2,5 millioner fattige børn i Tyskland

autonom info-service

En af de mest markante konsekvenser af den tyske konservativ-socialdemokratiske regeringskoalitions neoliberale omfordelingspolitik er en næsten tredobbling af fattigdommen blandt børn og unge.

Ifølge det tværpolitiske Tyske Børneværnsforbund ( Deutscher Kinderschutzbund) er der idag omkring 2,5 millioner børn og unge, som lever på et eksistensminimum. Årsagen hertil er den voksende fattigdom blandt Tysklands officielt registrerede 4,6 millioner arbejdsløse, svarende til 11 procent.

Antallet af børn og unge, der lever i fattigdom er steget i takt med den sociale deroute for de mange millioner arbejdsløse i Tyskland: Fra 965.000 fattige børn i 2004 til 2,5 millioner i dag. Denne stigning i børnearmod er et konkret resultat af den store forøgelse af antallet af socialhjælpsmodtagere. Det oprindelige officielle antal på 1,3 millioner socialhjælpsmodtagere er de sidste år blevet forøget med over 1,7 millioner arbejdsløse på dagpenge, som er faldet for et-års fristen og dermed overgået til den langt lavere socialhjælpssats. Samtidigt med at de automatisk har mistet alle faglige rettigheder. Dette er en direkte følge af de såkaldte Hartz IV-arbejdsmarkedsbestemmelser. (se note 1).

Denne accelerering af armod blandt børn og unge kom bag på selv det tyske velfærdsforbund ( Deutscher Paritätischer Wohlfahrtsverband), som havde forudset en voldsom stigning af fattigdommen på grund af regeringens radikale udhuling af de arbejdsløses dagpengeordninger.

Sultne børn

Hvad dette konkret betyder, skildrer den socialt engagerede præst i Berlin, Bernd Siggelkow, i dagbladet Junge Welt, d. 30.august 06: Han beretter, at alene i sidste uge kom der 440 børn for at få noget at spise i „Arche“, et værested som hans lokale menighed har oprettet. Mange havde tydeligvis ikke fået noget at spise i længere tid.

Heinz Hilgers, præsident for det tyske Børneværnsforbund, siger til Junge Welt, at de millioner af børn, der lever i stor armod „har næsten ingen chance for at få en god skoleafslutning“. Forældrene kan ikke finansiere de mest nødvendige ting. Børnene er afskåret fra alt det, andre børn normalt gør og oplever. De har ingen penge til transport til skolen, til klasse-ekskursioner, til at gå i biografen, teater, i svømmehal, osv. Det eneste, der kan råde bod på denne misere er ifølge Hilgers at investere i uddannelsessteder og fristeder, de kan tage hen til samt indførelsen af en statsligt finansieret fast indtægt til børn.

Den tyske model – inspiration til Fogh-regeringens arbejdsmarkedspolitik.

Den danske regering har lignende koncepter og bruger helt åbenlyst den tyske model i deres arbejdsmarkedspolitiske stramninger. Med beskæftigelsesministeren, ultra-neoliberalisten Claus Hjort Frederiksen i spidsen, skabes der målrettet socialt polariserende og diskriminerende forhold for de arbejdsløse og for kontanthjælpsmodtagere, der på afgørende punkter til forveksling ligner dem i nabolandet Tyskland. Denne udvikling forsøger man at bagatelisere ved at benytte enhver lejlighed til at hævde, at arbejdsløsheden er „den laveste nogensinde“ og at det „kun“ drejer sig om marginale grupper „der skal hjælpes på vej“.

I realiteten drejer det sig imidlertid om mindst 225.000 arbejdsløse, som regeringens neoliberale arbejdsmarkedsstrateger på sigt helst vil se placeret mellem tvangsaktivering som mobile billiglønsarbejdere og socialhjælp. Det er børnene fra disse familier, som vil få lignende fattigdomsstatus som børn og unge i Tyskland idag.

1) Hartz IV er de bestemmelser, der danner grundlag for den enkelte arbejdsløses økonomiske og sociale status. Den er knyttet sammen med et omfattende tvangsaktiveringsprogram, der indbefatter de berygtede ”én-euro-jobs” . Dvs. jobs, hvor den arbejdende får udbetalt sin socialhjælp suppleret med én Euro/7,5 kr. ekstra pr. arbejdstime. Alle, der har været arbejdsløs i mere end et år, bliver automatisk overført fra den gængse arbejdsløshedsunderstøttelse til socialhjælp. Arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp lægges sammen til en ny arbejdsløshedsudbetaling, den såkaldte ”arbejdsløshedsunderstøttelse II”.

For mange af de næsten 5 millioner arbejdsløse betyder det store økonomiske indskrænkninger med efterfølgende social deklassering. Derudover har omkring 500.000 arbejdsløse nu mistet enhver understøttelse, fordi deres ægtefælles indkomst ligger over den fastlagte indtægtsgrænse. Dette rammer især mange arbejdsløse kvinder, som dermed er blevet afhængige af mandens indkomst. Det er et kvindepolitisk tilbageslag, så det basker!

Netavisen 31. august 2006