Euro er ikke svaret på krisen

Kommunistisk Politik 21, 2008

Irske arbejderprotester

Den 8. oktober skete det, som de euro-begejstrede danske politikere har ventet på i mange år. Nationalbanken hævede udlånsrenten til 5 procent, mens den europæiske centralbank samtidig sænkede den marginale udlånsfacilitet til 4,75 procent.

“Nu er jeg jo ikke ekspert. Men vi satte renten op, de satte renten ned. Som lægmand må man jo synes, at det kan være indikation på, hvad det kan koste at være udenfor i en krisesituation”, var Per Stig Møllers kommentar. Manden er udenrigsminister, og verden ved kun alt for godt, at han ikke er ekspert i andet end udsøgte bortforklaringer.

Ved afstemningen i 2000 var den daværende radikale økonomimister Marianne Jelveds hovedargument for dansk deltagelse i euroen netop et løfte om billigere lån til køb af sommerhus. Så da den ønskede virkelighed indfandt sig et øjeblik, så kørte propagandamøllen straks for en hurtig afstemning om euroforbeholdet.

– Vi bør have en afstemning, og vi kan bruge finanskrisen til at vise, hvad det koster os at stå udenfor det økonomiske samarbejde. Jeg vil anmode statsministeren om at tage en afstemning om euroen, og det kunne passende gøres sammen med valget til Europa-Parlamentet,
udtalte den socialdemokratiske EU politiker Dan Jørgensen.

Også på Island er der nogle, der udnytter krisen til at rejse krav om at erstatte EØS-aftalen med fuldstændigt medlemskab af EU. En af dem er Islands udenrigsminister gennem halvandet år Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, der udtaler:
– På kort sig er vores forsvar et samarbejde med IMF og på lang sigt et medlemskab af EU med indførelsen af euroen og opbakning fra Den Europæiske Centralbank.

Hendes løsning på den liberale fiasko er et forslag om mere af samme skuffe. Islands store banker blev privatiseret omkring årtusindskiftet, og overtaget af en flok rigmænd, der for lånte penge forsøgte at ekspandere på det nordiske og engelske marked. Da boligkrisen begyndte at kradse, stoppede den udenlandske kredit, bankerne gik konkurs og staten måtte overtage dem igen. Nu sidder landet med en gæld til udlandet på omkring 10.000 milliarder islandske kr., og 90 % af denne sum er disse tre bankers gæld.

Et kig på Irland viser, at den europæiske union ikke sikrer mod økonomisk stormvejr. Irland er blevet holdt frem som et eksempel til efterfølgelse. Irlands økonomi kørte i højeste gear, med byggeboom og boligpriser der var ubetalelige. Det irske ’mirakel’ blev tiljublet, til de kørte direkte ud over afgrunden. På ganske få månederer arbejdsløsheden steget til 250.000, og det forventes at priserne på fast ejendom, byggegrunde og jord vil falde til en tredjedel. Et forventet overskud på statens finanser på 5 mia. euro er forvandlet til et underskud på næsten 15. mia. euro.

Den irske regering lancerede som et af de første lande en pakke på 3000 mia. kr., der solgtes til befolkningen som garanti for indskud i de konkurstruede nationale banker. Hvor EU-kommissionen indtil da havde klappet de irske myndiheder på skuldrene, blev tonen nu helt anderledes hård efter at Irland gik enegang. Det betød nemlig en kort overgang at pengene flygtede til Irland. Siden har stort set alle andre regeringer i vesten vedtaget lignende udvidelser af bankgarantien som påskud for at redde bankspekulanterne.
Det indebærer at statsmagten tager ansvaret for at indkræve de penge, som bankerne har tabt, hos den arbejdende befolkning.

EU påstår, at euroen som fælles mønt har bestået sin hidtil hårdeste prøve ved at sikre en stabil valutakurs mellem medlemslandene under denne krise. Mens Island har set deres krone reduceret til 15% af vekselkursen i forhold til sidste år, har eurolandene indtil videre undgået en egentlig valutakrise. Imidlertid mangler de enkelte lande nu et instrument til at beskytte den nationale økonomi, f.eks. ved devaluering, der  kan være med til øge eksporten og reducere importen, fordi en lavere valutakurs betyder,  at varer kan sælges til andre lande relativt billigere.

Den situation, som Irland har bragt sig selv i med velvillig støtte fra EU, har efterladt landet uden selvstændige muligheder. Medlemskabet af EU har ikke været garant for en stabil eller sund økonomisk politik, tværtimod. Det irske folk reagerede da også ved at forkaste det seneste forslag til unionsforfatning ved at stemme nej, da det fik chancen, og EU-politikerne spekulerer som rasende for at finde en vinkel, hvor de kan bruge finanskrisen til at fremtvinge en irsk omafstemning og et ja.

Fra pensionister, arbejdsløse og andre lavindkomstgrupper er krisen i Irland, som i så mange andre lande, mødt med kamp mod at skulle betale for kapitalismens fallit.
Irlands økonomiske mirakeldrømme viste sig at være et ægte mareridt, med nye fattige tider i gæld til halsen.

EU og euroland bliver aldrig til gavn for de arbejdende eller den brede befolkning. Det er monopolernes og spekulanternes klub.

Netavisen 23. oktober 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne