Antifascisme er ikke terrorisme

Af Antifascistisk Aktion

1. marts 2010 blev en ung antifascist sigtet og varetægtsfængslet for at have overtrådt den danske terrorlov. Anklagen drejer sig om straffelovens paragraf 114f; støtte til grupper, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender.

Oven på anklagen fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, følger ét logisk spørgsmål: Hvis denne antifascist kan sigtes for terrorstøtte, hvem er så ‘terroristerne’?

Noget tyder på, at det er Antifascistisk Aktion, AFA, der henvises til – eller i hvert fald det antifascistiske arbejde.

Vi ser terroranklagerne som et politisk angreb, der ikke bare er rettet imod den sigtede enkeltperson, men mod alle antifascister. Vi er alle på anklagebænken i denne sag. Når en person sigtes for terrorstøtte, for – ifølge PET – at have deltaget i det antifascistiske arbejde i Danmark, fremstilles selve dette arbejde som kriminelt, som terrorvirksomhed.

Forsøg på kriminalisering af antifascismen

PET`s anklager er et forsøg på at kriminalisere det legitime og nødvendige arbejde imod den ekstreme højrefløj, som Antifascistisk Aktion og andre venstrefløjsgrupper står for. En praksis der er opstået som et selvforsvar.

I vores nabolande, Sverige og Tyskland, har nynazistiske grupper begået adskillige politiske mord op gennem halvfemserne – syv af slagsen i Sverige, alene i 1995. Især politiske modstandere fra venstrefløjen har stået for skud.

Danmark er heller ikke gået umærket forbi. Det værste eksempel er fra 1992, hvor en københavnsk antiracist blev myrdet af en brevbombe, som med al sandsynlighed var afsendt af nynazistiske gerningsmænd.

I det nye årtusinde har danske nynazister begået talrige, voldelige overfald på indvandrere og venstreorienterede, specielt i Århus, og politiet har gjort adskillige våbenfund hos højreekstremister. I 2006 fandt man eksempelvis automatvåben og skarpe patroner, hos Dansk Front-lederen Julius Børgesen. Patroner som må formodes at være tiltænkt politiske modstandere.

Som disse eksempler illustrerer, findes der stadig fascistiske grupper, der er parate til at overfalde og dræbe politiske modstandere, på grund af deres holdninger. Dette bekræftes gang på gang, senest af nazigruppen White Pride i et radiointerview den 6. februar, hvor talsmænd erklærede at de er klar til at slå ihjel.

Derfor er det nødvendigt at arbejde for at forhindre fascismen i at vokse og vinde politisk territorium – ligesom venstrefløjen har gjort det siden 1920`erne. Vi blokerer, når nynazister vil marchere i gaderne, vi protesterer når de overfalder mennesker, og vi forsvarer os mod deres angreb når det er nødvendigt.

Erfaringer fra ind- og udland viser, at staten alene ikke kan håndtere problemer med fascistiske forbrydelser. Forbud mod nazisme, som i Tyskland, og fængselsstraffe for nazivold har ikke begrænset problemet. Venstrefløjen har intet andet valg end at imødegå fascismeproblemet politisk – og vi står fast på, at vi har en legitim ret til at forsvare os selv politisk.

Terrorloven er en mundkurv

PET`s terroranklager er et klokkeklart angreb på antifascismens legitimitet, og det protesterer vi imod, ligesom vi opfordrer alle andre demokratiske kræfter til at gøre det samme.

Den aktuelle sag er endnu et eksempel på, at den danske terrorlovgivning fungerer som et politisk redskab til at lukke munden på legitime politiske bevægelser.

Lovtekstens diffuse formulering åbner en mulighed for at retsforfølge alle udenomsparlamentariske kræfter, der arbejder for (eller støtter arbejde for) forandring af samfundet. Loven er blandt andet tidligere blevet brugt til, at kriminalisere solidaritet med demokratiske befrielsesbevægelser i den tredje verden.

PET`s anklager er hus forbi – der findes ingen terrorister i denne sag, hvorfor anklager om terrorstøtte er uden substans. Vi ønsker at slå fast én gang for alle, at arbejdet imod truslerne fra den ekstreme højrefløj er nødvendigt og legitimt. Antifascisme er ikke terrorisme.

Netavisen 6. marts 2010