Sverige på valg

Leder
Kommunistisk Politik 18, 2010

Den 19. oktober går Sverige til valg. Det sker kun hvert fjerde år, men så går man også til den. Der er ikke bare valg til Riksdagen, men også hvad der i Danmark svarer til kommunal- og regionsvalg.

I Danmark har det svenske valg påkaldt sig usædvanlig stor interesse. Flere og flere danskere – i al fald øst for Storebælt – har opdaget naboland Sverige. Men også fordi den hårdt trængte VK-regering har stærkt brug for en valgsejr for vennerne i den borgerlige ’alliance’ – Moderaterne (på dansk ca. De konservative), Folkpartiet, Kristendemokraterne og Centerpartiet. Med Moderaternes Frederik Reinfeldt som statsminister har den regeret Sverige i de seneste 4 år.

Og så begyndte Dansk Folkeparti at føre valgkamp på den anden side af Øresund. Hele partitoppen kastede sig ud i et angreb på det svenske valgsystem som ’udemokratisk’ og forlangte internationale valgobservatører sendt dertil – angiveligt fordi små partier under spærregrænsen på 4 procent ’diskrimineres’. DF tier til gengæld om diskriminationen af små partier i Danmark – om den statslige partistøtte, der favoriserer de store partier med millioner, og om den ekstremt svære procedure med underskrivere for nye partier, der er en effektiv spærrebom mod parlamentariske overraskelser.

Hele postyret var en håndsrækning til dets broderparti, det lige så højreorienterede, nationalistiske og fremmedfjendske Sverigedemokraterna ((stiftet i 1988). Det har Dansk Folkeparti som  læremester og har omhyggeligt i retorik og taktik modelleret sig derefter. Ved valget i 2006 fik  SD 2,93 pct. af stemmerne på landsplan –162,463 -  og ved EU-parlamentsvalget i 2009 godt 100.000, svarende til 3,27 pct. af de afgivne stemmer. Partiet står stærkest i Sydsverige, især Skåne, men står utvivlsomt foran et landsgennembrud.

Episoden med dets racistiske reklamevideo, som en kommerciel TV-kanal afviste at sende, gav anledning til at bruge Pia Kjærsgårds yndlingstrick i stor stil: at fremstille sig som det uskyldige offer for onde kræfters censur og hetz, som politiske martyrer. Og under stor medieopmærksomhed og høje klapsalver begav Kjærsgård selv til Höganäs og talte for partifællerne. Det blev af dansk lokal-TV fremstillet som en national håndsrækning til de mindre udviklede svenskere.

Man nævnte ikke  at hendes partis sorte præstefætre Krarup og Langballe, for nogle år siden forlangte Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark.

I dansk presse fremstilles det, som om integrationsproblemer og den betydelige indvandring til Sverige er noget, der ikke må tales om, og at Sverigedemokraterne kommer med løsninger på et reelt problem. Men som i Danmark søger de at skævvride enhver seriøs debat og skade integrationen.

Alliancen vil ifølge meningsmålingerne genvinde flertallet og fortsætte som regering. Og det på trods af, at den økonomiske krise ramte Sverige hårdt, at arbejdsløsheden, ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden, er større end i Danmark, at det engang angiveligt neutrale land nu fører krig i Afghanistan og er på vej ind i NATO – og at et flertal af svenskerne rammes af EU’s nyliberale nedskæringspolitik.

En væsentlig årsag til de gode opinionstal er, at svenskerne føler, at økonomien går fremad, at det værste er overstået. Produktionen er på vej frem, og den svenske valuta styrkes hurtigt i forhold til euroen, som den danske er bundet til. For Reinfeldt-regeringen lod kronen flyde og devaluerede den dermed betragteligt – og det gav i næste runde gang i eksporten. At devalueringen også er kommet til at betyde et generelt prishop, som svenskerne oplever nu, er en konsekvens af mekanismen selv – de brede masser kommer altid i sidste ende til at betale. Men arbejdsløshedens vækst er bremset og folk begynder at komme i job igen.

Konjunkturer har afgjort mange valg.

Oppositionen af socialdemokrater – der ligger noget til venstre for Helle Thorning-Schmidts euro-socialdemokrater og Venstrepartiet, der minder betænkeligt om SF, har længe ført valgkamp om krisepolitikken og arbejdsløsheden. Reinfeldt og co. henviser til gengæld til, at deres politik virker. Så nu har oppositionen kastet sig over ældrevelfærd. Den vil fortsætte krigen i Afghanistan og fortsætte i EU.
Måske det også er en taberpolitik.

Netavisen 16. september 2010