‘Alle skal have en uddannelse’ – Igen pisk til de unge

Af Flemming Jensen

Man kan tvinge et kreatur til et trug; men man kan ikke tvinge det til at drikke. Dette gamle mundheld kender de vise politikere jo godt; men alligevel vil de indføre undervisningstvang for unge kontanthjælpsmodtagere under 30.

Nu får udtrykket “tvang” sådan en dårlig smag frem i munden, så politikerne mener, det korrekte udtryk er: “uddannelsesret og pligt”. Hvorom alting er, så er konsekvensen den samme for den enkelte unge: Du straffes på pengepungen! Politikerne praler ganske vist med, at indholdet er at benytte såvel pisk som gulerod. Det er svært at få øje på guleroden.

Forslaget er i pressen bragt frem, som om det er de seks største byer, der er ophavsmænd. Sådan forholder det sig ikke. De seks kommunalbestyrelser er snarere fødselshjælper for et socialdemokratisk løfte fra valgkampen. I Socialdemokraternes valggrundlag – kraftigt reduceret i dagbladsannonceform – står, at “alle unge skal have en uddannelse”.

I en mere uddybet form følger det, at “alle unge kontanthjælpsmodtagere op til 29 år skal have uddannelsesret og pligt.”

Der lægges ikke skjul på, at konsekvensen ved ikke at opfylde pligten bliver fratagelse af kontanthjælp.

I betragtning af at omkring 48.000 unge mellem 16 og 29 år er registreret som ledige, vil forslaget ramme rigtig mange. I forvejen gælder skærpede krav til unge under 25 år. Men den største del af de arbejdsløse unge findes blandt de 25 til 29-årige. Arbejdsløshedsprocenten for denne gruppe er helt oppe på 8,7 pct. Med pistolen for panden overføres de unge på SU, hvilket kan være en pæn indtægtsnedgang.

Man kan spørge sig selv, hvorvidt forslaget er et løfte eller en trussel. Man kan også vende det om, og spørge Helle Thorning-Schmidt:

– Hvis du vil det så godt for de unge, hvorfor bygger forslaget ikke på ren frivillighed?

Dansk Industri (DI) er helt på bølgelængde med den kommende statsminister – og vice versa. Direktør Lars Goldschmidt i DI kan dårligt få armene ned:

– Det er langt bedre at tage en uddannelse, man måske ikke har så meget lyst til end slet ikke at have en uddannelse. Alene det at gå på et uddannelsesforløb og modtage læring er en stor fordel , udtaler direktøren, der betragter forslaget som “afgørende nødvendigt”.

De seks storbyers “fødselshjælp”

Aktuelt kommer udspillet fra 6 storbyer: København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers. Ungdomsarbejdsløsheden er steget betydeligt hurtigere i netop storbyerne, hvilket hænger nøje sammen med udflagning, rationalisering, udlicitering af arbejdspladser og offentlige besparelser.

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg kommune, Henrik Vallø (C), udtrykker det neget præcist:

– Vi har været en by, der havde mange ufaglærte arbejdspladser, og hvor man altid kunne gå ned og få job ‘på fisken’. Men de arbejdspladser forsvinder, og vi har simpelthen for mange, der ikke får en uddannelse, eller som dropper ud af de uddannelser, de måske starter på.

Nu kunne man forfalde til at mene, at initiativet dækker over en omsorg for de unge, der på trods af rige muligheder har valgt at hænge ud på gadehjørner eller uhumske huler. I givet fald må man spørge sig selv, hvorfor de samme politikere så byder de unge så usle og trange kår, som eksempelvis gymnasieeleverne er udsat for i overfyldte klasser, hvor der ikke en gang er en stol og et bord til alle. Eller hvorfor alt undervisningsmateriale er oldnordisk – i den grad der findes noget.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er så vanskeligt at få en plads på de tekniske skoler – for ikke at snakke om efterfølgende at få en læreplads, så man kan afslutte sin uddannelse.

Eller man kan spørge sig selv om, hvorfor der ikke gives adgang for mange flere til de videregående uddannelser i en situation, hvor det danske samfund importerer tonsvis af højtuddannede fra den globaliserede verden. Der var engang, hvor det fra samme politikerkredse var in at postulere, at Danmark var et videnssamfund, som skulle konkurrere på viden. Siden har man skrottet store dele af Danmarks fremtid ved at lukke uddannelsesinstitutionerne af for de mange.

Den reelle årsag

Når nu ikke det er omsorg for de unge, hvad er så den bagved liggende grund til initiativet?

Kigger man politikernes argumenter for udspillet efter i sømmene finder man, at bekymringen gælder en hastigt voksende ungdomsskare, der i disse storbyer indskriver sig som kontanthjælpsmodtagere.

Ideen er så, at de unge skal tvinges til at indskrive sig til et studie, hvor de bliver overført til SU. Derved flyttes de til en anden udgiftskasse; – det vil sige statskassen, hvorfor de ikke længere belaster kommunerne. Politikerne er ligeglade med, at de unge ikke er blevet optaget på en af flere søgte studiepladser, ligesom det heller ikke bekymrer politikerne, at de unge derved får undergravet deres SU-ret, der kun gælder i en kortere periode afhængig af beståede eksamener.

Beskæftigelses og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), forklarer sig således:

– I København er ledigheden blandt unge steget med over 100 procent. Der skal ske noget hurtigt, så vi ikke ender med en situation som i Spanien, hvor over 50 procent af de unge går ledige.

Med Spanien som skrækscenarium lægger hun ike skjul på, hvad hendes bekymringer handler om: Kommunens økonomi. Hvis man med tvang i baghånden kan skræmme en række unge væk fra bistanden, så er der tjent lidt ind her, hvilket suppleret med en udgiftsforskydning til statskassen giver en hel pæn gevinst.

Initiativtagerne mener selv, de har en god sag, idet Hele Thorning-Schmidt i sin valgkamp har gjort en dyd ud af at kræve uddannelse til de unge. Rådmand i Århus, Hans Halvorsen (S), knytter da også klart an i den tidligere socialdemokratiske tankegang under Nyrups regering.

– En del 25-29-årige er dog allerede forsørgere og kan have svært ved at klare sig på SU, som udgør godt 5.000 om måneden. Derfor ser jeg gerne, at man genopliver nogle af de ordninger, der fandtes under Nyrup-regeringen, hvor voksne ledige kunne uddanne sig på dagpenge.

Til slut skal der lige slås en lille krølle på de mange unge, der har gennemført et eller flere grundforløb på de tekniske skoler. Nogle af disse kunne tidligere gennemføre deres uddannelse på skolerne, hvis ikke de kunne opnå praktikplads i det private. Men det fik tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) sat en stopper for, mens hun frejdigt afgav det løfte, at erhvervslivet ville oprette det nødvendige antal praktikpladser. Det skete aldrig. I dag mangler omkring 10.000 praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne. Det er faldet beskæftigelses og integrationsborgmester Anna Mee Alerslev (R) i København for brystet:

– Jeg sad med en ung forleden, som er startet på fire forskellige grundforløb og hver gang er strandet på, at der mangler praktikpladser.
Det har tilsyneladende gjort så stort indtryk, at de seks kommuner nu vil belønne firmaer, der opretter mange praktikpladser – eventuel gennem virksomhedsskatten.

Netavisen 7. oktober 2011