Kampen slutter ikke før monarkiet er fjernet

Folkeopstand i Nepal

De seneste uger har den lille bjergnation Nepal oplevet en folkeopstand mod den enevældige feudalkonge Gyanandra og hans monarki, som er uden fortilfælde. Massedemonstrationer og generalstrejker, der lammede landet, tvang den amerikansk-støttede kupkonge på tilbagetog. Men den folkelige opstand slutter ikke, før kongen og med ham det nepalesiske monarki er væk.

Siden Gyanandra tog magten ved et kup i juni 2001, hvor han myrdede sin forgænger og bror Birendra og hele hans familie. Formålet var at knuse den maoistisk anførte folkekrig, som havde udviklet sig.

I begyndelsen søgte Gyanandra at bevare visse demokratiske former, indbefattet et valgt parlament, men kongen var den reelle politiske magthaver. Det lykkedes ham ikke at nedkæmpe og undertrykke den maoistiske modstand, heller ikke gennem lange perioder med udgangsforbud, dramatiske arrestationsbølger mod al opposition og militære offensiver. I november 2005 indgik Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) og syv partier, der er repræsenteret i parlamentet, en samarbejdsaftale mod kongemagten.

Gyanandras svar var at opløse parlamentet og kaste ethvert skær af demokratiske tilstande væk. Han fyrede også regeringschefen og blev enehersker. En ny samarbejdsaftale mellem NKP(M) og de syv partier i marts udløste den altomfattende folkelige modstandsbølge.

Tvunget af protesterne måtte Gyanendra gå på tilbagetog og meddele, at han ville indsætte en ny regeringschef. Samtidig indførte han undtagelsestilstand og udgangsforbud med trussel om at dræbe enhver, der ikke respekterede det. Men folk strømmede alligevel ud i gaderne – og Gyanadra måtte, vejledt af sine amerikanske rådgivere, lade meddele, at parlamentet ville blive genindsat.
Dette udløste jubelscener – men det vil ikke stoppe kampen, selvom de syv partier tilsyneladende har accepteret denne kvarte sejr og indstiller deres protest i gaderne.

Forsøget på at redde det miskrediterede monarki vil imidlertid ikke lykkes. En tilbagevenden til det konstitutionelle monarki vil ikke være tilstrækkeligt til at opfylde kravene om folkeligt demokrati og social fremgang fra den største massebevægelse i landets historie. Kongedømmet skal væk, det brahmanske kastestyre opløses og de imperialistiske bagmænd skal ud. Det er kravene.

I en udtalelse fra NKP(M) hedder det:

”Derfor en denne bevægelse ikke længere blot en bevægelse af syv politiske partier eller NKP(M) eller civilsamfundet eller nogen speciel gruppe, men den er en forenet bevægelse af alle virkelige demokratiske kræfter, som siden 1949 gentagne gange er blevet bedraget af det feudale autokratiske monarki. Det er nu nødvendigt at denne bevægelses flamme, som nu brænder over hele landet, og især i hovedstaden Kathmandu, gennemtvinger en fuldstændig økonomisk blokade af kongemagten og ødelægger dens administrative og sikkerhedsapparat.

Selvom fælleserklæringen mellem de syv parlamentariske partier og maoisterne anvendte udtrykket ‘afslutningen af det enevældige monarki og oprettelsen af fuldt demokrati’, for at inkludere alle partiers standpunkter, var den underliggende mening monarkiets afskaffelse og oprettelsen af en demokratisk republik, som man forpligtede sig til at institutionalisere med fri og fair valg til den grundlovgivende forsamling.”

Der kan ikke være tale om en tilbagevenden til tilstandene fra før Gyanandra opløste parlamentet. Nepal vil først opnå stabilitet og fremgang, når monarkiet en gang for alle er sat på porten og der etableres en folkerepublik.

Netavisen 26. april 2006