Bar ikke maske: Anholdt og varetægtsfængslet

En personlig beretning fra H.s kæreste

Der er stadig mange varetægtsfængslede fra massearrestationerne i dagene efter rydningen af Jagtvej 69, selvom 94 blev løsladt mandag den 13. marts. En af dem er H, der mødte på Blågårds Plads den 1. marts kl. 17 for at udøve sin demokratiske ret til at protestere mod rydningen af Jagtvej 69. Dette er historien om hans arrestation og fængsling – 5 dage senere – fortalt af hans kæreste

Kommunistisk Politik 6, 2007

Starten på protestdemoen på Blågårds Plads 1. marts 2007

Jeg kalder hovedpersonen for H – min voksne kæreste på et par og halvtreds år – det er ham, der nu sidder i Vestre Fængsel, idømt 23 dages varetægt – sigtet for at have skubbet en container med flasker ud på Nørre Allé i forbindelse med demonstrationen fra Blågårds Plads på rydningens første dag (1. marts). Vi var sammen taget med for at protestere mod det vilde politiovergreb på de unge og deres hus, til demo’en fra Blågårds Plads, som startede nok så fredeligt. Hverken H eller jeg bar masker eller var indstillet på slagsmål med politiet. Vi brugte simpelthen vores grundlovssikrede ret til at demonstrere. Vi var i demonstrationen, da politiet med en såkaldt knibtangsmanøvre forvandlede den til en kampplads og en slagmark – og vi søgte ud i sidegader og ret hurtigt væk derfra.

Men min fortælling begynder egentlig først fem dage senere ved en fredelig Reclaim Ungeren-demonstration. Vi møder op på Nørreport, der var allerede mange og flere kom hele tiden til. Stemningen er god, vi går nu ud imod Christiania. Vi går i den bagerste del af demoen. H. der har for vane at holde øje med nummerplader, peger på Hollændervognen bag os, nyligt hentet hjem og indregistreret på danske plader.

Da vi når Christianshavns Torv vælger vi at nuppe en pølse. Vores ven J, som vi følges med, lægger vores banner op på pølsemandens tag. Pludselig kommer to mænd og tager H. under hver sin arm. ”Du følger lige med” siger den ene. Uden at nogen af dem identificerede sig. Jeg bliver naturligvis forskrækket og spørger, hvad fanden de har gang i – og får besked på at blande mig uden om. Vi er nået rundt om pølsevognen og ser de trækker ham hen imod et salatfad, og bliver så klar over det er civilt politi. Jeg råber, at han ikke har gjort noget, vi har jo bare gået i en fredelig demo. De råber bare tilbage “Det ved du ikke en skid om.” Jeg svarer ” Det gør jeg, det er min kæreste.”
Jeg får et svar tilbage, om at det er en gammel sag, og at de har billeder af ham. Hvad kan det være?

1. marfts: Den fredelige demo begynder at gå mod det ryddede Ungdomshus

Vi få travlt med at komme ned til Christiania for at finde H.s datter i det store mylder af mennesker. Men først møder vi en god ven, som hjælper os med at få anholdelsen registreret hos ABC (en frivillig gruppe der hjælper med at finde ud af, hvor folk kommer hen, og hvornår de kommer i dommervagten) Med gode venners hjælp finder vi hans datter, som bryder fuldstændig sammen, som hun efterfølgende siger “Jeg kan slet ik ha’ det, med alle de historier jeg har hørt om hvordan de behandler dem. Det er jo ligesom den tortur der i irakiske fængsler.”

Vi får trøstet hende og bliver enige om at gå ind på Staden og få en øl og sidde lidt ned. Hun får informeret sin bror, som gerne vil med i retten, som vi ved skal være inden 24 timer. Kl. ca. 19.30 vælger vi at gå, vores og H.s datter vil vise solidaritet med ham og alle de andre anholdte og fængslede og tager til larmedemo udenfor Vestre Fængsel. Jeg vælger at tage hjem, både fordi jeg er ved at blive godt syg og hvis nu H skulle ringe.

Massivt politi i alle sidegader – og en sportsvogn!

Kl. 00.00 ringer H. Jeg bliver utrolig glad for at høre hans stemme og snakker løs, men han siger “Nu hører du hvad jeg har og sige, jeg har kun meget kort tid .” Han beder mig skaffe navn og telefon nr. til en advokat til retten næste formiddag. Han når at fortælle han er ok og siger vi snakkes ved om 2 timer, hvorefter samtalen bliver afbrudt.

Jagten på sagføreren går ind. Mens jeg snakker med en kammerat om det, banker det på døren. Vores ven åbner i den tro, at det er kammerater, der vil vise solidaritet. Kl. er nu 00.15 og der står tre civilebetjente i min entre. Jeg beder om at se en dommerkendelse, men får at vide at det behøver de ikke, da de lige er budt indenfor. Jeg meddeler, at det er de ikke, da det er min ven der har åbnet døren, og at han ikke bor her. Jeg beder igen om en dommerkendelse og oplyser at det er vores grundlov, som de overskrider. De siger at de ikke behøver nogen, og at de kender loven bedre end jeg gør, og hvis jeg ikke dæmper mig og følger deres ordrer, vil de også tage mig med på stationen. De siger de skal bruge noget af H.s tøj og tager mit Palæstina-halstørklæde, H.s jakke og et par støvler.

Jeg beder om at få en kvittering på, hvad de har hentet og får bare at vide, at den vil H. få udleveret. Jeg beder om at se deres skilte, således jeg kan få deres navne til en klage, jeg får kun lov til at se de 2 meget hurtigt og når kun at konstatere at den ene hedder Lasse, den anden sagde han hed Rasmus imens han hev sit skilt af. Den tredje ville ikke identificere sig og sagde at jeg bare kunne ringe til Bellahøj. Hvilket jeg naturligvis gjorde, hvor jeg bare fik oplyst, at det kunne jeg klage over på politi.dk. Hvilket jeg naturligvis gjorde.

På vej op ad Nørrebrogade
Politiet går få minutter senere til angreb på demo’en efter en i forvejen lagt plan om en ‘knibtangsmanøvre’

Klokken var efterhånden blevet 02.20, og jeg var utryg, fordi H. ikke havde ringet tilbage. Jeg ringede til Bellahøj og fik oplyst at de havde flyttet ham til Vestre Fængsel, fordi han ikke ville samarbejde. Jeg sagde naturligvis at han jo skulle ringe tilbage for at få navn og nr. på hans advokat, som han jo havde krav på og skulle bruge i retten. Hvorefter jeg fik beskeden “Det skal du ikke tage så tungt, han få jo en beskikket advokat” …

Det lykkedes at finde ud af, at han skulle i grundlovsforhør i dommervagten (som ligger i den ene ende af Politigården) næste morgen lidt efter 10. Han fik ikke kontakt til sin advokat. Sigtelsen blev læst op: Han var anklaget for sammen med en anden (som politiet ikke havde i sin varetægt) at have skubbet til den i starten omtalte flaskecontainer den 1. marts. Nu blev dørene lukket og tilhørerne blev hældt ud. Vi mener at høre at hans beskikkede forsvarer sagde at han erkendte at have været til demo, men ikke var skyldig i sigtelsen.

Næste gang vi kom ind, var for at høre afgørelsen. 23 dages varetægtsfængsling for denne farlige forbrydelse – med skærpet besøgs- og brevkontrol. Min klage over betjentenes indtrængen i min lejlighed blev pure afvist. Jeg fik to minutter sammen med H. før de førte ham tilbage til Vestre, hvor han sidder endnu …

11. marts 2007

Denne historie fra det virkelige liv kan læses sammen med andre i KP6, 2007 samt i DKUs dokumentation
Kampen om Jagtvej 69 – KRIGEN MOD DEN KØBENHAVNSKE UNGDOM
Se den i pdf

Netavisen 14. marts 2007