Terrorens spejl

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 7, 2004

Europa har fået sit 11. september 2001: Det var ministres og mediers overskrift på terroraktionen i Madrid, der kostede hen ved 200 mennesker livet.

Madrid den 11. marts 2004: Bomber mod arbejdsfolk med morgentogene – en terrorhandling, som ramte i flæng – mod civile mål, uden adresse til den spanske regering eller dens institutioner, eller mod amerikanske mål.
Det er med andre ord en form for terror, som man så i 70erne med bombesprængningen på banegården i Bologna: Det blev i sidste ende afsløret som den ekstreme højrereaktions værk – som en blodig udåd begået af fascister.

I første omgang søgte den gamle Franco-tilhænger og ultrareaktionære José Maria Aznar og hans regering systematisk at fremstille det som den baskiske løsrivelsesbevægelse ETAs værk.
ETA benægtede at have noget med denne terrordåd at gøre. Dets aktioner har altid haft et konkret sigte: spanske myndigheder, militær, politi – aldrig mod civile i flæng, ikke mod almindelige arbejdere. De har faktisk forhåndsadvaret ved en række lejligheder for at undgå civile ofre – og de har altid taget ansvar for deres aktioner.

Alligevel fremturede den spanske regering. Den fik tilmed FNs Sikkerhedsråd (15 lande!) til at fastslå, at det var ETA som stod bag.
Og så revnede ballon’en: Sporene pegede i en anden retning, mod islamisk terrorisme, mod marokkanere og andre, angiveligt med forbindelse til Osama bin-Ladens Al-Qaida.

De spanske folk gennemskuede Aznars bedrag – og fejede ham væk i en folkelig proteststorm. Er terroren islamiske terroristers værk, er den et resultat af Aznar-regeringens støtte til Bushs Irak-krig og spanske soldaters deltagelse i besættelsen.
De valgte en politiker, som lovede at trække de spanske soldater hjem.

Men der rejser sig stadig spørgsmål. Den angivelige Al Qaida-terror har dog rettet sig mod reelle krigsmål. Også 11. september 2001: Det samtidige angreb på Pentagon og WTC ramte det amerikanske militær hovedkvarter og ‘kapitalismens højborg’.

I Madrid var det udelukkende almindelige mennesker, i overfyldte tog, der ramtes af bomber, der ville forårsage maksimal lidelse og maksimal skade.
Terrordåden i Spanien var omfattende, militært udført. Den kræver en organisation og viden, som efterretningstjenester og ekstreme højrekræfter (med tilknytning til samme), fascistiske grupperinger, besidder.

Hvem gavner denne terroraktion? Den tjener intet progressivt formål. Dens konsekvenser er hele vejen igennem negative. Den tjener reaktionen og højrekræfterne. Den tjener imperialismen og terrorkrigerne. Ingen andre.
Som 11. september 2001 gjorde det.

Det kan alligevel ikke udelukkes, at bomberne mod spanske arbejdere er terror som gengæld mod den terror, som USA og dets allierede har bedrevet i Afghanistan og Irak med titusinder af civile som ofre for bomber og talrige andre mordmetoder, og som Israel med amerikansk støtte og accept fra Den europæiske Union forøver hver dag i de besatte palæstinensiske områder. For korstoget mod muslimerne og muslimske lande.

Hitlertyskland lod bomberne regne over London under blitzen. Siden har USA og UK taget rigelig hævn: Bombardementerne af tyske byer og atombombninger af Hiroshima og Nagasaki var terror mod civile i gigantisk udstrækning. Det fortsatte i Korea, VietNam, Afghanistan og Irak. Og hele vejen i Palæstina.

Det er ulovlig krigsførelse. I strid med konventionerne om krig. Men det er en barbarisk realitet. Og en sådan terror inviterer til modterror mod ‘fjendens civile’.

Terroristens Sharons kriminelle mord på Shaikh Ahmed Yassin var et billede på dette: Avancerede raketter fra en israelsk kamphelikopter (finansieret af USA og med dansk præcisionsudstyr fra Terma) ramte en krøbling, bundet til en rullestol, på vej fra morgenbøn:
– Den mand var terrorist, råbte Sharon, Condoleezza Rice og Per Stig Møller nærmest med en mund. I spejlet vil de kunne se terroristernes ansigter.

Den barbariske krig mod terror udrydder ikke terror. Den er terror – og den skaber modterror. Ud fra enhver synsvinkel er den forfejlet, forkert – og dækker over helt andre mål end hvad Bush, Sharon, Blair, Aznar og Fogh fortæller.

Bush er verdens terrorist nr. 1. Sharon er Mellemøstens terrorist nr. 1.

Efter Madrid vil EU gå videre ad det gale spor – med terror som ‘terrorbekæmpelse’ og de demokratiske rettigheder som sikre ofre. Skærpede terrorlove, mere politistat, endnu mere aktiv deltagelse i den globale terrorkrig, med superstatsforfatningen som snarlig krone på værket.

Den Europæiske Union er ikke et alternativ til Bush og Sharons terrorkrig – men en del af den.
Måtte de europæiske folk gennemskue barbari og bedrag!

Netavisen 25. marts 2004