Byg op til et rigtig varmt efterår

Kommunistisk Politik 13, 2012

Thorning-regeringen er synligt i krise. Forventningerne til den er væk, og vælgerne forlader S og SF i flokkevis ifølge meningsmålingerne. Socialdemokraterne ligger stabilt væsentligt under de 20 pct. i de dårligste målinger i levende erindring; SF er halveret til Enhedslistens lillebror.

Årsagen er simpel nok. Den skal ikke findes i en teknisk diskussion om løftebrud eller ej, og hvor mange. Den tabte tillid og de skuffede forventninger skyldes simpelthen, at SRSF-regeringen fortsætter, hvor VKO og blå blok slap. Den implementerer (det betyder gennemfører slavisk) EU’s nyliberale politik – i hælene på den tyske kansler, som gennem euroen har udplyndret de svagere partnere og derigennem beriget Riget og de rige.

Folketingsflertallets tilslutning til Merkels og Sarkozys finanspagt uden hverken folkelig debat eller folkeafstemning understreger bare regeringens følgagtighed over for EU’s signaler. Nu vil EU-eliten omdanne kommissionen til en egentlig regering og gennemføre en hurtig og fuldstændig udbygning af  finansunionen og den politiske union: Monopolernes ’Forenede Europa’,  støttet på trojkaen EU, ECB (Centralbanken) og IMF.

Thorning og Vestager og Søvndal vil være med og vil garantere, at Danmark ikke taber suverænitet, men vinder i indflydelse.

SRSF kom til magten, da VKO løb sur i den nyliberale reformpolitik, der mødte stadig større modstand i befolkningen. Vælgerne håbede på ’en ny politik’, mens den herskende elite ønskede socialdemokraterne tilbage i dens gamle rolle: som dem, der i krisetider kan gennemføre nedskæringer og andre ubehageligheder, som de borgerlige ikke kan slippe igennem med.

Men også den sidstnævnte vare har Thorning og Co. svært ved at levere. Den gamle og prøvede metode med at gøre den socialdemokratiske fagtop til medansvarlig gennem trepartsforhandlinger faldt til jorden på grund af den massive modstand blandt arbejderne og i befolkningen mod at skulle betale endnu mere ved at arbejde mere og miste surt tjente fridage.

Nogle i LO-toppen fattede, at mere end deres troværdighed stod på spil, og satte bremserne i, hvorpå Thorning og Co. afblæste de kraftigt opreklamerede forhandlinger, mens de truede befolkningen med at finde nye ubehagelige nedskæringer og andre former for straf for opsætsighed.

Samtidig forhandlede regeringen skattereform og skattelettelser til de rige med oppositionens leder Venstre, der svulmer i meningsmålingerne. Men Venstre ville ikke være med. Løkke og Co spekulerer i SRSF’s svaghed for et hurtigt comeback. Fortalerne for en hård oppositionspolitik i stedet for det brede samarbejdes og forligspolitikken har overtaget.

Og pludselig er SRSF tilbage i armene på Enhedslisten, der tror, partiet står i en historisk drømmeposition, men igen falder ned i sin alibirolle. Det er parat til skattelettelser for de velstillede, mod at nogle af de værste bebudede forringelser for tre mia. kr. for folk på overførselsindkomster bliver strøget.

Lige nu står også mange af ’de faglige venstrekræfter’ sammen om at dæmpe den uro på arbejdspladserne og i fagbevægelsen, som Thorning-regeringens politik og LO-toppens accept af reallønsfald ved overenskomsterne og af længere arbejdstid har skabt. De så sig godt nok tvunget til at støtte modstanden mod længere arbejdstid, men det var for at redde Thorning-regeringen og med håbet om forhandlingsindflydelse på dens politik.

For dem er arbejdernes kampkraft en forhandlingsbrik, der kan spilles ud med og skrues ned for igen. En trussel, som skal fremtvinge indrømmelser, men bevare en stadig ringere status quo. Derfor blev et landsdækkende møde for tillidsfolk efter trepartsforhandlingernes sammenbrud pludselig lavet om til et fagforeningsmøde, der skulle finde nye støtteben for Thorning og LO-toppen.

Udtalelsen ’Der er en anden vej ud af krisen’ fra mødet den 15. juni (som vi bringer andetsteds i KP) har præcis den dobbeltkarakter af bønskrift og støtteappel til EU’s danske regering, som har fået regeringen til at tro, at den havde arbejderne under kontrol.

Den vil ’redde Helle’ ved at lægge et venligt pres på regeringen. Den vil have investeringer, vækst og flere arbejdspladser, men nævner eller fordømmer ikke EU og EU’s nyliberale politik, som regeringen pertentligt følger, med et eneste ord.

Selvom den rigtigt konstaterer, at ’lønmodtagerne har betalt for krisen’, åbner den en ladeport for nye angreb på arbejderne og de tilkæmpede rettigheder. Hele indretningen er rent defensiv: at undgå yderligere forværringer – og der er ingen krav om genopretning, ikke engang om reformer i positiv forstand.

Så selvom der snakkes om kommende aktiviteter, som skal kulminere ved folketingets åbning 2. oktober med en stor og venlig demo, skal der ikke mobiliseres til kamp mod Thorning-regeringens nyliberale reformpolitik eller mod nuværende og kommende EU-pagter. Alle skal gå hjem igen med det samme.

APK har en anden opfattelse: Vi ser ingen mulighed for fremskridt med EU-politik, vi ser ingen fremtid for arbejderne eller flertallet i EU og Euroland med en dansk EU-regering, hvad enten den er blå eller ’rød’. Thorning-regeringen har haft sin chance og vil ikke ændre karakter.

Derfor må der fra nu og sommeren igennem bygges op til et langt, varmt efterår. Alle angreb som følge af den nyliberale politik må imødegås. Der må udvikles en synlig folkelig bevægelse mod både ‘rød’ og blå nedskærings- og reformpolitik, med konkrete krav. Manifestationen ved folketingets åbning må gøres til en landsdækkende kampdag ledsaget af strejker og aktioner.

Tiden er ikke til at gå hjem, men til at blive ved.

Netavisen 21. juni 2012