Fra kanten af vor viden

Af Franz S. Krejbjerg

Kommunistisk Politik 25, 2004

Fra I, Robot

I sommer var jeg inde og se en ny amerikansk sciencefictionfilm. Kulissen byggede på den efterhånden ret udbredte forestilling, at maskinerne inden for en overskuelig fremtid vil udvikles til et så sofistikeret niveau, at de endda kan opnå bevidsthed.

Som bekendt er den menneskelige fantasi ubegrænset, men i den amerikanske underholdningsbranche rækker det desværre stadig ikke længere end til at forestille sig, at maskinerne vil forsøge at tage magten fra menneskene.
Heldigvis findes der altid én helt og – vupti – er det onde knust.

Filmen I, Robot er et moderne svar på Blade Runner, I.A. – og de mange andre film i genren, der stiller relevante spørgsmål til nutidens samfund med hjælp fra fremtidsfantasier. I et interview lagde skuespilleren Will Smith, der spiller hovedrollen i I, Robot, heller ikke skjul på, at han så en parallel mellem filmens fascistoide diktator-robot og præsidentens politik.

Formålet med disse linjer er nu ikke at anmelde film, men at stille ind på spørgsmålet om kunstig intelligens. Da den moderne verden er fyldt med computere, og der ingen tvivl er om, at militæret arbejder på højtryk for at bygge maskiner, der kan rationalisere dødens håndværk, må man spørge: Hvad er virkelighed, og hvad er fantasi?

Umiddelbart kan man fristes til at sammenligne hjernens funktionsmåde med computerens. Den biologisk funderede intelligens er jo netop bundet til den fysiske krop. Bevidsthed og intelligens er simpelthen en egenskab ved hjernen. Enhver sansning, tanke eller følelse har en fysisk form, der er helt anderledes end tanken selv.
På samme måde har en computer intet mystisk over sig, fra de simple regnestykker til de mest avancerede simulationer er der tale om elektriske signaler i en chip.

På en hel række områder kan biologiske processer duplikeres af kunstig teknologi, men når vi kommer til det, der styrer computeren – populært sagt et program – står vi ved et springende punkt.

Nogle hævder, man kan sammenligne hjernecellens dna med et computerprogram, men det er ikke tilfredsstillende. Intet af, hvad et menneske tænker eller foretager sig, kan jo forklares ud fra dna i den enkelte celle. Den samlede forståelse hænger sammen med mennesket set som helhed – både som konkret fysisk størrelse, relationer til andre mennesker, og for den sags skyld hele planetens udviklingshistorie. Altså, i sin nøgenhed er den biologiske hjerne en funktion af kemiske naturkræfter, mens en maskine er en konstrueret mekanisme, der i bedste fald kan imitere disse kræfter.

Andre hævder, at man regne ud, hvornår en intelligent robot vil blive en realitet, ved hjælp af en simpel matematisk analyse gående ud på at sige, at den menneskelige hjerne indeholder 10 til 100 milliarder celler og kan foretage så og så mange “beregninger” i sekundet. Med den nuværende hastighed i den teknologiske udvikling vil computeren opnå samme beregningshastighed om ca. 40 år, og bingo har vi intelligens … Det kedelige ved den slags snævre matematiske analyser er, at så burde dagens computere jo kunne hamle op med hjernekapaciteten hos en hamster – og det kan de ikke.

Før vi nærmere undersøger tendensen til at levendegøre maskiner i underholdningsbranchen, så prøv at forestille dig en film, hvor den første scene viser den fordrukne robotfar, der kommer sent hjem efter at have soldet huslejen op.

Ved at erstatte dyret med en robot kan vi i denne lille analyse vise problemerne, som diverse forestillinger går i en stor bue uden om. Fordrukken eller på anden måde afhængig af bare kaffe eller røg, nej, det er ikke teknisk muligt, der er i det hele taget intet, som en computer kan indtage, som vækker bare en antydning af fornøjelse. Far, familierelationer, et hjem eller andre bånd er ligeledes meningsløse, når der tales om maskiner. Irrationelle eller selvdestruktive handlinger, som at solde huslejen op, er måske inden for fantasiens rækkevidde i vore Windowsdage, men vil jo ikke være ønskelige.
Du kan selv følge tankerækken til ende, men uanset er konklusionen den samme: Maskinen ikke kan opnå en eneste af de egenskaber, der gør den menneskelige intelligens menneskelig.

Den religiøse verden blev i sommer beriget med en bog kaldet “Rosens Råb” (For de udenforstående: Rosen er et andet ord for gud eller guds værk). I bogen genfremsættes det postulat, at naturen simpelthen er for perfekt til at kunne være skabt af sig selv, som det jo ellers blev fastslået af Darwin for nogle år tilbage. Menneskene – der dybest set bare er en kombination af almindeligt tilfælde, materien og naturkræfter – er, afsløres det, i virkeligheden et resultat af Guds store plan.

Vi har hørt det før: Til alle tider har mennesker personificeret ting og fænomener, som dybest set ‘bare’ er resultat af dialektiske naturkræfter. Selve den selvstændige tænkning er blevet fremmedgjort fra kroppen i en grad, så det er udbredt at forestille sig et liv efter døden. Urtrangen til at leve og forstå verden bevirkede f.eks., at alle naturfolk havde forestillinger om usynlige menneskelignende ånder, der styrede vejrfænomenerne – og man gjorde sig bedst ved at holde sig gode venner med disse ånder.
Efter fuldstændig samme opskrift personificerer nutidens mennesker “uforklarlige” og tilfældige tildragelser. Fra trafikuheld til stormagternes vanvidskrige ses skæbnegudernes spil.

I ‘Rosens Råb’ ses livet som guddommeligt efter den samme urgammelkendte logik, nemlig ved at personificere både naturkræfter og tilfældigheder, der her tillægges den særlige menneskelige egenskab, der kaldes hensigt. Altså: Der er en vilje bag ved “skabelsen”, en vilje og et formål.

Med dette i baghovedet er det ikke vanskeligt at gennemskue, at tricket i filmatiseringen af Isaac Asimovs science fiction-eventyr er at prikke lidt til forestillingsevnen. Gøre simple naturlige ting til unødigt komplicerede og uhyggelige for derefter at tilbyde en overnaturlig fantasi som forklaring. Selv den simpleste legorobot kan blive til et bevidst selvstændigt væsen, ved at menneskene tillægger den menneskelige egenskaber, dvs. i fantasien, men i virkeligheden er det blot en dims programmeret til at imitere.

Det er svært at overvurdere den religiøse tænknings smittefare, når det handler om filosofiske spørgsmål. Du har måske kun et smil til overs for forestillingen om Guden, der gjorde mennesket i sit eget billede og pustede liv i det døde støv … Men hvad så når vi tilskriver os selv evnen til at gøre det samme – hvem ler så?

Den religiøse tænkning forudbestemmer ‘meningen’ med livet. Den videnskabelige tænkning fjerner dette spørgsmål fra den guddommelige sfæres forudbestemmelser, gør det suverænt menneskeligt og befrier den menneskelige vilje og initiativ, individuelt og kollektivt .

På et tidspunkt vil videnskabens fremskridt løse resterende spørgsmål om intelligensen, bevidstheden og livet, og andre og nye spørgsmål vil åbne sig. Men datamaskiner vil, uanset form, kapacitet og programmeret simuleringsevne, ikke blive selvstændige individer i samfundet, hverken som udbytter eller udbyttet. De vil vedblive at være maskiner på linje med andre af menneskes redskaber.

Selvom man ikke kan udlæse noget om fremtiden ved at se amerikanske film, så siger de et eller andet om nutiden: Målt mod virkeligheden falmer de fantasifulde skræmmebilleder om en fremtid, hvor maskiner har rollen som den vestlige civilisations kyniske magthavere.

Tilbage står kun at huske på, at hvor det på film kun kræver én helt at stoppe diktaturet, kræver det her og nu, at alle finder den indre helt eller heltinde frem og sammen byder den aldeles menneskelige ondskab trods.

Netavisen 24. december 2004