Kommunistisk Politik 21, 2011
Den kapitalistiske verdenskrise og de arabiske folkemassers opstande har igen sat REVOLUTIONEN på den globale dagsorden.
Knap et par årtier efter kapitalismen ’sejrede’ over socialismen, hvad der blev erklæret som ’enden på historien’, i bogstavelig forstand, rystes det kapitalistiske system igen i sin grundvold. Det befinder sig i sin dybeste økonomiske krise siden verdenskrisen i 1930’erne, for omkring 80 år siden.
Supermagten USA, der efter Sovjetunionens opløsning syntes urokkelig som verdens eneste supermagt, er gældstynget ud over alle grænser, udmarvet af sine evige krige og nu også ramt af et missil, der slår hårdere end flyene den 11. september 2011: En bevægelse som Occupy Wall Street, der har bredt sig eksplosivt.
Den er et hastigt voksende udtryk for styrkelsen af den aktive folkelige modstand mod, at bankerne og finanskapitalen får kastet redningsbælter i milliarddollarklassen ud, mens det arbejdende USA synket til bunds i gæld og arbejdsløshed.
Den politiske og økonomiske nyliberale fejlkonstruktion Den europæiske Union er en bygning opført på kapitalismens usikre fundament. Euroland, der var tænkt som EU’s bud på pladsen som verdens økonomiske supermagt, har vist sig at blive katastrofal for de svagere eurolande.
Dette reaktionære projekt styres af et stadigt mere dominerede Tyskland med Frankrig som partner på slæb og har som eneste løsning på sin krise den samme medicin, som ikke har virket: Mere nyliberalisme og strammere styring under en (økonomisk) unionsregering, som om økonomi og politik kan skilles ad; mindre selvbestemmelse til medlemsstaterne, mindre demokrati til folkene.
Kapitalismens kernelande er i krise, og de nyere kapitalistiske stormagter som Rusland, Kina og Indien giver ikke meget håb om, at systemet har en større eller glorværdig fremtid foran sig.
Efter at revolutionen var erklæret død og borte for bestandig, eksploderede den lige i synet på imperialismen, da de arabiske folkemasser rejste sig for at fordrive USA’s og EU’s nære samarbejdspartnere i form af militærdiktaturer og enevældige kongedømmer, der satte sig på de enorme olie- og andre rigdomme, mens befolkningerne undertryktes og holdtes tilbage i armod.
Ben Ali i Tunesien røg først, derpå Mubarak i Ægypten. Hvis det ikke havde været for imperialismens og dens centrale allierede Saudiarabiens brutale militære indblanding, var den næste fordrevne tyran blevet kongen af Bahrain, som den danske dronning præmierede med en fornem orden umiddelbart før opstanden brød ud – som blev knust i blod og undertrykt med fængsler og tortur.
Imperialismen søgte og søger at forhindre de arabiske folkeopstande i at komme ud af kontrol og udvikle sig til folkerevolutioner, der ville knuse de institutionaliserede udbytningsstrukturer, som holder dem nede.
Det er bl.a. sket ved at føre de libyske protester mod Gaddafi-regimet over i en borgerkrig og imperialistisk NATO-krig, hvad der var med til at splitte og bremse det folkelige arabiske momentum.
Nu hvor NATO har proklameret sejr, revolution og befrielse i Libyen, kan man kun tilbyde en falsk kopi af den tunesiske demokrati-proces. Det smadrede Libyen tyranniseres af væbnede klanmedlemmer. Der er en afgrundsdyb forskel til situationen i Tunesien, hvor valget til en grundlovgivende forsamling var et ægte demokratisk skridt, som tuneserne følte som en sejr for deres revolution og kvitterede med mere end 90 procents valgdeltagelse.
Men hele repertoiret af ’demokratisk’ vælgerbedrag er taget i anvendelse for at aflede de folkelige bevægelser i Tunesien og Ægypten fra at opnå deres mål.
Imperialismen indgår alliancer med islamister i krig og ’moderate islamiske partier’ i forbindelse med valget til den forfatningsgivende forsamling i Tunesien. Det sejrende parti ved valget Ennahda har fået rigelige økonomiske midler fra vestligt orienterede sheik- og kongedømmer omkring Den persiske Golf.
Den tunesiske folkerevolution og dens fortsættelse vil i dette særlige og nye parlament først og fremmest være repræsenteret af PCOT – Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien, hvis ledele med Hamma Hammami i spidsen er dybt respekteret i hele det tunesiske samfund for dets stædige illegale kamp mod Ben Ali-regimet.
Det ’arabiske forår’ er ikke slut, og det gør stadig sine virkninger i mange lande. Yemen, Marokko, Bahrain, Jordan står stadig for tur. I Palæstina sætter det nye skud.
Imperialismen vil forsøge at føre det i retning af intervention i Syrien og krig mod Iran. Permanent krig er imperialismens eksistensform i dens rådnende og døende fase.
Ikke desto mindre vil de arabiske folkerevolutioner fortsætte, trods tilbageslag og vildledninger. Før det sejrrige 1917 i Rusland kom revolutionsnederlaget i 1905. Revolutioner udløses af objektive forhold og faktorer. De vil blive ved med at virke, så længe der ikke sker grundlæggende ændringer.
Den 7. november er det 94-årsdagen for den sejrrige Oktoberrevolution i Rusland, som for første gang rev magten ud af hænderne på en grådig kapitalistklasse og begyndte opbygningen af et socialistisk samfund, afskaffede privatejet af produktionsmidlerne og menneskets udbytning af mennesket.
Revolutionen er på dagsordenen igen – og den første vellykkede socialistiske revolution i verdenshistorien gør krav på fornyet aktualitet.
Netavisen 27. oktober 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne