om en frihandelsaftale indenfor området grøn teknologi. Forhandlingerne kører under WTO, selvom kun et fåtal af landene under WTO deltager. Mens teknologien måske er grøn, er formålet med aftalen lige så sort som de mange andre frihandelsaftaler, verdens multinationale har på tegnebrættet i øjeblikket.
Kina og USA har indgået flere fælles aftaler om grøn teknologi. Her præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama i 2011
Grønne teknologier omfatter en kæmpe industri i vækst. Grønne energiformer skal træde i stedet for fossile brændstoffer, hvis klimaforandringerne skal begrænses, men for den kapitalistiske produktion er den grønne industri udelukkende at betragte som en ny forretningsmulighed, som der investeres i sideløbende med at handelen med fossile brændstoffer på ingen måde begrænses.
I USA er produktion af grøn teknologi f.eks. vokset stærkt de seneste år, mens også udvindingen af skifergas og tjæresand eksploderer. Barack Obama betegner en kommende ‘grøn’ frihandelsaftale som et led i kampen mod klimaforandringer.
De teknologiske løsninger der i almindelighed satses på kræver store investeringer, meget kapital og et udviklet produktionsapparat, noget der hører de store firmaer i de rige lande til. I øjeblikket ligger 86 % af den globale eksport da også i de 13 lande, der nu er indgået i forhandlinger.
Da forhandlingerne gik i gang skrev 50 store industriers interesseorganisationer et åbent brev, hvor de bakkede op om forhandlingerne og udtrykte deres håb om, at aftalen kunne føre til endnu mere liberalisering på længere sigt, at den ”kan fungere som en adgangsbillet til sænkede afgifter i andre sektorer og tilknyttede områder”.
En vigtig del af forhandlingerne går nemlig ud på at definere, hvad der er grøn teknologi. I tidligere forhandlinger har listen været begrænset til egentlig grøn teknologi som vindmøller og klimapaneler, men i en udvidelse ligger der åbenbart uanede muligheder.
Sukker, bambus og olieudvindingsmateriel er grøn teknologi
Tidligere på året sendte Michael Froman, USA’s topforhandler på handelsområdet en opfordring til USA’s kommission for international handel til at undersøge mulighederne for liberalisering af handel med grønne varer.
Han medsendte en 34 siders lang liste over varer, som han mener burde høre under denne kategori.
Listen omfatter f.eks. gængse naturprodukter som honning, palmeolie, kokosfibre og andre tekstilfibre, sukker og bambus, jutesække, stoffer til plastfremstilling, ting som kameraer og støvsugere, og sært nok også redskaber der anvendes ved olie- og gasudvinding.
Der er tydeligvis masser af produkter på listen som typisk også produceres i fattige lande og til alverdens andre formål. Gennem aftalen udkonkurreres og saboteres landenes muligheder for selv at opbygge ‘grøn teknologi’, men også muligheden for at kunne sælge helt almindelige basisvarer på lige vilkår. I mellem aftalelandene vil disse produkter være fritaget for afgifter og told.
Udviklings- og handelsministeren ser store muligheder
I stedet for at fattige lande får muligheden for selv at producere grønne energiløsninger kan f.eks danske firmaer sælge det til dem og kalde det grøn udvikling og måske ligefrem U-landsbistand?
I Danmark er udviklingsministeren og handelsministeren splejset sammen til at være en og den samme, hvilket meget godt illustrerer hvordan man ser på vores ‘mission’ i de fattige lande.
Vores u-landsbistand drejer sig mindre om at gøre fattige lande selvhjulpne end at udvikle dem som markeder for givtigt salg af varer. Et klart eksempel er investeringen i GGGI.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen er meget positiv overfor de grønne frihandelsforhandlinger. Og han kan kan da også berette, at Danmark er fortaler for, at aftalen også skal indeholde serviceydelser som at stille op, vedligeholde og reparere materiel. Det er nemlig et af de meget indbringende dele for danske virksomheder.
Så har man da sikret, at teknologien ikke på nogen måde overtages og drives af lokale.
For at have sit sociale alibi i orden, har regeringen igangsat et researchprojekt, som ”skal afdække effekten af aftalen for udviklingslandene og finde ud af, hvad der skal til, for at de vil få gavn af den”. Studiet forventes at være færdigt i løbet af foråret 2015”
Metoden med at starte forhandlinger blandt en mindre gruppe lande som en fortrop for liberalisering minder om fremgangsmåden omkring TISA. I begge tilfælde er det et forsøg på at bryde de fattige landes modstand, der har blokeret for nye aftaler indenfor WTO.
I forhandlingerne om grøn frihandel deltager også Kina, hvad der ikke er tilfældet for de øvrige af USA’s frihandelsaftaler.
Deltagerne i forhandlingerne er: USA, Australien, EU, Taiwan, Hong Kong, Japan, Sydkorea, New Zealand, Norge, Svejts og Singapore.
Læs også
EU og USA forhandler ny global handelsaftale: ALT skal privatiseres
Netavisen 27. juni 2014
Frihandelsaftalen EU – USA: Retning mod ny overnational diktaturstat
Netavisen 18. december 2013
Kilder
Nu skal en grøn frihandelsaftale på plads
Information d. 9 juli 2014
Skepticism as “Green Goods” Trade Talks Begin
Common Dreams 14. juli 2014
Åbent brev fra den ‘grønne’ multinationale industris organisationer
Netavisen 14. juli 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
