Oscaruddeling: Hollywoods historieforfalskning

Af John Pilger

Det er ‘celebrity’-tid igen. Vi har haft Golden Globe, og nu er Oscaruddelingen ved at nærme sig. Det er et ‘vintage-år’, udtaler Oscar-kommentatorerne med én mund. Det er det ikke. De fleste film bliver lavet efter opskriften størst indtjening, pengedrevet gennem marketing og det der kaldes kendisfaktoren. Noget ganske andet end berømmelse, der kan komme af talent. De sande kendisser er sparet for denne byrde….

 
Sandhed og retfærdighed ‘The american way’. Scene fra ‘The Fifth Estate’ om Julian Assange

I tilfældig orden er de Oscarnominerede:

Benedict Cumberbatch

Denne kendis gik ufortrødent efter en Oscar, men desværre gav hans ultra-hypede film ‘The Fifth Estate’ det mindste overskud i årevis og blev et af Holywoods største flops. Det har ikke formindsket Cumberbatch’s imponerende forsøg på at promovere sig selv som Julian Assange godt hjulpet af filmkritikere, massiv reklame, USA’s regering og ikke mindst den tidligere super-PR-agent David Cameron, der erklærede:

“Benedict Cumberbatch – brilliant, fantastisk skuespilkunst. Uberegneligheden og det hele ved Julian Assange er fantastisk portrætteret” .

Hverken Cameron eller Cumberbatch har nogensinde mødt Assange. “Uberegneligheden og det hele” var en konstruktion.

Assange skrev et personligt brev til Cumberbatch, hvor han påpegede, at den ’sande historie’ som filmen påstod at bygge på, byggede på to bøger, der begge havde karaktermordet som deres mål.

”De fleste af de hændelser der beskrives skete ikke, og personerne der vises deltog ikke i dem” skrev WikiLeaks. I sit brev opfordrede Assange Cumberbath til at være bevidst om, at skuespillere også har moralske forpligtelser.

Tænk på hvad konsekvensen vil være af din tilknytning til et projekt, der bagvasker og marginaliserer en nulevende politisk flygtning”.

Cumberbatch’s reaktion var at offentliggøre udvalgte uddrag af Assanges brev og på den måde få ekstra berømmelse ud af den ”pinefulde beslutning” han stod overfor – der, som det viste sig, aldrig var tvivl om.

At filmen blev et flop var en sjælden hyldest til publikum.

Robert De Niro, kendissen over dem alle.

Jeg deltog for nylig i en konference i Indien sammen med De Niro, der blev stillet et godt spørgsmål angående den ondsindede indflydelse, som Hollywood har på virkelighedens historie. Der blev refereret til den storvindende film fra 1978 ‘The Deer Hunter’ og særligt dens berømmede russisk roulette-scene; De Niro var stjernen.

Den russiske-roulette scene fandt måske slet ikke sted”, sagde De Niro ”men den må være foregået et eller andet sted. Den var en metafor”.

Han nægtede at sige mere; den berømte stjerne er ikke meget for at give interviews.

Da Deer Hunter havde premiere beskrev the Daily Mail den som ”historien de aldrig før havde turdet at fortælle…filmen der kunne udrense en hel nations skyld!” Så sandelig et udrensende middel der ville noget – men næsten totalt usand.

Deer Hunter, der fulgte USA’s udsmidning fra Vietnam, var Hollywoods efterkrigs-forsøg på at genskabe den triumferende Batman-agtige hvide kriger og at fremstille et stoisk, lidende og ofte heltemodigt folk som undermennesker , som orientalske idioter og barbarer.

Filmens dramatiske højdepunkt blev nået i gentagne, orgieagtige scener, hvor De Niro og filmens andre stjerner, der er sat i fængsel i rotteinficerede bambusbure, bliver tvunget til at spille russisk roulette af modstandskæmpere fra Den Nationale Befrielsesfront, som amerikanerne kaldte Vietcong.

Instruktøren, Michael Cimino, insisterede på, at scenen var autentisk. Den var et falskneri. Cimino selv havde påstået, at han havde tjent i Vietnam i De Grønne Baretter. Det havde han ikke.

Han fortalte Linda Christmas fra The Guardian, at han havde ”denne vanvittige følelse af at have være der…på en eller anden måde var de fine grænser blevet rykket og grænsen mellem virkelighed og fiktion var kommet rigtig meget i uorden”.

Hans brilliant udførte falskneri er senere blevet en You Tube klassiker. For mange den eneste reference til denne ‘glemte krig’.

Mens han var i Indien, besøgte De Niro Bollywood, hvor hans kendisfaktor er velset. Smiskende skuespillere sad ved hans fødder og kyssede den jord han trådte på. Bollywoods stupide afbildning af det moderne Indien er ikke meget anderledes end The Deer Hunters forvrængede beskrivelse af USA og Asien.

Nelson Mandela var et stort menneske, der blev en kendis. ”Helgenstatus” , sagde han tørt, ”er ikke mit job”. De vestlige medier tilegnede sig Mandela og gjorde ham til en endimensionel tegneseriefigur tilpasset borgerskabets hyldest: en slags politisk Santa Claus.

At hans respekterede position tjente som facade, bag hvilken hans elskede ANC overså den fortsatte fattigdom og opsplitning af hans folk, måtte ikke nævnes. Og med hans død blev hans berømtheds-helgenstatus cementeret.

Uddrag af
It’s The Other Oscars – and Yet Again the Winner Slips Away
Information Clearing House 31. januar 2014

Oversat af Kommunistisk Politik

Netavisen 31. januar 2014