Hvordan skal man tolke de omfattende og massive demonstrationer, som spredte sig i sidste uge? Det tyrkiske forår? Et folkeligt oprør? Eller et kupforsøg antændt af nationalisterne?
Ved Gezi Park, Istanbul
For at give dem en realistisk tolkning må man inddrage de seneste politiske begivenheder i Tyrkiet. Det er helt afgjort ikke blot en enkelt gnist, som antændte branden.
AKP-regeringen er USAs og den vestlige imperialismes mest loyale allierede i Mellemøsten og en vigtig medspiller i det amerikanske Greater Middle East Initiative og den ihærdigste iværksætter af nyliberal politik. Dens politik er i årevis blevet mødt mest store protester,
Dens politik har fremkaldt daglige oprør i fabrikker og instituioner – f.eks. imod overdragelse af offentlig ejendom til multinationale virksomheder og lokale magnater; omfattende fyringsrunder; arbejdsomlæggelser og outsourcing: angreb på fagforeningerne: beskæring af sociale rettigheder; lønnedskæringer og øget udbytning af arbejdskraften i form af forøget produktivitet.
Samtidig har ligegyldigheden og assimilationspolitikken i forhold til kurderne og omfattende fængslinger haft enorme følgevirkninger.
Byernes borgerskab blev generet af AKP-regeringens religiøst baserede praksis og erklæringer: Gennemførelsen af tvungen religionsundervisning i gymnasiet, omlægningen af uddannelsessystemet i forhold til religiøse anordninger, forøgelsen af antallet af religiøse skoler, religionsministeriet som beskæftiger en større hær af gejstlige til mægling, restriktioner på salg af alkoholiske drikke og rygning, og forstærkelsen af embedsmandsvæket og bureaukratiet med religiøse pro-AKP elementer.
Ved at fastlægge høje renter og sælge offentlig ejendom til udenlandsk kapital til meget lave priser udvirkede AKP en strøm af varme penge og forsøgte at tiltrække den kapital, som ellers har undladt at investere i Mellemøsten eller i de vestlige banker og selskaber. Det har betydet, at AKP-regeringen indtil nu har haft mere held med at imødegå den økonomiske verdenskrise end EU og USA.
Men på det seneste er pengestrømmen fra udlandet stilnet af. AKP-regeringen søgte at undgå de økonomiske vanskeligheder ved at gennemføre en byggekampagne med såkaldt “byfornyelse”. De mest værdifulde områder i storbyerne blev eksproprieret, bygningskomplekser på mange etager bygget på offentlige områder og solgt til skyhøje priser. Voksende trafikproblermer, ødelæggelsen af grønne områder og den beregnende politik, hvormed AKP-støtter fyldte lommerne, førte til udbredt utilfredshed.
AKP-regeringens politik i forhold til Syrien udløste en voldsom misfornøjelse blandt folk. Den økonomiske hjælp, som støttede de radikale islamiske organisationer og grupper, og placeringen af disse grupper på den syriske grænse voldte mange problemer. De radikale islamister udgjorde en truende magt mod det alavitiske flertal på grænsen med de radikale islamister og skadede handel og økonomi i området.
Antallet af fallitter og arbejdsløsheden er vokset. Desuden er de negative effekter af de fem
millioner dollars, der er brugt på Assad-modstanderne begyndt at gøre sig bemærket.
Det var under disse omstændigheder, premierminister Erdogan meddelte, at et indkøbscenter ville blive bygget i Taksim Parken.
Centret skulle bygges som en kaserne. AKP ville genoplive artilleri-barakkerne fra den borgerlige revolution i 1908, der var kendt som de reaktionære kræfters hovedkvarter og et centrum for opstanden. Dermed ville AKP promovere den reaktionære opstand 31. marts 1908 og også tage hævn over revolutionen i 1908.
Kaserneprojektet afslørede sig for en stor del af befolkningen. Desuden var miljøbevidste kræfter i Taksim-området bekymrede over den kendsgerning, at der næsten ikke ville være grønne pletter i indkøbscentret. Erdogans plan at ændre bylandskabet imod dette flertals vilje banede vej for en revolte mod hand diktator-lignende politik.
Taksim Gesi Park-modstanden begyndte. Gravkøer, der gik i gang med at planere Taksim Parken, trak mange tusinder til Taksom Gezi Parken. Sent om aftenen efter hovedparten havde forladt parken angreb politistyrkerne en lille gruppe, som sov i telte. Teltene blev brændt af politiet, aktivisterne fik tæsk og udsat for pebergas.
På 1. maj-demonstrationen for en måned siden i Taksim forbød AKP-regeringen protester i en afstand af ca. 30 kilometer fra indgangen, stoppede massetransporten til området og afskar hele dagen adgangen til Istanbuls europæiske og asiatiske del, og de mange demonstrerende blev udsat for angreb, tåregas og vandkanoner. AKP-regeringens foranstaltninger har oprørt både Istanbuls indbyggere og turisterne.
Nu anvendes samme metode igen til at bringe aktionen i Gezi Parken til afslutning. Det seneste angreb forbitrede en meget stor kreds af mennesker, og tusinder drog til Taksim. Da den normale arbejdsdag sluttede var antallet af protesterende i Taksim oppe på hundrede tusinde. Der blev brugt store mængder tåregas og vandkanoner i politiets angreb.
På trods af de borgerlige mediers censur blev begivenhederne udbredt i offentligheden i kraft af de sociale medier og nogle få revolutionære og demokratiske medier.
Aktionerne spredte sig til Ankara og Izmir. Folk blev på gaderne til daggry. I Izmir, Ankara og Istanbul blev kampene mellem politi og aktivister hårde. Der blev bygget barrikader. Under sammenstødene er nogle unge aktivister døde i Ankara, Istanbul og Hatay. Titusinder er sårede og/eller arresterede. Også lederen af vort partis ungdomsafdeling i Ankara er blevet såret og arresteret.
De fleste demonstranter var unge og kvinder. Fodboldfans deltog også i demonstrationerne og lagde de sædvanlige sammenstød mellem dem på køl. Aktionernes mest hørte slagord var ‘Ud med regeringen!’ og ‘Tayyip (Erdogan), gå af!' De fleste af deltagerne i demonstrationerne var ikke politisk organiserede.
Vores parti og alle de revolutionære og demokratiske partier, grønne, miljøforkæmpere, lægehuse, tegnestuer og ingeniører, offentligt ansattes fagforeninger, alavitter, intellektuelle og kunstnere, sagførere, og nationalistiske grupper udgør de sekulære kræfter, som har konstateret, at AKP-regeringen langsomt opbyggede et religiøst lovsystem.
Vores parti har deltaget i demonstrationerne med sine kadrer og organisationer og har søgt at trække arbejderne og de proletariske lag og fagforeningerne til aktionen og virket for at skabe de praktiske redskaber til gennemførelse af aktionerne og for at gøre deres mål mere præcise.
Vi har agiteret for en demokratisk og folkelig løsning på det kurdiske spørgsmål; for afvikling af alle begrænsninger af pressefriheden, ytringsfriheden og oganisationsfriheden; for alevitternes rettigheder; for at arbejderne og de arbejdende gengives deres frastjålne rettigheder; for fjernelse af spærregrænsen ved valg; for at finde og straffe de ansvarlige for massakrer som Roboski og Reyhanli; for at forbyde politiet at sprøjte gas på demonstranter; for at forbyde bynedlæggelserne; for at forbyde ødelæggelse af grønne områder; osv
Partiet har opfordret til generalstrejke og modstand.
Vi har opfordret folk til at organisere sig og gå til kamp. I dag etablerer fagforeningen for offentligt ansatte KESK og Den revolutionære arbejdersammenslutning DISK en generalstrejke.
Begivenhederne i Tyrkiet i denne uge har fælles træk med, men også forskellige træk fra, de processer, som har fundet sted i Tunesien, Egypten og andre arabiske lande. Fælles er, at brede masser siger ‘Nu er det nok!’ og indtager gaderne; fælles er beslutsomheden på at kæmpe. Graden af organisering af masserne er forskellig og kravene er forskellige.
İ de seneste fem år har sådanne aktioner fundet sted ikke bare i arabiske lande eller Tyrkiet, men også i europæiske lande som Grækenland, Italien, Portugal, Spanien, Frankrig og England, og i nogle latinamerikanske lande.
Det fælles grundlag for dem alle er at masserne gør oprør mod kapitalismens undertrykkelse og udbytning.
Det er klart, at de fok, der gør oprør mod den herskende klasse for deres egne rettigheder og frihed, vil bive styrket af enheden og den internationale solidarit.
Arbejderpartiet EMEP
Tyrkiet
4. Juni 2013.
www.emep.org
Se også
Tyrkiet: Magtarrogance og grov politibrutalitet ansporer oprør
Netavisen 4. juni 2013
Video: The First Week Of Resistance in Istanbul
Netavisen 5. juni 2013