International kampdag – International solidaritet

Arbejdernes dag blev markeret over hele jorden Den er et stærkt udtryk for en stadig mere betydningsfuld international solidaritet og samhørighed Den fulgtes op af valg i Frankrig og Grækenland, der begge var lussinger til EU’s reaktionære nyliberale politik og finanspagten

Kommunistisk Politik 10, 2012


Occupy-bevægelsen på gaden i New York 1. maj 2012

Den 1. maj 2012 var i mange lande verden over en regulær kampdag – med tyk streg under kamp.

I Oakland, Californien, USA brugte politiet tåregas mod 400 strejkende demonstranter. I Tunesien forsøgte to desperate unge arbejdsløse at hænge sig uden for beskæftigelsesministeriet under en demonstration dagen før.  Demonstrationen forlangte at den ny regering gør noget ved den tårnhøje arbejdsløshed, som ikke er forbedret siden den folkelige opstand fordrev Ben Ali fra magten.

I Spanien blev der gennemført  strejker i mere end 80 byer pga den rekordstore arbejdsløshed på næsten 25 pct. og de brutale EU-dikterede nedskæringsreformer. I Madrid deltog mere end 100.000 demonstranter, mens der i Barcelona var 80.000.

Majdagen afspejlede verden over, at den kapitalistiske krise uddybes, og at angrebene på de arbejdendes tilkæmpede rettigheder bliver stadig grovere og mere omfattende – men også at arbejderklassens modstand vokser og at den igen er ved at lære at føre klassekamp. Det er tiden for klassesamarbejdets og reformismens kollaps.

I Frankrig og Grækenland stod majdagen i valgenes tegn. I Frankrig forsøgte den nu slagne præsident Sarkozy at mobilisere sine støtter op til valget den 6. maj, mens Marine Le Pen gik på gaden med sine tropper. Den største begivenhed var venstrefløjens demonstration til Bastillepladsen i Paris, der  samlede hen ved en kvart million deltagere.

Den blev synligt præget af det ny enhedsinitiativ Venstrefronten(Front de Gauche), hvis kandidat fik omkring 11 pct. af stemmerne i første valgrunde. Over hele Frankrig deltog 750.000 i fagforeningen CGT’s manifestationer. Denne mobilisering var en af de sidste store begivenheder i valgkampen, der førte til et klart nederlag for Sarkozy og hans politik for alliance med det ekstreme højre – og for hans Merkel-EU baserede nedskæringsreformer.

Nicolas Sarkozy er den ottende regeringsleder i EU-landene, der bliver forkastet af vælgerne for at gennemføre EU’s arbejderfjendske reformpolitik for at vælte krisens byrder over på de arbejdende.

Nu står Frankrig ligesom Danmark med en socialistisk statsminister Hollande har i valgkampen krævet genforhandling af finanspagten. Det vil hurtigt vise sig, hvad der bare var valgløfter. Hollande har i øvrigt erklæret, at Helle Thorning-Scmidt er et forbillede.

Det franske marxistisk-leninistiske parti PCOF udtrykker glæde over Sarkozys fald – og opfordrer til styrkelse af Venstrefronten og opbygningen af en alternativ magt.

I en udtalelse hedder det:
”Vort parti bekræfter sin opbakning til Venstrefronten og sin vilje til at styrke dens indflydelse i arbejderklassen og folket. Dette er den eneste måde til effektivt at bekæmpe indflydelsen fra ​ront National, ved at forbinder den daglige kamp for kravene med at opbygge en alternativ magt. Det er også den eneste måde at undgå desillusionering og demobilisering – ved altid at inddrage stadig flere, mænd og kvinder, unge og gamle, flere og flere organisationer … i konstruktionen af ​​dette alternativ.”

Det græske valg var en lammende øretæve til socialdemokratiet og det konservative parti, der har skiftedes til at regere landet i noget, der har lignet et to-parti-system. Tilsammen fik de to partier en tredjedel af stemmerne, og var ude af stand til at danne regering. Ikke mindst det socialdemokratiske Pasok blev massakreret ved valget og blev kun det trediestørste parti, overhalet af venstrefløjskoalitionen Syriza (der i meget minder om den franske Venstrefront).

Syriza, som udgør et væsentligt omdrejningspunkt for de græske arbejderes og det græske folks store og for alle unionslande og alle unionsborgere betydningsfulde gigantkamp mod trojkaen af EU, den europæiske centralbank ECB og Den internationale Valutafond IMF, der har dikteret nedskæringer, der har bragt grækerne ned i skidtet.

Men også i Grækenland satses på en åbenlyst fascistisk højrefløj, der skal sættes ind mod arbejdernes kamp. Fascistpartiet Gyldent Daggry fik en betydelig repræsentation i parlamentet. Det græske revisionistiske ’kommunist’-parti KKE fik 8,5 pct af stemmerne.

I Den europæiske Union er protesten mod euroen og finanspagten – og mod selve unionen, der kontrolleres og udvikles af de store europæiske monopoler – blevet stadig mere udtalt, og har nu virkelig antaget massekarakter.

Derfor vover man ikke at lægge finanspagten ud til folkeafstemning – bortset fra i Irland, som i den grad bearbejdes til at sige ja den 31. maj. For man er sikre på, at nogen vil sige nej, om de blev spurgt. Men mobiliseringerne og valgresultaterne gør det ikke lettere for unionen at sætte sig igennem.

I Ægypten var det den anden 1. maj efter Mubarak-regimets fald. Hundreder af venstrefløjsfolk  og fagforeningsaktivister deltog i demonstrationer i Cairo, Alexandria, Al-Mansoura, Zagazig, Suez og andre byer. I en udtalelse ’ Maj er arbejdernes måned og måneden for vores krav’ hedder det:

”Arbejdere tog del i revolutionen 25. januar (2012) og beseglede præsidentens skæbne med mere end 489 arbejderprotester alene i februar måned. Arbejdere fik på gaden over hele Egypten for brød, frihed, menneskeværd og social retfærdighed. Et år efter revolutionen har intet ændret sig fort arbejderne, bortset fra at deres situationen er blevet værre, og de fordømmes for deres ’egoistiske krav’.”

Den egyptiske militærregering har slået hårdt ned på strejker. Som i Tunesien søger imperialistmagterne og den herskende klasse at få installeret et islamistisk regime, som man håber vil kunne tryne den voksende kampvilje blandt arbejderne. ’Det arabiske forår’ samler kræfter til at blomstre igen.

I land efter land verden over blev der demonstreret og protesteret mod de kapitalistiske kriseprogrammer, nyliberale nedskæringer, mod reaktionen og det marcherende højre, mod krige og terrorlove. Mod de samme fjender af arbejderne og folkene – imperialismen, monopolerne, reaktionen.

Og med stadig større forståelse for at kampen i hvert enkelt land er af betydning for andre, at kampen er international, og international solidaritet stadig mere afgørende.

Se også

1. maj 2012 på Den røde Plads i Fælledparken

Rød 1. maj 2012 Munkemose, Odense

Århus: Budskab til kampdag

Netavisen 17. maj 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne