En afgørende kamp om magten i Elfenbenskysten er i gang, men det vil ikke betyde ikke en endelig afslutning på borgerkrigen eller forhindre nye tragedier for ivorianerne.
Den reaktionære borgerkrig i Elfenbenskysten har en lang og grim historie med fransk imperialisme i centrum. Slutspillet i den nuværende periode har været kendetegnet ved en aktiv imperialistisk indblanding til støtte for den ene side.
Ikke mindst har den gamle kolonimagt Frankrig spillet en hovedrolle hele vejen igennem frem mod udløsningen af krigen. Frankrig støtter nu officielt Alassane Quattara med soldater og fly i krigshandlingerne.
Vestlige medier beretter, at den hidtidige præsident Laurent Gbagbo forhandler om overgivelse, selvom han ikke vil anerkende Quattaras valgsejr i november. Han betegner den som fusk og har erklæret sig selv som den retmæssige vinder af præsidentvalget.
USA, EU og FN samt nogle af deres afrikanske allierede søgte uden held at presse Gbagbo til at træde tilbage efter det omstridte præsidentvalg i november 2010.
Den franske præsident Sarkozy er dybt upopulær og hårdt trængt i Frankrig for sin neoliberale og arbejderfjendske politik, og har ladet en særdeles ‘aktivistisk udenrigspolitik’ sætte dagsordenen på hjemmefronten. Frankrig var en væsentlig aktør for at indlede Libyen-krigen, og i forreste linje med flyangrebene.
Nu deltager franske fly og tropper i at nedkæmpe Gbagbos styrker omkring præsidentpaladset i Abidjan. Og ifølge vestlige medier optræder Frankrig også som ‘mægler’ i forhandlingerne om overgivelse og fratræden fra præsidentposten.
Omkostningerne har indtil videre været adskillige tusinde dræbte, de fleste civile. Det katolske Caritas siger, at der blev dræbt flere end 1.000 mennesker alene i ét kvarter i byen Duekoue af Quattaras tropper, da de rykkede ind, og bekræftet frygten for racistiske mord og etniske udrensninger i kølvandet på borgerkrigen.
Op imod en million ivorianere er drevet på flugt. Mere end 120.000 har søgt tilflugt i nabolandet Liberien, titusinder andre i Ghana, Togo og Guinea.
Der er i betydeligt omfang tale om en genoptagelse af borgerkrigen fra 2002-2004, der har ulmet lige siden, selvom præsident Gbagbo erklærede den for afsluttet. Siden 2004 har landet været delt i to: en sydlig del kontrolleret af regeringen, og en nordlig del kontrolleret af oprørere. I marts 2007 blev der undertegnet en fredsaftale, som FN skulle overvåge, og præsidentvalget blev afholdt i slutningen af 2010 efter at være blevet udskudt seks gange.
Gbagbo og Ouattara har også en lang historie af rivalisering bag sig. Alassane Ouattara forsøgte et kup mod Laurent Gbagbo i 2002 og måtte søge tilflugt på den franske ambassade, hvorefter den første borgerkrig rasede.
PCOF – Arbejdernes Kommunistiske Parti i Frankrig, medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, og APKs broderparti – har i en udtalelse fra 5. april 2011 skarpt fordømt den franske og imperialistiske militære deltagelse i borgerkrigen:
”For os er Afghanistan, Libyen og nu Elfenbenskysten tre gange ’Nej’”, hedder det i erklæringen. Det er den tredje franske imperialistiske krig på et årti. Frankrig har ikke deltaget i Irak-krigen.
PCOF understreger, at de franske soldater ”deltager i en reaktionær borgerkrig, som er foregået i en årrække på den ene parts, Quattaras side, hvis tropper har begået massakrer.”
Udtalelsen siger videre:
”Denne krig kan måske ’begrave’ Gbagbo-regimet, men den vil kun uddybe og forstærke splittelserne og forværre de brede folkemassers situation.
Med eller uden mandat fra FN bringer imperialistmagternes hære ikke demokrati med sig, og endnu mindre fred.
Dette gælder for alle de lande, hvor den franske imperialisme fører krig.”
Erklæringen slutter:
“Sammen med et stort antal organisationer, i Frankrig og Afrika, forlanger vi, at alle franske soldater trækker sig ud af Afrika.”
Problemer i Afrika, ofte skabt og opflammet af imperialisterne og de gamle kolonimagter, skal løses af afrikanerne selv, uden imperialistiske soldater og udenlandsk indblanding.
Både Fogh- og Løkke-regeringerne har gjort sig til talsmænd for dansk aktivistisk udenrigspolitik i Afrika. Udenrigsminister Espersen og krigsminister Lillelund-Bech er fortalere for, at danske soldater i fremtiden skal kunne indsættes også på landjorden overalt i Afrika.
Se endvidere
Borgerkrig med franske kamptropper og FN-støtte i Elfenbenskysten
Klap i, Løkke, Espersen og Co!
Kommunistisk Politik 3, 2011
Yderligere om den historiske baggrund
Udtalelse fra PCOF 1. oktober 2002
Nej til krigen i Elfenbenskysten!
Se også udtalelsen fra konferencen af tre afrikanske marxistisk-leninistiske partier i marts 2003
Krigen i Elfenbenskysten og dens konsekvenser
Netavisen 6. april 2011
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
