Rejsereportage
Af Dorte Grenaa
Diego Rivera: Udsnit af murmaleriet i Mexico City ‘Drøm om en søndag eftermiddag i Alameda parken’ med La Cavalera Catrina i centrum
Der er to symbolske kvindefigurer, der hele tiden møder en her i Mexico. Dødens frue og livets moder i skikkelse af La Calavera Catrina og Jomfruen fra Guadalupe.
Man ser dem overalt – på husmure, gadehjørner, i butikker, inde i folks hjem, på T-shirt, på indkøbsnet, malerier, figurer af træ, keramik og plastik.
De går langt tilbage i historien og er samtidig en del af mange mexicaneres hverdag. Som ateist fristes man til hurtigt at afvise det som katolsk overtro og hokus pokus. Men det stikker dybere end som så – og så er det, det begynder at blive spændende.
Den meget karakteristiske kvindefigur for døden – den høje tynde skeletkvinde i lang fin kjole og hat med fjer og blomster er skabt af to af det moderne Mexicos store revolutionære kunstnere Jose Guadalupe Posada (1852-1913) og Diego Rivera (1886-1957).
Posada udgav i starten af 1900tallet en politisk satirer over den mexicanske overklasses jagt efter at efterligne den europæiske overklasses mode. Og deres samtidige foragt for sine egne indianske rødder og kultur. Som altid blev det overklassens mode, middel- og underklassen skulle stræbe efter at efterligne.
Posada: Det elegante kranie Ætsning 1910-12
Skeletkvinden er et billede på den fattige kikærtsælgerske på gaden, der har sultet sig ihjel for at købe den kjole, som moden dikterede.
Diego Rivera navngav hende La Calevara Catrina og gjorde hende til en populær skikkelse efter den mexicanske revolution gennem et stort murmaleri, som skulle samle de vigtigste personer i Mexicos historie de sidste 400 år.
Her står hun som en central skikkelse – ved siden af Rivera selv som 12-årig og Frida Kahlo, hans kone, og med en stilig Posada under armen.
Hos os er døden blevet et tabu. Nærmest en klinisk diagnose. Noget man helst ikke taler om, hverken i familien eller med dem man kender, der har oplevet døden af en af deres nærmeste.
Her i Mexico opfatter man døden som en del af livet. Faktisk er det eneste, man kan være sikker på, at vi alle vil dø en dag. Så i stedet for at gå i panik eller sort ved tanken, gælder om at leve livet så fuldt, som man kan hver eneste dag.
Mexico er et land med stor rigdom og stor fattigdom. For mange gælder det også om at overleve til næste dag. Her ler man ad døden, siger de. Den skal mødes med humor, ligesom livet.
Mere end tre meter høj levende figur på det centrale torv – Jardin – i San Miguel de Allende
Man lever med sine døde. Min ven fortæller mig om hendes far, der døde for et par år siden. På hans fødselsdag samles familie, venner og tidligere kollegaer om de ting i livet, han godt kunne lide. De spiller den musik, han holdt af, laver en lille udstilling med fotografier, en fodboldtrøje fra det fodboldhold, han fulgte, og andre ting. Man taler sammen om hans liv og de ting, han betød for en.
De Dødes Dag i november forberedes gennem flere uger. Her er man sammen med sine døde, spiser og fester med dem og fejrer alt det gode, man husker sine døde for.
Også børnene er med. Ofte tror vi, at vi skal skåne børnene fra døden, fordi vi selv er fremmedgjorte og usikre og ikke ved hvordan vi skal tackle det. Her taler man med børnebørnene om hvilken mad, der skal laves til den døde farfar på De Dødes dag, som noget naturligt.
La Calavera Catrina finde i hundredvis af udgaver som kunsthåndværk og industri –
her som revolutionær til nedsat pris
I de ydre ritualer er der en sær blanding af de gamle indianske ofringer til forfædrene og de katolske messer, og altre med lys, og kranier lavet af sukker, står side om side.
Men i sit indhold er der en god del sund fornuft.
I den neoliberale ideologi jagtes den evige sunde ungdom, som den nye dans om guldkalven. Tilbedelsen af udødeligheden som den anden side af frygten for døden.
Jeg kommer i tanke om en ting min mor sagde, inden hun døde, nemlig at man lever så længe, der er nogen der tænker på en.
At De Dødes Dag er en levende del af hverdagen ses i det offentlige rum på gader og pladser. Her bygges der altre for døde populære musikere, kunstnere og sportsstjerner og andre.
Alter for berømte afdøde mexicanske sangere på torvet i San Miguel de Allende
Man skriver fortsat de populære Calaveras-rim til hinanden den dag. Humoristiske rim om personens dumheder gennem året og døden, der kommer efter en. I skolerne får eleverne en ene dag frit lejde til at skrive om deres lærere, og aviserne til at skrive om død over politikerne. Den dag tages trykket af utilfredsheden.
På mange skoler og universiteter klæder man sig ud som forskellige Catrina’er – den elegante Catrina, bruden Catrina osv.
Premieret kostume – Guanajuato 2013
Man stiller op i teams omkring kostumer, make-up og præsentation. For pigerne er udklædningen som Catrina især populær, da hun er en stærk og fri kvindefigur.
Det elegante par og det revolutionære par fra starten af 1900-tallet
Der afholdes konkurrencer i udklædning som berømte par. De mest populære er Frida Kahlo og Diego Rivera !
Hånd i hånd med Catrina
Da Posada skabte sit stærke billedet af skeletkvinden, der sultede sig til døde greb han tilbage i den stærke indianske kultur for at skildre sin nutids sociale forhold.
Den gamle Aztekergudinde for døden – kaldet Mictecacihuatl eller The Lady of Death – var hende, der holdt orden på skeletterne i Underverden. Hun stod også for aztekernes månedlange festival for de døde. Det lykkedes aldrig den katolske kirke helt at udrydde den festival. Kirken forsøgte at erstatte den med Allehelgensdag, og den tages så med i købet.
Men De Dødes Dag er den egentlige fest, hvor ens egne jordiske døde mindes som en del af livet.
Netavisen 15. januar 2013
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
