Energi og katastrofer

Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 6,2011

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami, der ramte Japan, har, ligesom alle store katastrofer de senere år, ledt mine tanker hen på Naomi Kleins bog “Chokdoktrinen”. Hun tegner et grumt billede af en hensynsløs magtelite, der udnytter katastrofer og den tilstand af chok, befolkningerne befinder sig i, til at gennemføre neo-konservative omvæltninger af samfundet.

Formentlig har det noget at gøre med, at det er nemmere at trampe nogen i hovedet, når de ligger ned.

Men det er et andet træk ved kapitalismen, som er mest interessant: det private ejerskab af samfundets resurser, og især de strategiske resurser.

I Japan drejer det sig blandt andet om kernekraft. Aktieselskabet TEPCO producerer energi og leverer strøm til mere end 28 millioner. Og så ejer de kernekraftanlægget Fukushima, hvor to reaktorbygninger er eksploderet, og alt inden for 20 km er blevet evakueret. TEPCO ejer også verdens største kernekraftanlæg. Det har været ude af drift i flere omgange, bl.a. det meste af 2003 efter afsløringer af fusk med sikkerhedstest, og fra 2007 til 2009, efter et stort jordskælv afslørede mangler i designet for jordskælvssikring.

Den japanske seismolog, Ishibashi Katsuhiko, havde før jordskælvet i 2007 advaret om, at kravene til jordskælvsikring for kernekraftanlæg ikke levede op til virkelighedens jordskælv, men blev ignoreret af myndighederne, da de vedtog nye lovkrav. Risikoen for voldsomme jordskælv er ikke blevet mindre siden 2007. Forventningen er, at de næste 40 år vil være en periode med meget stor seismisk aktivitet.

Naturkatastrofer kan ikke undgås, og energiforsyningen til en af verdens største producenter er kompliceret at ændre. Og spørgsmålet, der banker på døren, er så, hvorfor det er aktieselskaber, der ejer og driver kernekraftanlæggene.

Japan er ikke ene om at overlade energiproduktion til A/S’erne. Det er snart et år siden, BP’s boreplatform Deepwater Horizon eksploderede, og millioner af tønder olie strømmede ud i Den mexicanske golf. Enorme mængder af kemikalier blev efterfølgende spredt ud i et forsøg på at nedbryde olien. Det mislykkedes i stor stil, og der er massiv olie- og kemikalieforurening af kystområder fra Florida til Louisiana. Befolkningen i kystområderne og arbejdere hyret til oprydning af olien er blevet syge på grund af forureningen.

Oliekatastrofen var ikke en naturkatastrofe, den var BP’s skyld. Data blev fejlfortolket, og platformen eksploderede. Men fejl vil altid ske, og den egentlige katastrofe indtraf først, da ledelsen af oprydningen blev overladt til aktieselskabet BP. Det kan være meget afgørende, om man kigger i pungen, før man går i gang, eller om tankerne først fokuserer på konsekvenserne for omgivelserne.

En af de helt store myter er, at store aktieselskaber bekymrer sig om verden omkring sig. Det gør de ikke. De kigger på verden og forsøger at skabe sig den størst mulige profit. De er ikke gode, de er heller ikke onde, de er bare ligeglade.

Netavisen 17. marts 2011