Af Michael Collins
Vandkanoner mod demonstranter i Istanbul 22. december 2013
Republikken Tyrkiet fortæres af intensive konflikter, anklager om sammensværgelser og underliggende økonomiske problemer, som simpelthen ikke vil forvinde. En perfekt storm er under opbygning i Tyrkiet.
Premierminister Cecep Tayyip Erdogans regering og støtter anklages for en hemmelig guld-for-olie-aftale med Iran. Aftalen, der overtræder handelssanktionerne mod Iran, har beriget hans ministre og andre af de involverede hovedstøtter (indbefattet premierministerens egen søn), ifølge anklagemyndighederne.
Om en del af aftalen fejlrapporteredes handel for milliarder af dollars, hvad der igen fik Tyrkiet til at overdrive nationalindkomsten og underdrive dets nuværende budgetunderskud.
En endnu mere uheldssvanger anklage fokuserer på Erdogans åbne støtte til en velhavende saudier, som er kendt for sin økonomiske støtte til al Qaeda, og hans påståede støtte til al Qaeda-krigere, som bekæmper den syriske regering.
Bare i dag kan vi se denne overskrift i medierne: Tyrkisk guvernør blokerer for politiundersøgelse af en lastbil, der angiveligt medfører våben til Syrien. Erdogan støtter massivt de syriske oprørere, de formodede modtagere af våbnene.
Krisen startede den 17. december 2013, da flere snese af Erdogans nære medarbejdere blev arresteret for korruption.
Arrestationerne omfattede også direktøren for den tyrkiske nationalbank, som blev fanget med millioner af euro, proppet ned i skoæsker. Anklager og arrestationer fortsatte. Anklagere og politifolk, som rejste sagen, blev fyret på premierministerens foranledning. Den tyrkiske højesteret afgav en kendelse om at regeringen ikke kunne blande sig i politiundersøgelser med fyringer og trusler.
Helt uanfægtet fyrede Erdogan endnu flere anklagere, idet han hævdede, at anklagerne var et angreb mod den tyrkiske stat. På toppen af det hele forbød myndighederne journalister at komme på politistationer og pressede medierne til at holde op med at fokusere på skandalerne.
Krigende fraktioner
De to krigende fraktioner er begge fra regeringspartiet AKP, som fremstiller sig som et moderat, erhvervsvenligt islamisk parti. Premierminister Erdogans fraktion har sat sig op imod dens tidligere langvarige allierede Fethullah Gülen (islamisk prædikant med bopæl i USA, o.a.) og hans Hizmet-bevægelse.
Erdogan har dannet regering siden 2003 og fokuseret på økonomisk vækst og forfatningsreform. I de sidste to år har Erdogan antaget en díktatorisk facon, der involverer en politik, som afspejler islamistiske principper.
Premierministerens modstander er Fethullah Gülen, som flygtede fra Tyrkiet i 1999 (før Erdogan kom til, o.a.). Han har lige siden boet på landet i Pennsylvania. Gülen er overhoved for et verdensomspændende netværk af skoler og mangemillion-dollar forretninger. Hans bevægelse hævder at står for fremskridt og forståelse mellem trosretningerne.
Ligesom Erdogan er Gülen tilhænger af markedsøkonomi. Gülens oprindelige ankomst til USA og hans evne til at forblive bosat der er blevet støttet af centrale skikkelser i amerikanske efterretningstjenester.
Andre
Det tyrkiske militær har foranstaltet en række kup i de sidste 50 år.
Da krisen udviklede sig meddelte militæret, at det ikke ville ”involvere sig i politisk debat”. Men bare nogle dage senere kom der lyd fra de fængslede generaler fra Ergenekon-retssagerne (hvor hundreder af officerer er anklaget og dømt for at tilhøre en Gladio-agtig hemmelig terrororganisation af dette navn, oa. ).
De forlangte en ny høring og fastholdt deres uskyld. Den 2. januar bragte avisen Hürriyet en historie om, at det tyrkiske militær anmoder anklagere om at undersøge anklager om ‘sammensværgelse’. Ifølge historien har de dømte generaler indgivet en politianmeldelse mod Fethullah Gülen for at være med i et komplot for at få dem dømt ved Ergenekon-processerne.
Folket Republikanske Parti (CHP), det nationalistiske parti og andre politiske partier er kritiske over for Erdogan, men tilsyneladende skræmt af hans anklager mod dem om at være brikker i det ’internationale komplot’, som Erdogan så ofte refererer til.
Og så er der selvfølgelig det tyrkiske folk, den største og utvivlsom den vigtigste fraktion i denne kamp. Det tyrkiske folk har nydt godt af en stærk økonomi og lav arbejdsløshed under den globale recession. Skandalerne kan gå hen og skade den tyrkiske økonomi betragteligt på bekostning af de fleste tyrkere.
Deres arbejde har været grundlaget for den økonomiske vækst, men de savner en stemme i forhold til udfaldet af den nuværende krise.
Risici
Tyrkiet er NATO’s sydflanke og en frontlinjestat i Vestens forsøg på at udvirke et regimeskifte i Syrien. Indtil 2011 forbedredes relationerne mellem Tyrkiet og Syrien hurtigt. Så ændredes alting. Erdogans fraktion i AKP sluttede sig til daværende udenrigsminister Hillary Clintons krav om at vælte Syriens valgte præsident Bashar al-Assad. Saudiarabien forsynede oprørerne med økonomisk støtte, og Tyrkiet tillod Istanbul at være transithavn for våben, Saudiaraberne havde indkøbt til syriske oprørere.
Tyrkiet forventes at være en støttepille for Vesten, stabil og pålidelig. Med det spirende kaos i regeringen og en no-win konflikt mellem indbyrdes krigende fraktioner internt, vil Obama-administrationen og NATO-magterne være fristet til at blande sig for at kontrollere udfaldet. Vi ved alle, hvordan det falder ud.
Vanskelighederne for Erdogan er mærkbare og kan få konsekvenser for hele nationen.
De to største bekymringer er Erdogans fortsatte støtte til de syriske oprørere, især de islamistiske jihadister, som sponsoreres af Saudiarabien – Den islamiske Front. Kritikere af premierministeren fremhæver hans åbne forbindelse med Yasin al-Qadi, som angiveligt yder økonomisk støtte til al Qaeda og er udpeget som terrorist af den amerikanske regering.
Erdogan afviste, at der var nogen problemer, da han blev konfronteret med denne forbindelse, og sagde at al-Qadi var ”en velgørende person, som elsker Tyrkiet.” Han kan få brug for yderligere forklaringer, hvis undersøgelserne fortsætter.
I en rapport om anklagernes beviser og vidnesbyrd fra personer tæt på tingene, konkluderede journalisten Michael Rubin:
”Ifølge tyrkiske udsagn er der vedholdende uregelmæssigheder i 28 regerings-udbud til en sum af mange gange ti milliarder dollars, hvor der forekom returkommissioner og andre betalinger, hvoraf en del ifølge de tyrkiske undersøgere menes at være endt i al-Qadis fonde og velgørenhedsforetagender. Disse fonde og velgørenhedsvirksomheder blev derpå anvendt til at støtte al Qaeda-filialer og andre radikale islamistiske grupper, som opererer i Syrien, så som al Nusra Fronten.” (27.dec. 2013)
Vil boblen briste?
‘Uregelmæssigheder’ i regeringsudbud er en del af en langt store financiel krise, som Erdogans politik har medført.
Jeg konstaterede i en artikel tidligere på ugen:
”Mens fokus indtil nu har været på beskyldningerne om personlig berigelse af Erdogans ministre og samarbejdspartnere, er det virkelige problem for den nuværende regering den finansielle svindel ved dens rapportering af dens nuværende budgetunderskud og nationalindkomsten. Disse tal er grundlaget for adgangen til international finansiering. Bevidst unøjagtige oplysninger er bedrageri, som underdriver risikoen for lånerne og giver låneren en mere fordelagtig rente end berettiget.”
Se Michael Collins 29. december:
The End for Erdogan and AKP – Financial Fraud and Money Laundering
Mutafa Sonmez behandlede problemerne indgående i Hürriyet i en vigtig analyse, der er blevet overskygget af de seneste mere spektakulære anklager. Tyrkiets hemmelige guld-for-olie aftale med Iran har forvansket regeringens talopstilling. Gælden blev som konsekvens underdrevet og indkomsterne overdrevet.
Tyrkiets økonomiske succes er baseret på udenlandske investeringer. Når udenlandske investorer ser på den politiske ustabilitet, kombineret med problemerne med nøjagtige økonomiske oplysninger, vil de stemme med fødderne. Et overblik over investorer i Mellemøsten har vist, at ingen har planlagt at øge deres investeringer i Tyrkiet i 2014, og at 13% planlægger at reducere deres investeringer.
Anklagerne om grasserende korruption, internationale komplotter og støtte til terrorister er vigtige. Arbejdpladser er endnu vigtigere for den jury, der i sidste ende fælder dommen over Erdogans fremtid, det tyrkiske folk.
Den tyrkiske vicepremierminister forholdt sig i dag (3. januar 2014) til de udenlandske investorers tab af tillid til den tyrkiske økonomi. Han sagde, at ”…der kan være en forøgelse af risikopremien for Tyrkiet, men når vi ser på resultaterne, vil jeg understrege, at billedet ikke er nær så foruroligende, som det ser ud til.”
Han kan understrege alt det, han vil, men det vil ikke ændre på de kendsgerninger, der fik udenlandske investorer til at fortælle nyhedsbureauet Reuter, at de vil melde pas med hensyn til nye kontantindsprøjtninger i tyrkiske investeringer i 2014. Det er ikke gode nyheder for en vækstøkonomi, der baseres på udenlandske investeringer.
Hvad vil der ske, når skandalerne vokser og repressionen forstærkes, og der så sker en flugt af udenlandske investorer og den økonomiske boble brister ?
En tillidskrise baseret på rationelle analyser vil i sidste ende føre til Erdogans fald. Hvis han ryger før den er fuldt modnet, vil det blive hans efterfølgers problem.
Og hvem lider? Folket.
Oversat efter
The Perfect Storm In Turkey – Corruption, Conflict, Conspiracy
Information Clearing House
Originalartiklen er spækket med links, som dokumenterer påstandene i artiklen
Læs også
Arbejderpartiet i Tyrkiet EMEP: Om krig i Syrien
Netavisen 1. september 2013
Arbejderpartiet EMEP: Udtalelse om udviklingerne i Tyrkiet
Netavisen 5. juni 2013
Netavisen 10. januar 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
