Kommunistisk Politik 16, 2012
En undersøgelseskommission i Norge har gennemgået begivenhederne den 22. juli 2011, og konkluderer, at politiet kunne have været stoppet gerningsmanden tidligere, og undgået i hvert fald en halv times skyderi på AUF-sommerlejren på Utøya. (AUF = Arbeidernes Ungdomsfylkning).
Rapporten beskriver detaljeret de dræbende timer fra gerningsmanden først på eftermiddagen rundsendte et fascistisk opråb på email til flere tusinde personer, der bl.a. indeholdt en beskrivelse af den konkrete plan der umiddelbart efter blev sat i værk. Kl. 15.18 parkerede han en varevogn med en bombe ved regeringskvarteret i Oslo, hvorpå han kørte til lejren på den lille ø i Oslo-fjorden, gennemførte massakren, indtil han til sidst – mere end tre timer senere – blev pågrebet på Utøya kl. 18.34.
Det norske politi forsøgte i månedsvis at skjule oplysninger om disse detaljer vedr. hvornår de første anmeldelser kom om skyderiet på Utøya. Der er huller i hukommelsen. Ligesom dansk politi også har det med at glemme, hvor de ansatte befinder sig
Så det kan i sig selv være fint at få detaljerne frem om den værste terrorhandling i Norden siden 2. verdenskrig.
Desværre er rapporten overfyldt med opremsning af masser af bittesmå tekniske problemer, der tilsyneladende fører til de tusinder af små fejl i redningsaktioner, alarmprocedurer og opklaringsarbejde. Det kommer til at virke mere som ønskeliste til en kommende finanslov om nye James Bond- gadgets og mere
terrorlovgivning, og som mere eller mindre gode undskyldninger for et politiarbejde, der dybest set slog fuldstændigt fejl af helt andre grunde end tekniske problemer.
Offentligheden i Norge viste sig langt mere handlingsdygtig på alle planer end det norske politi, og det med langt færre tekniske hjælpemidler.
Det var en receptionist, der opdagede at en varebil stod mistænkeligt parkeret ved regeringskvarteret og ringede til vagten. Det var almindelige borgere, der opdagede og anmeldte en mistænkelig bevæbnet person, der løb rundt i gaderne ved regeringskvarteret få minutter efter bomben sprang og angav farve og nummerplade på flugtbilen.
Det var civile, der iværksatte en storstilet redningsaktion ved Utøya, og fik flere hundrede unge evakueret med både, og fragtet nogle af de sårede til hospital med privatbiler. Det var de unge selv, der gennem sociale medier fik de store medier til at vende opmærksomheden mod Utøya.
Først efter at gerningsmanden var pågrebet, gik det tilsyneladende op for politiet, at der var foregået en massakre af uhyggeligt omfang. Den danske overlevende, Patrick Piscot, undslap i en båd sammen med 11 andre. Han siger, at de så norsk politi gemme sig bag containere i tre kvarter, hvor de kunne have stoppet Breivik.
Men han kunne være stoppet før massakren på lejrøen: Rapportens bedømmelse af myndighedernes optræden er grundliggende fejlagtig, når den angiver tekniske problemer og forvirring som generel årsag til, at gerningsmanden ikke blev pågrebet umiddelbart efter bomben mod regeringsbygningen sprang.
Den egentlige konklusion må i stedet være, at den 22. juli 2011 igen viste, at statens magtapparat arbejder efter en reaktionær politisk dagsorden.
Der giver sig bl.a. udtryk i, at man slet ikke havde en seriøs efterforskning af det betændte islamofobiske og fascistiske miljø, som gerningsmanden var en del af, og derfor heller ikke havde agenter på hans email-liste, der kunne havde opfanget og advaret om, at en terroraktion var umiddelbart forestående.
Da bomben sprang i regeringskvarteret var der tilsyneladende ingen tekniske problemer ved sikringen af kongehuset og regeringen. Militæret havde heller ingen problemer med at få en helikopter fra søredningstjenesten stillet til rådighed for transport af en gruppe bombespecialister. De tekniske problemer var alle relateret til at få fat på gerningsmanden, før han halvanden time senere sejlede til Utøya, og derefter i ca. fem kvarter hujende gik rundt og henrettede ubevæbnede unge.
Det handler om politisk prioritering indenfor systemerne, når ikke alle kræfter sættes ind på at løse de centrale opgaver med evakuering og opklaring, men ressourcerne i stedet bruges på at sætte sig selv i scene: Medier og reaktionære politikere (også i Danmark) spekulerede med det samme i, at en islamistisk terrororganisation stod bag bombesprængningen. Politiets terrorberedskab brugte tid på at spærre gader af, forsvaret øvede sig på at sætte det indre Oslo i en slags militær undtagelsestilstand. Osv. .
Den centrale konklusion for almindelige civilister på det fascistiske terrorangreb i Norge for et år siden er, at det ikke kan betale sig at vente på politiet, når der gælder almindelige menneskers liv og velfærd. Det kræver civilcourage og måske civil ulydighed, og ikke mindst social bevidsthed.
Statsmagtens prioriteringer er ikke i arbejderes og ungdommens favør. Heller ikke når det virkelig gælder livet.
Netavisen 14. august 2012
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
