Demonstration ved Integrationsministeriet: Stop udvisningerne

Tale af Jørgen Gimbel, Bedsteforældre for Asyl, ved demonstration d. 20.05.09 uden for Integrationsministeriet i anledning af Regeringens planlagte udvisning af 282 irakiske flygtninge

Oprindelig blev det besluttet at holde denne demonstration fordi det i disse dage er et år siden, regeringen for alvor begyndte at tvangshjemsende irakere til Irak. Det demonstrerede vi mod dengang, og det ville vi i dag på denne måde markere vor fortsatte modstand imod. I mellemtiden er der blevet langt større grund til at holde demonstrationen: det er nu lykkedes for regeringen at presse den irakiske regering til at indgå en aftale om tvangshjemsendelse af de afvist irakiske flygtninge.

Regeringen kalder det et udtryk for deres ”faste og fair” udlændingepolitik. Vi opfatter denne politik som stenhård, brutal og umenneskelig. Det kan lettest illustreres ved et par eksempler:

I juni sidste år tvangssendte man kuwaiteren Karim Daniel til Irak, hvor han øjeblikkelig blev arresteret og sat i fængslet i lufthavnen i Bagdad. Her fik han besked om, at han kunne blive siddende, til han rådnede op. Det var ikke tomme trusler, for cellen var både uhumsk og rottebefængt. Efter adskillige måneder blev han løsladt efter pres, ikke fra den danske regering, som dog havde ansvaret for hans udsendelse, men efter et internationalt pres organiseret af Asylret. Efter løsladelsen blev han hjulpet til Kuwait, ikke af den danske regering, men igen på foranledning af Asylret. Det var nemlig det eneste sted i regionen, hvor han havde familie.

Det illustrerer, hvordan regeringen ene og alene har interesse i at komme af med irakerne og ikke føler noget som helst ansvar for dem, når de bare er ude af landet her.

Tvangsudsendelserne er siden blev rutine, og den ene efter den anden af afviste flygtninge er blevet sendt ud af landet. Hør her, hvordan det kan foregå:

For nylig skulle en lille familie tvangsudsendes. Faderen var i forvejen blevet fængslet i den fængselsbarak, som officielt ikke er en del af Sandholmcentret, men reelt er en barak blandt de øvrige barakker deroppe. Den er blot adskilt fra resten af centret ved at være omgivet af et dobbelt 4-5 meter højt hegn. Et opmuntrende syn for beboerne i lejren! Her sad han, så han ikke kunne gå under jorden, og så han virkede som gidsel for den øvrige familie.

Denne består af moderen og to børn på fire og et år. En tidlig morgen klokken fem blev de vækket af et massivt opbud af betjente, der trængte ind fra begge ender af huset. Moderen fik hænderne låst på ryggen, så hun ikke engang kunne holde om sine børn for at berolige dem. Deres få ejendele fik de ikke mulighed for at tage med.

Prøv at forestille jer, hvordan det har virket på dem, der har oplevet det:

Den fire-årige har fået et skræktraume, som han sandsynligvis aldrig i sit liv glemmer.
Moderen vil resten af sit liv bære på en byrde af skam over ikke at have kunnet beskytte sine børn og rædsel over hele oplevelsen.
Resten af lejrens beboere vil hver nat ligge med den tanke: hvornår er det vores tur?

Og betjentene, som havde fået ordre til at gennemføre aktionen, vil psykologisk gennemleve en forråelsesproces for at kunne holde til at fortsætte med at fungere.

I disse dages ulykkelige situation er afviste irakiske flygtninge blevet så desperate, at de søger ly i kirker for at undgå tvangsdeportation. Hertil er
integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs eneste kommentar blot:

”Der er truffet en afgørelse i flygtningenævnet. Vi har fået en aftale med Bagdad, og det kører som det skal.” Samtidig understreger hun, at udvisningerne bliver gennemført, uanset hvilken kirke irakerne befinder sig i. (Politiken d. 18.05.09).

Hver gang lyder det, som om en afgørelse fra Flygtningenævnet er den evige sandhed. Enkelte uvidende lederskribenter kalder det endda ”domstole”. Men Flygtningenævnet er ikke en domstol. Det er ikke engang et domstolslignende

organ. Det er et administrativt organ, endda med et af de tre medlemmer fra integrationsministeriet. Det har blandt andet været kritiseret af Europarådet.
Og afgørelserne kan ikke som ved andre administrative organer påklages til domstolene.

Det må nødvendigvis give afgørelser, som virker præget af tilfældigheder. At de ikke er så tilfældige, ser man, hvis man sammenligner tallene for positive
afgørelser i Danmark og Sverige. I 2006 søgte således 1795 flygtninge om asyl i Danmark. Heraf fik 190 det. Det er 18%. I Sverige var der samme år 24320, der søgte om asyl. Heraf fik 7940 det. Det er 42%. Hvis man kun ser på irakiske flygtninge, så var anerkendelsesprocenten i 2006 80% i Sverige, mens den i Danmark var 7%. – Og det er dog de samme internationale konventioner, der ligger bag regelsættene i de to lande.

Det er om disse konventioner, Pia Kjærsgaard, den egentlige magthaver i Danmark, siger:
”…jeg føler, at vi sidder inde i et edderkoppespind af konventioner, og det bliver mere og mere slimet; jeg får åndenød.” (Jyllandsposten d.14.12.08).

Man tænker tilsyneladende slet ikke over, at disse konventioner blev vedtaget kort efter anden verdenskrig med den hensigt, at man ikke igen ville risikere at opleve sådan nogle rædsler.

Det betyder tilsyneladende ikke noget for danske politikere – lige så lidt som det betød for deres forgængere, der i -30’erne sendte tyske jøder tilbage til de nazistiske udryddelseslejre.

Vi står uden for integrationsministeriet. Denne bygning burde symbolisere dansk gæstfrihed, venlighed og omsorg over for de mennesker, som søger hjælp hos os. Men nu står den som et skammens vartegn for den politik, som folketingets minimale flertal påtvinger de flygtninge, som kommer hertil – og alle os andre!

Vi demonstrer

·        For at genvinde vores tidligere gode ry i udlandet, hvor vi nu modtages med vantro spørgsmål om vores udlændinge- og flygtningepolitik

Vi demonstrerer

·        For at genvinde vores egen selvagtelse, hvori blandt andet indgik bevidstheden om, hvordan de danske jøder næsten alle blev hjulpet til Sverige og derved undgik at blive sendt til koncentrationslejrene, og bevidstheden om, hvordan de ungarske flygtninge i 1956 blev modtaget og hjulpet efter det sovjetiske overgreb. Mon noget tilsvarende kunne ske under den nuværende fremmedfjendske stemning?

·        Men først og fremmest demonstrerer vi for at de irakiske og de øvrige flygtninge, der kommer hertil, kan opleve en tryghed og venlighed  ved
modtagelsen. På den måde kan de genvinde en fysisk, en psykologisk og en social sundhed til glæde for sig selv og for deres nye land. I et Danmark, som vi kan være bekendt.

Jørgen Gimbel er pensioneret uiversitetslektor og har været med i Bedsteforældre for Asyl siden 2007.

Netavisen 25. maj 2009