Eurokrise sætter skub i unionsplaner

Det truende krak i Grækenland har givet fornyet styrke til EU’s ønsker om at bestemme over medlemslandenes finanspolitik, og fornyet styrke til modstanden mod EU

Kommunistisk Politik 10, 2010

Med de mange eksempler på EU-medlemmer, der under krisen har haft svært ved at holde budgetterne, er der på ny opstået et krav i EU, om at alle lande i princippet burde sende deres finanslove til godkendelse til EU. Argumentationen handler om at sikre en ”stabil fælles valuta”. Løsningen skulle være en såkaldt ”stram finanspolitik”, hvilket i sin substans handler om at skære ned.

Det siger meget tydeligt, at det egentlige projekt er en gennemførelse af en politisk union efter monopolernes ønskeskabelon, med den fælles valuta som dynamo. En nyliberal politisk union, hvor milliardærerne bliver begunstiget, og man altid ved, hvor man har arbejderne: Under hælen!
Hvilket har været en del af EU-modstandens kritik mod hele europrojektet lige fra starten.

Når staten er bankerot

Den økonomiske krise i EU-landene er langt fra på retur, sådan som politikere både herhjemme i Danmark og i resten af EU har forsøgt at bilde folk ind. Tværtimod er der tegn på at de første krisepakker til banker og erhvervsliv kun virkede som en udskydelse af et større sammenbrud. Grækenland er ikke alene. Det var Island heller ikke. Flere lande er akut i farezonen: De baltiske lande, Spanien, Portugal og andre.

Et sammenbrud betyder konkret, at et eller flere lande ikke længere kan betale renter og afdrag på deres lån. Og altså også konkret har mistet evnen til stå som den sidste garant for bankkunders opsparinger og pensionsmidler. Og hvad der er endnu værre for finansfyrsterne: Udeblevne betalinger til bankerne, der i boom-tiderne lånte til hvad som helst og hvem som helst, truer ikke bare deres profitmargin, men vil kaste hele finanssektoren ud i ny akut krise. Så er panikken dér.

Den situation stod Grækenland i ved udgangen af april. Der var ikke længere tillid til at statens betalingsevne og derfor kunne landet ikke længere få kredit på normale markedsbetingelser. Grækenland var reelt konkurs. Den græske stat var ved at være bankerot.

Det er en situation der er kendt fra masser af tilfælde i historien. På alle kontinenter, i nyere tid både i Asien og Sydamerika og i særdeleshed i Afrika. Også Danmark har prøvet at gå bankerot ved flere lejligheder gennem historien.
Periodisk statsbankerot kan i dag måske nærmest defineres som en almindelig følge af at være underlagt imperialismen, på samme måde som de tilbagevende økonomiske kriser.

Se også
Karl Marx om statsgæld

I krisetider optræder altid to sæt sjakaler: Børsspekulanterne og de ansvarlige politikere. De supplerer hinanden, dækker over hinanden, hjælper hinanden til at leve i overdådig velfærd.

Børsspekulanterne gik til stormløb mod Grækenland og euro’en. Det fri marked truede med at knockoute euro’en. Så staterne greb ind med milliardlån – hugget fra de arbejdende, og betalt også på lang sigt med mere arbejde til lavere løn og ringere sociale ydelser.

Den imperialistiske opskrift

Begivenhederne i Grækenland følger en allerede afprøvet imperialistisk opskrift. Selv efter at de almindelige lånemarkeder har sagt stop, fortsætter staten i en ond cirkel med at låne nye penge for at dække renter og afdrag på gamle lån. De nye penge lånes i stedet af de imperialistiske stormagter i EU til en politisk pris, enten direkte eller gennem Den Internationale Valutafond (IMF).

Medlemskab af EU og deltagelse i euroen har i princippet indbygget en række krav til landenes underskud på de offentlige finanser og størrelsen af statsmagtens gældsætning. Hvis et enkelt EU medlemsland ikke kan overholde disse krav,  så bliver der opstillet en række anbefalinger fra kommissionen, der er identiske med de politiske krav, som de imperialistiske långivere stiller.

 EU har i år givet henstillinger til 20 af de 27 medlemslande (!) om at stramme op i budgetterne, så de inden for de næste få år overholder kravet om højst tre procents underskud på statsfinanserne af bruttonationalprodukter (BNP).

De politiske krav vil sige dikterede massefyringer af offentligt ansatte, dikteret lønnedgang, dikteret forringelse af arbejdstid og pensionsalder, krav om privatiseringer mv.. Hertil krav om afståelser af suverænitet til egen undergrund og egne råstoffer, eller egne marker og strande. Kort sagt fri og uhindret adgang for udenlandsk kapital.

Og alt gennemføres med hjælp af indskrænkning af demokratiske rettigheder i almindelighed og arbejderes rettigheder i særdeleshed.
Det særligt nye i spørgsmålet om Grækenland er hverken statsbankerot eller de politiske krav, der følger af at låne penge direkte hos verdens imperialistiske stormagter.

Det særlige ved krisen i Grækenland er at den også er blevet et konkret eksempel på at, EU’s prestigeprojekt den fælles mønt, euroen, er kommet under pres.  Både fra den internationale finanskapital og fra de arbejdendes massedemonstrationer og generalstrejker i Grækenland.

EU’s internationale lånekasse

Ovenpå uger med hundrede tusinder på gaderne begyndte bankerne igen at stoppe for al långivning til hinanden. Sammen med den massiv generalstrejke i Grækenland den 5. maj oplevede aktiemarkederne verden over et dyk på fire-fem procent, mange steder mere.

Det var en situation, der hen over ganske få dage betød, at man fra eurolandene sammensatte en selvstændig international lånekasse. Den nye pengekasse på 500 mia. euro skal kort sagt formidle lån fra de rigeste lande til de mest gældsplagede – mod politiske indrømmelser.

Der er ikke tale om at hjælpe Grækenland med noget som helst, og der er slet ikke tale om at hjælpe grækerne. Der er udelukkende tale om en mekanisme til fordel for de private banker, der har penge i klemme.

Netop denne kendsgerning kan blive kilde til et egentligt sammenbrud for hele eurosystemet, fordi de modstridende interesser, der viser sig med stor tydelighed i det græske tilfælde, vil vise sig igen, når en truende statsbankerot viser sig i f.eks. Portugal eller Spanien.
Indtil nu har kapitalen trukket det længste strå, men begivenhederne og krisen er stadig kun i sin begyndelse.

Euro-fiasko

Fra EU bliver sagen fremstillet, som om der ikke var nogen anden vej, fordi alternativet ville have været at Grækenland trådte ud af euroen og EU og begyndte at føre sin egen valutapolitik. Det vil sige  i realiteten nægtede at betale gælden, der ligesom på Island ikke er en gæld, der er optaget af pensionister og arbejdsløse eller de offentlige ansatte, men af rigmænd og spekulanter.

Sagen er at alternativet er langt at foretrække for befolkningerne i EU.

Euro’en er en mekanisme skabt af de europæiske monopoler for at intensivere udbytningen af arbejderne i unionen. Og EU’s fælles møntfod vil aldrig blive stabil. Det er en teknisk umulighed, når det jo i virkeligheden ikke er andet end et stykke papir vedhæftet en forestilling om en bestemt bytteværdi under påvirkning af de internationale kapitalistiske ”markedskræfter”. Den type valuta vil altid være udsat for problemer med spekulation og svindelnumre.

En bestemt værdi kan måske nok beregnes, men skal så også håndhæves. Altså hvad skal varen koste – det er det egentlige spørgsmål, og så længe det er op til markedskræfterne hersker anarkiet.

Netavisen 13. maj 2010