Klap i, Løkke, Espersen og Co!

Leder
Kommunistisk Politik 3, 2011

Fra den danske regering lød der ikke et ord i protest, da den ægyptiske præsident Hosni Mubarak i december 2010 lod sig genvælge som præsident med 83,7 pct. af stemmerne. Mubaraks parti NDP fik  420 af parlamentets  508 pladser, mere end 80%, mens det havde omkring  70% før.

Ægypten er eksploderet i kølvandet på, at det lykkedes tuneserne at drive deres Mubarak – ved navn Ben Ali – på flugt, på trods af massiv støtte til ham fra EU og ikke mindst Frankrig, hvis udenrigsminister lovede ham militær assistance mod oprøret få dage inden han faldt.

Både den danske stats- og udenrigsminister understreger  at de støtter et krav om reformer:
– Det er vigtigt, at det internationale samfund sender et signal til Murbarak om at leve op til de løfter, han giver befolkningen. Der skal være konkret handling, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er tom snak, al den stund den eneste konkrete handling, der vil imødekomme ægypternes krav er Mubaraks forsvinden og ikke hans så tit lovede ’reformer’

Samme tomme snak kommer fra Lene Espersen, der har været til møde med EU’s øvrige udenrigsministre. Her havde  man travlt med at finde en grimasse, der kan passe. Ægypterne ved udmærket, hvad EU’s holdning til Ægypten under Mubarak har været: Man så ham som en garant for de store monopolers investeringer, for billig olie og ikke så meget bøvl, hverken fra palæstinensere, venstreorienterede eller islamister.

Hvor højt den danske stat og Mærsk sætter Mubarak fremgår af, at han har modtaget Elefantordenen med rosende ord fra den danske regent. EU’s udenrigsministre var enige om ikke at kræve Mubaraks afgang. De ønsker derimod ’reformer, der baner vejen for ’frie og retfærdige (fair) valg’.

– Vi mener ikke, at det er os, der skal diktere, hvem der skal stå i spidsen for et nyt, demokratisk Egypten, siger den danske udenrigsminister.

VK-regeringen er nemlig eksperter på ’legitime politiske processer’ i fremmede lande. F.eks. i Irak og Afghanistan, hvor de, NATO og USA  har sikret ’frie og retfærdige valg’- også kaldet fupvalg, med massiv valgsvindel.

Danmark skal også sende kampsoldater til Afrika, siger VKO-regeringen. Oven i  Afghanistan, Irak, Kosovo og Libanon fanger danske krigsskibe somaliske pirater ved Afrikas Horn. Nu skal der også danske soldater til Afrikas øst- og vestkyst, til Somalia og Yemen samt til Pakistans grænseområder.

Krigsminister Gitte Lillund Bech erklærer:
” Vi skal have danske soldater ned og opbygge kystvagter, så de afrikanske lande selv kan kontrollere fiskeriet. De somaliske pirater kom, da andre tømte deres farvande for fisk, og fiskerne blev til pirater. Jeg mener, at det er aktuelt i Benin, Togo og Elfenbenskysten på vestkysten og Kenya, Tanzania og Madagaskar på østkysten. Det er for tidligt at sætte antal på de danske soldater, men står det til mig, skal vi af sted inden for et til to år, og det bliver med en indsats både til lands og til vands. Vi ser allerede, at piraterne er ved at røre på sig ved Elfenbenskysten.”

Hvad fanden skal danske soldater i Yemen, Somalia, Benin, Togo, Elfenbenskysten osv?  Planen  er selvfølgelig en videreførelse af Foghs og VK’s ’aktivistiske udenrigspolitik’, ønsket af USA, NATOs generalsekretær og Mærsk McKinney Møller. 

Det rige, plyndrede og mishandlede afrikanske kontinent er kommet i fokus for amerikansk strategi og for imperialistisk rivalisering med Kina som en anden ivrig aktør..

Folkene i de nævnte lande vil betragte og behandle de danske soldater som fjender, som nye kolonimestre. De vil, at imperialistmagterne holder op med at blande sig og i stedet for at støtte håndlangere og vasaller gør det muligt for folkene selv at tage deres fremtid i hænderne.

Det krigeriske Danmark indtager i en international undersøgelse en førsteplads som det mest demokratiske land i verden. Det viser et såkaldt Demokratibarometer,  udarbejdet af forskere fra universiteter i Schweiz og Tyskland og sammenligner tal fra 1995 til 2005.

Hvis Danmark er ’verdensmester i demokrati’, ser det kulsort ud – alle andre steder end hvor opstande tænder reelle håb.

Netavisen 3. februar 2011