Der er en vej ud af krisen

Kommmunistisk Politik 18, 2011

Masseprotester i Italien

Den italienske og spanske gældskrise nåede hen over sommeren samme alarmerende niveau som tidligere den græske, portugisiske, irske osv., som alle ruller videre.

Da både den spanske og den italienske rente på 10-årige statsobligationer i juni hastigt var på vej op mod de 6 procent, blev det tydeligt, at ingen private investorer ønskede at sætte penge på de landes papirer.

For et år siden, i september 2010, passerede den irske statsrente de 6 procent, og efter få uger var landet blevet påduttet en såkaldt hjælpepakke med lån og sparediktater fra EU og IMF. Den afgående irske regering nåede som sin sidste svinske gerning at få vedtaget den krævede lovgivning, der omdannede den grønne ø til et gældsfængsel.

Dette scenarie gentog sig i Grækenland. EU, IMF og den socialistiske regering, der ledes af Helle Thorning Schmidts partifæller, tromlede henover grækernes massive protester.

Denne sommers italienske og spanske gældskrise udløste på ny en serie panikmøder i kredsen af eurolande. Det blev vedtaget at Den Europæiske Centralbank (ECB) skulle begynde at støtteopkøbe statsobligationer for at holde renten nede, og også Kina gik på banen med støtteopkøb for at sikre egne interesser i den skrantende euro.

Men eurokrisen eskalerer ufortrødent. Grækenland er stadig på vej til bankerot, og euroen har kurs mod kollaps. Beføjelserne i Europagten, traktaten, som i foråret gav EU en ’økonomisk regering’, er ikke tilstrækkelige til at frelse den fælles mønt. 

Nu vil EU-kommissionen som et af de sidste skud i bøssen introducere euroobligationer, som skal lette presset på de mest truede økonomier. Det vil medføre nye traktatændringer med øgede unionsbeføjelser, som uden videre skal trækkes ned over hovedet på befolkningerne.

G8 medlemslandet Italien har verdens tredjestørste statsgæld på astronomiske 1.843 mia. euro. Et italiensk kollaps vil uden tvivl få hele det europæiske fællesmøntprojekt til at bryde sammen og dermed også unionskonstruktionen. Fra det polske EU formandskab nåede advarslerne nærmest det hysteriske. Den polske finansminister forudsagde (ifølge Euobserver) at et kollaps ville føre til ’krig på det europæiske kontinent’.

Fra Bruxelles blev Berlusconi-regeringen beordret til fluks at skære mere ned. Den mere end villige italienske regering har netop fået vedtaget en spareplan på 54 mia. euro. Planen rummer bl.a. nye angreb på arbejderklassens rettigheder i forbindelse med afskedigelser og fridage.

På gaden lykkedes det den italienske arbejderklasse at presse fagforeningerne til at indkalde til generalstrejke i forbindelse med førstebehandlingen den 6. september. Det udviklede sig til en militant markering, hvor fabrikker og arbejdspladser stod tomme, mens arbejdere fyldte gaderne og forenede sig med ungdommen i massedemonstrationer mod den kapitalistiske offensiv.

Mere end en million arbejdere deltog i demonstrationer i hundredvis af byer. I mange virksomheder i metalindustrien blev strejken fulgt 100%, og flere steder blev der organiseret blokader foran virksomheder, der ikke var gået med i strejken.

Samtidig er der atter kuk med regnskabet i Grækenland.  Det sker kun seks uger efter den seneste justering af den græske ’redningsplan’ blev vedtaget efter store kampe og demonstrationer.

I stedet for at konkludere, at de af Tyskland, EU og IMF stillede krav er umulige at opfylde, skrues bissen yderligere på. De lån, der allerede er givet tilsagn om holdes tilbage, indtil der er leveret yderlige bortsalg og privatiseringer, som det er sket ved hvert eneste af de foregående kvartalseftersyn af den græske økonomi. Som følge af den tomme kasse har den græske regering udsendt varsler til de statsansatte om, at næste månedsløn ’kan bliver forsinket’.

De færreste er i tvivl om, at den græske gældskrise til sidst vil ende med en decideret statsbankerot. Måske kaldet en nedskrivning eller fastfrysning af renter og afdrag, men ikke desto mindre en statsbankerot og gældssanering, hvor kreditorerne ikke kan regne med at få (alle) deres penge.

Alligevel bliver det europæiske borgerskab ved med presse citronen for at få gennemført så meget nyliberal krisepolitik som muligt, med en slet skjult trussel om, at Grækenland bliver smidt ud af euroklubben, hvis diktaterne ikke følges.

Det kan hurtigt vise sig at være tomme trusler, efterhånden som det viser sig, at hele europrojektet at et luftkastel, som ingen nok så stærk centralistisk EU-magt kan få til at holde sammen.

Der findes noget uhyggeligt hypnotiserende ved at se en katastrofe udfolde sig; om det en tsunami der udfolder sig i al sin ødelæggende gru, Titanic efter mødet med sit isbjerg, bombemaskinerne på himlen, eller den økonomiske krise, der igen breder sig fra fabrik til fabrik.

De, der rammes direkte, når sjældent at opdage, hvad der sker, førend arbejde og hjem er forsvundet ligeså pludseligt som et dansk efterårssolstrejf.

Men der findes én kendt vej imod paralysering af valgflæsk, reformsnak og konkurser, og det er at gå til kamp. Selvom demonstrationer og strejker ikke er in her i Danmark, og slet ikke i den kgl. socialdemokratiske fagbevægelse.

Men man kan uden anstrengelse høre den glade larm kalde fra demonstranter i gaderne fra Tunesien og Ægypten over Grækenland til Italien. De nærmer sig. Arbejdere og studerende, kvinder og mænd, unge som ældre, og alle nationaliteter. Sammen i samme kamp mod krisepolitikken.

Vi skal også være med og feje magt og afmagt til side.

Netavisen 17. september 2011