Korrespondance Arbeit/Zukunft
Kommunistisk Politik 11, 2011
”Vi må korrigere de elementære fejl vi har begået i de fem årtiers opbygning af socialismen”.
Raul Castro, statschef og kommende formand for det kommunistiske parti
.
14 år efter den seneste kongres indkaldte Cubas Kommunistiske Parti (CKP) den 6. kongres fra den 16.–19. april i Havanna. 50 års dagen for invasionen i Svinebugten blev valgt som termin.
Allerede før partikongressen kom der gentagne udtalelser fra partiledelsen, som skulle informere om den fremtidige kurs for partiet og landet. Således meddelte statschef Raul Castro, at den økonomiske udvikling af Cuba ikke længere kunne fortsætte på samme måde. Men i grunden talte Raul ikke om nye problemer eller symptomer i den cubanske økonomi.
Særlig efter det socialimperialistiske Sovjetunionens sammenbrud er landets økonomiske problemer vokset. Selvom der siden igen har været nogle lettere genoplivningsfaser, bl.a. i kraft af aftaler med nye alliance- og handelspartnere som Kina, har de voksende problemer ikke rigtig kunnet inddæmmes og trænges tilbage.
Hverken den vigtigste forbundsfælle Venezuela eller forretnings- og handelspartnere som Kina, Rusland og Brasilien har vedvarende kunnet stabilisere landet. Et strategiudkast fra Cubas Kommunistiske Parti fastslog f.eks., at fra 1997-2009 er mere end ti milliarder dollars i import og eksport forduftet.
Oveni har den fortsatte amerikanske embargo og følgerne af 16 orkaner bidraget yderligere til den anspændte økonomiske situation. I kraft af den tungtvejende flaskehals, som består i ikke at være selvforsynende med levnedsmidler, er et sortbørsmarked vokset frem med alle dets negative symptomer som korruption, prostitution, underslæb og røveri.
I år regnes der med import af levnedsmidler for 1,8 milliarder dollars. Samtidig er afgifter, priser og skatter steget. For dagligt at overleve på Cuba har det længe været praksis, at genstande, materialer, produkter til dagligt behov fra de statslige bedrifter og indretninger bliver stjålet – dels til eget forbrug og dels som byttemidler på sortbørsmarkedet.
En stadigt voksende uformel sektor er i årenes løb blevet etableret, som staten opgav sin kontrol med, legaliserede eller tålte. Foranstaltninger af socialistisk karakter, der er gennemført siden den borgerligt- demokratiske revolution på Cuba i 1959, trænges endnu længere tilbage med bekendtgørelserne og beslutningerne på den 6. kongres om udvidelsen af den privatøkonomiske sektor.
Private små bedrifter skal have mere frihed, den statslige kontrol skal yderligere skæres ned. 500.000, og senere 1,3 millioner statsansatte afskediges. Som afslutning på den 6. kongres blev den privatøkonomiske sektor for 178 brancher legaliseret, og 171.000 nye licenser udstedt.
De planlagte forholdsregler minder om økonomiske forandringer, som for længst er gennemført i Kina og Vietnam. Politisk set kunne et arbejderklassens diktatur ikke sætte sig igennem.
Hvorfor det oppustede bureaukratiske apparat først nu og ikke langt tidligere er blevet neddroslet skyldes vel i, at apparatet var bange for masserne. Fyringer i millionstørrelse ville sikkert blive besvaret med modstand. Det er et faktum, at der ovenpå sammenbruddet af de revisionistiske regimer blev afsløret et oppustet bureaukratisk apparat i disse lande.
Også Cuba satte sig tidligt og uden stor modstand i afhængighed af der socialimperialistiske Sovjetunionen, og deltog af samme grund med soldater i stedfortræderkrige i Angola, Etiopien, Zambia og Somalia. For disse tjenester fik landet vigtige råstofleverancer i bytte for sukkerrør og citrusfrugter, men kunne ikke opbygge en selvstændig og holdbar industri.
Med den nu officielle magtoverdragelse af formandskabet fra Fidel Castro til hans bror Raul Castro på den 6. kongres vækkes der minder om den antidemokratiske feudale praksis i Nordkorea.
Trods alle disse fejltagelser har Cuba kunnet regne med solidaritet fra marxister-leninister, når det handlede om at modstå angrebene fra USA-imperialismen (hvis kyst ligger 90 mil fra Cuba), om at forsvare den nationale suverænitet og redde dets landvindinger inden for uddannelses- og sundhedsvæsen.
Omstillingsprocessen hen imod privatkapitalisme synes at angive det videre forløb i henhold til den faktuelle situation og de objektive drivkræfter, ganske uanset om CKP nu vil forhindre denne udvikling eller ej.
Oversat fra tysk af Kommunistisk Politik
Se også
Fidel, Cuba og socialismen
Af Klaus Riis, Kommunistisk Politik 18, 2010
Netavisen 29. maj 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
