Kommentar
Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 18, 2004
Meddelelsen om EU-modstandens parlamentariske nederlag til Nyrup er her efter sommeren nået igennem til Arbejderen. Karen Sunds har regnet ud, at Folkebevægelsens tilbagegang kan tilskrives Søren Søndergaard.
Hvor er EU placeret i kampen for et bedre samfund?
Med dette udgangspunkt har Karen Sunds og senest Sven Tarp her på bagkant forsøgt sig med en kritik af Enhedslistens valgtaktik – og i den forbindelse et særligt angreb på SAP’s holdning til EU, ikke mindst i et forsøg på at miskreditere Søren Søndergaard.
Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om perspektiverne i EU-kampen, men først må man konstatere, at det er begrædeligt, men nogenlunde lige så forudsigeligt som valgnederlaget, at de grupperinger, der dybest set har ansvaret for tilrettelæggelsen af valgkampen, forsøger at redde ansigt ved at tilsmudse alliancepartneren.
Flertallet i Folkebevægelsens ledelse, forretningsudvalget (FU), og på den opstillede Liste N har tilknytning til Enhedslisten eller dobbeltpartiet KPiD/DKP-ml.
At Søren Søndergaard kunne sprænge liste N og komme ind på andenpladsen som Ole Krarups suppleant i EU-parlamentet, skyldes det forhold, at alliancen mellem Enhedslisten og KPiD/DKP-ml konsekvent har holdt andre kræfter ude. Det gælder både kræfter på venstrefløjen (herunder APK og DKP) og blandt borgerlige demokrater (herunder Ib Christensen).
Det skyldes også, at ressourcerne ikke går til opbygning af bevægelsen med f.eks. lokale kontorer i de store byer. Og det skyldes, at man ikke har fundet ud af, at kampen mod EU kun kan vindes, hvis man har alle bolde i spil. Det er ikke nok at have ét valgtema i posen og så tude over, at “de andre” ikke vil tale om forfatningen.
EU og den nationale selvbestemmelsesret
Vores, dvs. den konsekvente EU-modstands parole Danmark ud af EU og vores modstand mod EU som institution er baseret på forsvaret af den nationale selvbestemmelsesret samt øje for EU’s karakter af imperialistisk instrument for stormagter og monopolkoncerner.
Vi ser EU som en institution til skabelsen af Europas forenede stater under ledelse af stormagterne Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Et redskab for den europæiske og amerikanske monopolkapital, vendt mod arbejderklassen, tredjeverdenslandene og konkurrerende stormagter.
Når magthaverne fra andre lande kan diktere politikken vedrørende forhold i Danmark (om det drejer sig om infrastruktur og miljøpolitik eller tvungen modtagelse af atombevæbnede krigsskibe, er i denne sammenhæng af mindre betydning), så er sagen, at Danmarks ret til national selvbestemmelse er forulempet på det groveste.
At denne krænkelse er en konsekvens af at danske magthavere bukkende har indgået en aftale med de pågældende lande, hvori slavebinding og diktat indgår, betyder, at krænkelsen samtidig har et retspolitisk aspekt, i og med at denne type aftaler er ulovlige – jævnfør gældende dansk lov. Og endelig skal det anføres, at disse af den danske regering ulovligt indgåede traktater vedrørende f.eks. Nato og EF/EU er blevet godkendt af det danske retssystems højeste instanser – og dermed er demokratiet sat ud af kraft.
Folkeretten, national selvstændighed, dansk retspolitik og demokrati er efter vores mening alle væsentlige politiske spørgsmål i klassekampen.
I polemikken mod SAP skriver Sven Tarp, at “kommunisternes” kamp mod EU bunder i, at det kun gennem et nationalt parlament er muligt at indføre ‘det antimonopolistiske demokrati’.
Kan man sætte sig ind i Sven Tarps fantasiunivers, kan man måske også se hans formål med at kæmpe for at komme ud af EU. Men i virkeligheden er der ingen regel, der siger, at kampen mod EU skal vindes, før man kan gå til spørgsmålet om socialismen.
Kampen mod EU-medlemskabet er simpelthen en naturlig og vigtig del af kampen mod stormagterne, for demokratiske rettigheder osv.
Kan EU ‘reformeres’ og gøres ‘rødt’?
Hvad er det så, stormagterne dikterer i EU? Er det mon pacifistiske Gandhi-inspirerede rød-grønne synspunkter?
Nej! Det er naturligvis en forlængelse af stormagternes egne politiske interesser: nykolonialisme og militarisme samt indførelsen af kapitalismens anarki på en lang række områder, som staten har opbygget i den offentlige sektor. Det er nedbrydning af arbejdernes rettigheder, mere arbejdstid, mindre løn, dårligere arbejdsmiljø, nedskæringer i barsel, børnepasning, skolevæsen, sundhed, understøttelse, pension og begravelseshjælp.
Vi i Arbejderpartiet Kommunisterne mener, at kampen mod EU naturligvis også betyder kamp mod den konkrete politik, som EU gennemfører, og i særdeleshed også en konkret kamp mod dem, der gennemfører den – om det så er direktøren, regeringen eller ‘fagbevægelsen’.
En arbejdskamp i Danmark bliver derfor som regel helt naturligt også en kamp mod EU’s politik.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien er suppleret med Italien, Spanien og Polen omdrejningspunktet i EU-samarbejdet.
Forestil dig, at en eller anden EU-instans forsøgte at påtvinge disse lande en lovgivning, de ikke ønskede. Det lærerige forløb af sagen om stabilitetspagten siger alt: Lovgivning, der ikke passer de store, bliver lavet om. Også af den grund er det også vrøvl at tale om, at man kan reformere EU.
Ligesom der ikke er sammenhæng mellem socialisme og udmeldelse, er der altså heller ikke i virkelighedens verden basis for den idé, som folk omkring Enhedslisten har lanceret i forskellige omgange f.eks. gennem organisationen “For et rødt Europa”: Nemlig at bruge EU som en slags overnational murbrækker for trotskistiske synspunkter.
Opportunisme og taktik
Hvad kan vi så konkludere omkring polemikken omkring Søren Søndergård?
Vi kan konstatere, at dele af Enhedslisten har en reformistisk idé, der kræver medlemskab af EU, mens dobbeltpartiet KPiD/DKP-ml har en reformistisk idé, der kræver udmeldelse.
Som den opmærksomme læser vil have bemærket, er de to grupperinger altså enige om, at kapitalismen kan reformeres, og derudaf kommer også deres alliance. Den kiksede og eksklusive taktiske alliance op til EU-parlamentsvalget, som nu har udløst angrebene på Søren Søndergård, bunder deri. Denne mislykkede, snævre og partitaktiske alliance er hovedårsagen til alle Folkebevægelsen mod EU’s nuværende vanskeligheder og tilbagegange og har bevirket unødvendige splittelser og tab af slagkraft.
Det skal yderligere tilføjes, at disse angreb yderligere har et motiv: Dobbeltpartiet KPiD/DKP-ml forbereder en selvstændig opstilling til folketinget ved det næstkommende folketingsvalg og søger at lægge luft til Enhedslisten for at markere en selvstændig profil. Dette taktiske skift (hvor de tidligere har støttet Enhedslisten parlamentarisk og udviklet den for EU-modstanden skadelige taktiske indbyrdes alliance) betyder også et uprincipielt opgør med deres egen hidtidige taktik. Denne opportunisme skal skjules – og det bedste forsvar er som bekendt et angreb.
Den internationale arbejderklassens hovedfjende er stormagternes borgerskab. Derfor er det en pligt, at den konkrete klassekamp i Danmark retter sig imod dansk deltagelse i USA-imperialismens krige og de forskellige aftaler, hvor Danmark bidrager med tropper, nødhjælp, basefaciliteter og anden logistisk eller politisk støtte. På samme måde er det en internationalistisk pligt at bekæmpe opbygningen af EU.
Netavisen 12. september 2004
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
