1. maj erklæring 2014
I det 21. århundrede er verden stadig delt. Modsætningen mellem Arbejde og Kapital på alle områder er den deling, som afspejler antagonismen mellem arbejdet og produktionens voksende samfundsmæssighed på den ene side og på den anden side den kapitalistiske karakter af tilegnelsen af værdierne, som i stadig højere grad koncentreres hos et fåtal mennesker.
kommunikationsmidler og computere er blevet udbredt til samfundsmæssig og individuel brug. Alt rummer imidlertid sin modsætning: Fortvivlelsen skabt af kapitalismen harnået et meget alvorligt omfang; forfaldstegnene har vist sig parallelt med en ophobning af rigdomme, som overgår slutfasen for det byzantinske imperium.
Den kapitalistiske verdenskrise fra 2008, som mange lande stadig lider under, er forsøgt betalt af de brede masser af udbyttede – af nøjagtig de masser, som har erfaret, at kapitalismen som social organisering er kendetegnet af ’fattigdom midt i rigdommen’.
At de folkelige lag tvinges til at betale for krisen uddyber yderligere kapitalismens katastrofale konsekvenser: mekaniseringen af arbejdsprocessen; forøgelse af udbytningen, indbefattet nedgangen i reallønningerne, en eksplosion af fattigdom og sult, uretfærdighed og ulighed, tiggeri, narko, prostitution o.s.v.
Det er umuligt at acceptere, udholde eller ignorere denne deling af verden og den voksende utilfredshed, som får de udbyttede masser i diverse lande til at gøre oprør. Denne situation er meget synlig i Grækenland, Portugal, Spanien,Tunesien, Ægypten, Tyrkiet, Brasilien o.s.v.
I slagsmålet om, hvem der skal beherske og udplyndre bestemte regioner, støder de imperialistiske lande hårdt mod hinanden. For at vinde kontrol over disse regioner, har de opflammet til nationale stridigheder for at vinde undertrykte folks støtte. Disse indre konflikter, som provokeres frem og fører til militære konflikter, som det er set i Ukraine og Syrien, viser, at de imperialistiske konfrontationer bliver tilspidsede.
I 1990’erne proklamerede kapitalisterne og deres lakajer, at ”historien var slut”, at ”kapitalismen ville være der evigt” og”en ny verdensorden”, de forkyndte et fredeligt, velstående samfund, uden kriser, bygget på en ”selvfornyende kapitalisme”, baseret på en ”kapitalistisk globalisering”, som ville blive bygget ”på den anden side af klasserne og klassekampen”. Det er imidlertid ikke velstanden, der øges, men elendigheden. I stedet for fred er det krig og kup og tab af tiltro til diktaturerne, vi har oplevet i de sidste årtier.
Nej, kapitalismen har ikke noget at tilbyde arbejderne, der overlever på deres arbejdskraft i fabrikker og kontorer, eller de arbejdsløse og fattige i by og på land – hverken et job eller en anstændig løn, hverken fred eller velstand eller en sikker fremtid. For at opnå dette må arbejderne og de øvrige arbejdende opmuntres til at gøre oprør og omstyrte kapitalens magt.
Fra slavernes kamp mod slaveejerne, i alle samfund der har været skueplads for klassekampen, har den ført til, at én undertrykkerklasse har grebet magten og afløst en anden.
udvikler også hele tiden arbejderklassen, socialiserer den stadig mere. Den har således skabt de sociale betingelser, hvor en udbyttet klasses magt kan erstatte en udbytterklasses magt.
mission – nemlig at erobre magten for at skabe en overgangsperiode hen mod socialisme med det mål at ekspropriere ekspropriatørerne, at afskaffe klasser og udbytningsforholdene.
Arbejderklassen rejste sig for første gang i protest mod det kapitalistiske tyranni i det 19. århundrede med de opstande, der fandt sted på hele det europæiske kontinent og med magterobringen med Pariserkommunen i Frankrig for en kort periode i 1871. Så fulgte omstyrtelsen af det kapitalistiske herredømme i Rusland med Den store Oktoberrevolution i 1917, da den organiserede sig som herskende klasse for at opbygge Sovjetunionen og i et halvt århundrede tog kæmpeskridt i retning af afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket.
Verden, som er delt mellem udbyttere og udbyttede, mellem imperialistiske herrer og undertrykte folk, bevæger sig hen imod en ny periode af opstande og revolutioner.
alle lande, hvis de trækker på deres egne erfaringer både fra den faglige, sociale og den politiske kamp, og ikke mindst fra de massive klassekampe, som finder sted i mange lande.
Selvom der er blevet manipuleret med revolutionerne i lande som Tunesien og Ægypten tilhører fremtiden verdens arbejderklasse og øvrige arbejdende, som samler rige erfaringerfor at blive ved med at rykke frem.
Erfaringerne fra de revolutionære bølger og de nationale og sociale kampe i alle verdens lande viser, at vi kan bevæge os frem mod sejr, og nu med større styrke og kraft. Vores kampe for national og social frigørelse vil antage deres egne særlige former og følge forskellige veje, afhængigt af landene, men vil i deres indhold være af internationalistiskkarakter, som delelementer i den samlede proletariske verdensrevolutions-proces.
Alt dette forpligter os til at konsolidere og styrke vores enhed og organisation, både nationalt og internationalt.
1. maj 2014
Se også
20 år i kamp for revolution og socialisme
En samling udtalelser og dokumenter fra CIPOML 1994-2014
Udgivet som pjece 2014 på Oktober Forlag – her i pdf
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
KPnet 10. januar 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne