Demokrati …

Strøtanker
Af GBe
Kommunistisk Politik 5, 2012

Mange gange har jeg haft lyst til at gå lidt dybere i, hvad der egentlig menes med demokrati.

Med besværgelsen demokrati ser vi i disse dage en aldeles udemokratisk finanspagt blive vedtaget af EU-kommissionen, og vi har set det blive brugt som besværgelse for retten til at føre krig i Irak og Afghanistan.

Den 23. februar kom Erik Sigsgaard så med sit bud i en kronik i Politiken: Demokrati er både et system og en levemåde. Den handler om to meget forskellige opfattelser af demokrati, der fungerer side om side i Danmark.

Han beskriver modsætningerne på flere måder, med udgangspunkt i at den ene er udsprunget af andelsbevægelsen og den anden af arbejderbevægelsen.

I andelsforeningerne forpligtede de sig til at forfølge bestemte mål ud fra nødvendighed og erkendelsen af egne og fælles interesser.

I arbejderbevægelsen betød opdelingen i arbejdskøbere og arbejdere, at demokrati blev opfattet som en styreform med et skarpt skel mellem de styrede på den ene side og de styrende på den anden side.

Begrebet eller samfundssynet ’at gøre sin pligt og kræve sin ret’ bygger på et todelt hierarkisk system, mens andelsbevægelsen bygger på selvbestemmelse og selvforvaltning i fællesskab.

Hal Kock definerer demokrati som ikke alene en styreform, men en livsform med idealerne ligeværdighed, gensidighed og tillid. Modsat ligger idealerne retfærdighed, konsekvens og kontrol.

Disse to modsatte opfattelser beskriver Erik Sigsgaard derefter i skole- og institutionssammenhæng. Er demokrati deltagelse i samlinger, såsom elevrådsmøder, klassens time, forældrekonsultationer osv., eller er det en omgangsform med ligeværdig deltagelse i fælles processer.

Et kultursammenstød, vi lige har set i diskussionen om at skrælle kartofler på plejehjemmene. Er demokrati møder, hvor de delegerede træffer beslutninger på alles vegne, eller er demokratiet snarere selve livet, det at være sammen og tage del? Med konklusionen, at det er nødvendigt, at vi tilstræber det sidste.

Jo, det kan man da godt sige. Men det er vel også nødvendigt at se på realiteterne. Kan det lade sig gøre at tage del på en ligeværdig måde, så længe Danmark er medlem af EU? Kan det lade sig gøre, så længe det besluttes af regeringen i detaljer, hvordan uddannelsesplaner skal se ud, endog på børnehaveniveau?

Kan det lade sig gøre, så længe ingen andre end virksomhedernes ledelser kan beslutte, hvad der skal produceres? Eller hvordan? Kan det lade sig gøre, så længe der ikke findes en uafhængig nyhedsformidling? Kan det lade sig gøre i et pengestyret samfund?

Det handler altså om at tage del, og tage del på en ligeværdig måde, at reelt være medbestemmende og have indflydelse.

Det kræver viden og indflydelse på det, der har betydning, altså produktionen og den dertil nødvendige infrastruktur – hvilket inkluderer arbejdsmiljø, arbejdsforhold og bæredygtighed, indflydelse på boligpolitikken, forsvarspolitikken, sundhedspolitikken og på uddannelse og opdragelse.

For mig at se kan et sådant reelt demokrati kun fuldt ud virkeliggøres under kommunismen, når staten er blevet overflødig. Under socialismen kan der eksistere et reelt demokrati for langt størsteparten af befolkningen, modsat i dag, hvor demokratisk indflydelse reelt kun er for de rige.

Det er ikke nok at stræbe efter den bedst mulige løsning under de givne forhold. Vi må stræbe efter at ændre forholdene i en menneskeværdig retning.

Netavisen 5. marts 2011