Dorte Grenaa om Danmarks internationale og nationale krise: ”Det er nu der skal siges fra!”

Arbejderpartiet Kommunisternes formand Dorte Grenaa mener, at krisen omkring Muhammed-provokationen har fået folk til at indse nødvendigheden af at sige fra over for Fogh og hans katastrofale politik

Kommunistisk Politik 4, 2006
Udvidet netversion

– Det har været et chok for mange at se Danmark blive til et symbol for vestlig undertrykkelse og religiøs intolerance. Den kraftige reaktion fra den muslimske verden har virket stærkt og gjort folk bekymrede, men jeg tror også, at situationen har fået folk til at stoppe op og overveje, hvor Danmark egentlig er kommet hen. De fleste føler, at det her går i den helt gale retning og vil en anden vej, siger Dorte Grenaa til Kommunistisk Politik.

– Jeg tror, at det står klart for de fleste, at der ligger mere i protesterne verden over end forargelsen over nogle ondsindede tegninger. Det er ikke blot sårede religiøse følelser – det er vreden over hele den vestlige aggressionspolitik over de arabiske og muslimske lande, over krige og besættelse, over udplyndringen af deres ressourcer. Jyllands Postens bevidste hån har været salt i et blødende sår, og det samme gælder den danske statsministers arrogante påstand om den vestlige civilisations overlegenhed. Mange danskere spørger nu sig selv, om de vil være med til det – og de fleste siger nej til det og er imod at Jyllands Posten bragte tegningerne.

– Der er også et klart flertal mod Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Men regeringen handler konsekvent mod flertallet, og den reaktionære avis tager hele det danske folk som gidsler i en international intrige. Og belærer derefter om ‘demokrati’ og statsministeren taler om ‘national enhed’. Det er simpelt hykleri.

– Men meningsmålinger viser, at Dansk Folkeparti går kraftigt frem. De ‘står fast’ …

– Det er kun en side af reaktionen i en nation, som bliver splittet ad af regeringens og dens støtters reaktionære politik. Det er forventeligt at nogle pr. rygmarv reagerer på det sølle partis viften med de nationale symboler, som de selv har kastet i sølet. Ekstremisterne i den lejr arrangerer boykot af muslimske butikker i Danmark, annoncerer koranafbrændinger og arrangerer smådemonstrationer, hvor kun nazister dukker op. Det store flertal af danskere ønsker ikke en reaktionære religiøs konfrontation. De fleste har fået nok af krigspolitik, racisme og muslimhetz. Det viser både meningsmålinger og de talrige spontane initiativer, der er opstået i denne krise. Masser af mennesker kaster sig ind på banen og siger: Så er det nok! Nu skal vi finde en anden vej!

– Viljen dertil findes – nu gælder det om at finde vejene. Jeg synes det er enormt positivt at mange unge har sat sig i bevægelse – og at der nu forberedes en større demonstration i København lørdag den 25. februar for at sætte fokus på og stoppe muslimhetzen. Antiracistisk Aktion hedder initiativet.

– Viser hele sagen ikke, at der er noget om snakken om kultursammenstød og ‘civilisationernes kamp’, om kamp mellem indvandrere og etniske danskere?

– Slet ikke. Det er vigtigt at indse, at dette ikke i første række er en konflikt mellem ‘muslimer’ og danskere, mellem den muslimske og den kristne verden, eller den ‘frie verden’ mod Mellemøsten. I Danmark er det ikke en konflikt i første række mellem etniske danskere og indvandrere, sådan som reaktionen ønsker at det skal se ud. I Danmark er det en kamp mellem den sorteste reaktion og fremskridtets og demokratiets kræfter om hvilken fremtid Danmark skal have, hvilken vej landet skal gå. Om det skal være racistisk, imperialistisk, militaristisk, anti-demokratisk – eller vælge en progressiv vej mod krig og fremmedhad, for demokrati, for fremskridt.

– På internationalt plan er det en kamp mellem imperialisme og reaktion og folkenes modstand. Det er en kamp mellem USA’s, UK’s, Israels og deres allieredes aggressive krigspolitik, som søger at røve rigdommene i den arabiske og muslimske verden, ikke mindst olien, der er ved at blive sparsom – og på den anden side disse folks beslutsomme vilje til at forsvare sig og deres rettigheder, ikke mindst den stærke folkelige væbnede modstand i Irak. De enorme kræfter, som er imod røverkrige og udplyndring viste sig netop i disse dage for 3 år siden – den 15. februar 2003, hvor 30 millioner verden over gik på gaden for at prøve at forhindre krigen. Hele denne kraft der her manifesterede sig i en historisk styrkedemonstration – folkenes samlede styrke – findes endnu, og er ikke blevet svagere.

– Derfor står ‘etniske’ danskere og indvandre, religiøse og ikke-religiøse, fra alle lag, også sammen imod en reaktionær regering, der er baseret på en dødsensfarlig politik, som uden tøven splitter nationen og kaster sig ud i internationale provokationer. De religiøse og kulturelle modsætninger, der findes, blæses kunstigt op.

– Komponisten Thomas Koppel har i et åbent brev til danskerne opfordret til at der skabes en ny græsrodsbevægelse, der kan udtrykke den folkelige protest uden taktiske parlamentariske hensyn. Hvad mener APK om det forslag?

– Vi synes, det er helt rigtigt og vil støtte det. Der er brug for en samling og enhed i en bred og mangefacetteret bevægelse. Og der er netop i denne situation mulighed for at nedbryde grænser og finde sammen for dem, der har fået nok af Fogh og reaktionen og deres politik. Et sådant græsrodsinitiativ, som siger på at forene og udtrykke hele den brede folkelige modstand – og det er modstanden fra et flertal af danskerne mod det mindretal, der har kuppet dansk politik – det kan få stor betydning både på kort og længere sigt, når det gælder om at stoppe og ændre den katastrofekurs, Fogh og Co. har bragt Danmark ud på.

Netavisen 15. februar 2006