De tyske flygtninge var besættelse nr. 2  

Af Frede Klitgård

Frede Klitgård, formand for Aktive Modstandsfolk, gør opmærksom på, at den tyske flygtningestrøm i 1945 var en sammenblanding af civile og soldater. Den var planlagt, iværksat og dirigeret efter Adolf Hitlers personlige befaling som et led i de tyske militære operationer. De officielt 244.000 flygtninge var næsten en fordobling af den tyske besættelses styrkes 250.000-300.000 mand. Det var en enorm byrde.

Dr.med. Kirsten Lyllof fortsætter ufortrødent med at fremmane et skævt billede af den anden tyske besættelse – en ny besættelse i besættelsen – i Danmark i 1945. Hun har ikke et eneste kritisk ord om diktator Adolf Hitler eller nazismen, der udløste krigen, men stempler danskerne som onde monstre, der førte krig imod børn, som de anså for at være fjender. Hun har dog nødtvunget neddæmpet sin kritik af de hævngerrige modstandsfolk som dem, der pustede til hadet, og til de onde læger, hun anklager for at svigte lægeløftet og gradbøje det.

Kirsten Lyllof fremsætter som tidligere mange udokumenterede påstande og forbigår i tavshed en lang række kendsgerninger.

Til billedet hører bl.a. de følgende fakta, som refereres i punkter:

1. Flygtningestrømmen var planlagt, iværksat og ledet af Tysklands militære overkommando med Adolf Hitler som øverstkommanderende. Der var tale om en militær operation af enorme dimensioner, hvor Hitler & Co. søgte at redde så megen kanonføde som muligt fra at blive nedkæmpet eller tilfangetaget af den frembrusende sovjetiske hær, der havde befriet vældige områder. I kollaborationsbladet Politiken (06.4.05) betegner journalist (?) Silke Bock Europas befriere som ‘en invasionsstyrke’. Vi kan tilbyde et lynkursus i retskrivning, men kan også anbefale at konsultere en ordbog. Den tyske tvangsevakuering omfattede over to millioner mennesker – soldater og civile. Mange af de civile var i øvrigt nazistiske kolonisatorer, der havde deltaget i den skrupelløse og hårdhændede tyske undertrykkelse i de erobrede områder i bl.a. Polen og Sovjetunionen, og som nu forvandlede sig til ellers foragtede civilister.

2. Den 4. februar 1945 udløste Adolf Hitler tvangsevakueringen ved at udstede et dekret, også kaldet Führerbefehl eller Førerordre, der lyder:
”Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i Riget befaler jeg, at de folkefæller (Volksgensossen), som forbigående må føres tilbage fra Rigets østområder, skal indkvarteres i Riget og i Danmark.”
De tyske flygtninge talte næsten en halv million sårede soldater, mens en kvart million var våbenføre soldater. En del af disse blev sendt til Nordtyskland. De civile flygtninge, hvoraf mange var højtstående nazister eller familiemedlemmer af sådanne koryfæer, talte godt en million mennesker og havde status som Værnemagtsfølge (Wehrmachtsgefolge), og de fik udbetalt ‘løn’ af Værnemagten, der hentede pengene i Nationalbanken. Hver flygtning fik udbetalt en krone pr. dag i ‘lommepenge’. Værnemagten og den faktiske tyske statholder, SS-general og krigsforbryder Werner Best, havde fra starten bedyret, at flygtningene udelukkende var et tysk ansvar, og at besættelsesmagten nok selv skulle tage sig af dem.

3. I Danmark beslaglagde tyskerne uden hensyn til børnene over 1.000 skoler samt idrætshaller, badehoteller, vandrehjem, lagerbygninger, fabrikker m.v. for at huse flygtningene. Efter befrielsen den 4. maj blev der oprettet en dansk flygtningeadministration, som gik i gang med at skabe ordnede forhold og bygge flygtningelejre. Over 6.000 mennesker, deraf mange modstandsfolk, blev sat ind i hjælpearbejdet.

4. Tyskerne bad ikke danske myndigheder om hjælp. De erklærede fra starten, at flygtningesagen var deres eget anliggende og ansvar, og at de ikke ønskede ‘indblanding’. Først i slutningen af marts, da der herskede et utroligt kaos i de tyske forlægninger og der mange steder blev fundet lig, kom der henvendelser om hjælp af forskellig art. Lægerne tilbød at stille deres ekspertise til rådighed, men stillede som betingelse, at de danskere, som Gestapo, dvs. tyskernes hemmelige politiske politi, havde fanget og deporteret til Tyskland til helvedet i fængsler og koncentrationslejre, skulle sikres hjælp og bedre kår. Det var en utroligt dristig holdning i en tid, hvor Schalburg- og Hipofolk, stikkere og dødspatruljer hærgede med hævnmord, sprængning af bygninger som f.eks. Tivoli eller passagertog.

5. Det var i strid med folkeretten og meget andet, at Tyskland påtvang Danmark hele byrden ved den anden tyske besættelse. Aldrig nogen sinde havde verden oplevet, at en besættelsesmagt misbrugte sin magtstilling til at anbringe et stort antal af sine egne borgere i et besat land. De tyske ‘flygtninge’, hvoraf mange ikke var flygtninge i almindelig forstand, hørte i øvrigt ikke under dansk jurisdiktion, men under den britiske flygtningeadministration SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces).

6. Kirsten Lyllof hævder, at de tyske børn blev sultet, og hun udtrykker bitterhed over, at børnene blev forsynet med tøj fra udlandet. Påstanden om sult og underernæring kan totalt afvises og er også tidligere blevet modbevist. Men det skete måske, at der i flygtningelejrene var kriminelle tyskere, måske nazister (?), som tilranede sig magten og stjal føde fra børnene. Men det kan danskerne vel ikke lastes for? Forkert adresse, Frau Lyllof. De tyske flygtningebørns og de øvrige tyskeres madrationer var i virkeligheden ikke meget ringere end de danske. Som følge af den første tyske besættelse var Danmark et plyndret land, hvor der herskede enorm mangel på alt. Tøjet var elendig tysk celluld, der ikke tålte regn, skoene var af pap, eventuelt rødspætteskind, og håndklæder, sengetøj, madrasser, gazebind m.v. var lavet af papir. Cigarer blev lavet af fynsk hø, kogte bøgeblade blev kaldt te, cikorie blandet med gulerødder blev ophøjet til ‘kaffe’. Det meste tøj, børnene fik, var indkøbt i dyre domme i Sverige, så flygtningebørnene var faktisk bedre stillet end danske børn. Kirsten Lyllof må forklare, hvorfor fremskaffelsen af tøj – selv om det var udenlandsk – var en særdeles nedrig og dadelværdig handling.

7. Verdenskrigen, som de tyske nazister havde udløst ved overfaldet på Polen den 1. september i 1939, skabte enorme flygtningestrømme, som i 1945 affødte store problemer overalt i Europa. Alle tyske fanger, slavearbejdere og soldater ville hjem. De allierede tvang faktisk Danmark til at beholde, huse, bespise og betale udgifterne osv. for de tyske flygtninge. Den sidste ‘flygtning’ blev først sendt hjem i 1948. Regningen på 450 mio. kr., i dag nærmere 10 milliarder kr., skulle betales af den tyske stat, men den betalte kun i alt 160 mio. kr., mens den danske befolkning måtte udrede resten. Den tyske gæld og – fy, skamme (!) – krigsskadeerstatning, der blev tilstået Danmark ved internationale forhandlinger i London i marts 1952, forsvandt op i den blå luft.

8. Kirsten Lyllof er forarget over, at flygtningene og især børnene blev spærret inde bag pigtråd. Det er en fin holdning. Men vi har desværre endnu til gode at høre, at hun som f.eks. modstandsfolkene modarbejder krig og dens følger. Allerede før den store krig blev politisk og religiøst forfulgte flygtninge fra Nazityskland udsat for kritisabel ‘behandling’. Den dag i dag er det almindeligt, at en flygtning bliver spærret inde i fængsel eller f.eks. Sandholmlejren. De er registreret og holdes under opsyn. De tyske flygtninge blev ikke holdt i lejre, fordi danskerne var onde og ufølsomme monstre. Bortset fra den store frygt for epidemiske sygdomme, var de tvangevakuerede flygtninge underlagt fremmedlovens § 14, hvorefter flygtninge kan nægtes ophold og holdes ‘under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted’. Det var også et reelt problem, at mange tyske topnazister og krigsforbrydere smed uniformen med hagekorset og søgte at kamuflere sig som flygtninge. En snes ‘hårdt sårede soldater’ blev f.eks. afsløret i Gråsten. Da de blev viklet ud af mange lag gazebind, fremstod de som særdeles levende krigsforbrydere, der ville benytte sig af den kendte ‘Flugtrute Nord’ . Det ville have været uforsvarligt blot at lade flygtningene flakke omkring på egen hånd.
Kirsten Lyllof bedes opklare, hvordan læger og andre kunne tiltvinge sig adgang til de tyske forlægninger, der var rene fæstninger med barrikader, pigtrådshegn og skydeglade vagtposter. Man kunne jo ikke bare vade ind fra gaden, liebe Frau Lyllof. Og hvordan skulle man påtvinge hjælp til folk, der på enhver måde modsatte sig hjælp?

9. For de tyske flygtninge blev der bygget sygehuse, tandklinikker, børnehaver, skoler, kirker, mødelokaler og meget andet, således at forholdene for dem i hvert fald ikke var ringere end uden for hegnet. Mens danske børn fik deres skolegang forstyrret eller helt ødelagt på grund af de to massive tyske besættelser, sørgede de påstået hadefulde danskere for at skabe udmærkede og smukke bygninger til de tyske børns undervisning. Kirsten Lyllof opererer nu med en ekstra dosis medlidenhed, nemlig begrebet ‘uledsagede børn’ . Men hun kan vist ikke svare på, hvor mange børn der var ledsaget, og hvor mange der ikke var. Hun kan også starte med at erkende, at mange flygtninge var i en elendig sundhedsmæssig tilstand og ofte fejl- og/eller underernæret.

10. Mange skibe har bragt mange mennesker over Østersøen. Den 3. oktober 1943 løb det tyske ‘Wartheland’ ud fra Frihavnen i København med 150 danske kommunister og 202 danske jøder stuvet sammen i lasten. Deres endestation var henholdsvis KZ-lejrene Stutthof og Theresienstadt. Mange kom aldrig tilbage. Den 11. februar sejlede ‘Wartheland’ en tur den modsatte vej og løb ind i Frihavnen, men ikke med de kidnappede danskere på 1. klasse. Nu kom skibet med en last af 2500 sårede soldater, men kun 200 flygtninge. Dem skulle det besatte og undertrykte Danmark byde velkommen med åbne arme og tage sig af på alle måder, mener Kirsten Lyllof. Mange vil sikkert kunne forstå den manglende begejstring.

11. Efter krigen blev der fundet et stort antal danske skibe i Tyskland, Norge og andre steder. De var bogstaveligt talt blevet tyvstjålet af den tyske ‘beskyttelsesmagt’, herunder i seks skibe, der var lagt op i Sydhavnen i København og bl.a. brugt til at transportere soldater og tvangsevakuerede over Østersøen. Nazisterne gav de danske skibe tyske navne, men f.eks. de røvede danske Storebæltsfærger var let genkendelige. For at standse sørøveriet og redde skibene til brug i fredens tjeneste sprængte Bopa-sabotører Langebro og aflåste dermed Sydhavnen i København.

12. Kirsten Lyllof har gjort et stort nummer ud af, at ‘danske læger’ ifølge hende nægtede at yde hjælp til de stakkels tyske børn. De tyske børn døde i tusindvis, skønt de nemt kunne have været reddet, hævder Kirsten Lyllof. Hendes stærkt følelsesladede medlidenhedskampagne er baseret på en myte, hun flittigt vedligeholder i de villige Public Service-medier. Historikeren Frantz Wendt undersøgte i sin tid påstanden, og i ‘Danmarks Historie’ (Politikens Forlag, 1978, bind 14, s.341) erklærer han, at ‘ den ernæring, flygtningene fik i lej rene, var knap, men tilstrækkelig. Staten indkøbte råstofferne, men de internerede tilberedte selv maden. De sanitære forhold i lejrene var også så gode, at dødeligheden svarede til den danske i de samme aldersgrupper’ . I øvrigt havde flygtningene mulighed for at komplettere forsyningerne med egen avl fra nyttehaver.

I begyndelsen var der måske en betydelig overdødelighed, men den må tilskrives de elendige sundheds- og ernæringsmæssige tilstande i nazisternes paradis, hvor man foretrak kanoner frem for smør.

Bilag – Klik og forstør:

‘Kostreglement’ for tyske flygtninge, dateret 24. maj 1945. Den daglige kaloriemængde var 2035. Ernæringseksperter har senere udtalt, at der var for lidt fisk og frugt, til gengæld var kalkmængden i orden, og flygtningene fik mange flere fibre end nu til dags.

Det første ‘kostreglement’ fra 8. maj 1945 foreskrev kun 1260 kalorier daglig for en ‘almindelig’ flygtning. Det var de onde og tyskerhadende danskerne, som efter en strid med den ansvarlige engelske militær mission gennemtrumfede det betydeligt forbedrede kostreglement.

Netavisen 13. april 2005