Genèveaftalen fremmer en apartheid-løsning

Af Dr. Mazin Qumsiyeh

Den palæstinensiske leder Yassir Arafat har godkendt et Israel med 78 % palæstinensisk land i håb om at få tilladelse til at oprette en uafhængig stat på de resterende 22 %. Mange “handler” er siden slået fejl, fordi de (som Amnesty International understreger) undlader at anerkende vigtigheden af menneskerettigheder. Senest trompeterer medierne på samme måde om Genèveaftalen: Enigheden i Genève er fremkommet ved magtens ubalance. Palæstinensere bliver bedt om at afskrive retten til at vende tilbage til deres hjem og jord og at anerkende Israel, ikke som en stat for dets indbyggere, men som en stat “for det jødiske folk”.

Internationale fredsvagter og palæstinensere i protest mod apartheidmuren.
Israel trues af international boykot som det sydafrikanske apartheidregime.

Kort sagt bryder dette groft international ret og den universelle menneskerettighedserklæring. Hvad dette betyder, er, at ofrene for Israels kolonialisme forventes at godkende, at det er o.k., at Israel forbliver det eneste land i verden, som identificerer dets landområde som tilhørende ikke dets indbyggere, men “det jødiske folk overalt”. Dermed accepterer palæstinenserne, at Israel – som er årsag til det største tilbageværende flygtningeproblem i verden – kan bryde international lov og grundlæggende menneskerettigheder og nægte dem tilladelse til at vende tilbage til deres gårde, forretninger, hjem og jord.

Palæstinenserne skal anerkende, at Israel vedbliver at være det eneste land i verden, som giver medlemmer af en særlig religion, herunder konverterede, automatiske rettigheder (statsborgerskab, jord, hjem, subsidier), som har forrang og som for det meste ophæver rettigheder for “indbyggere” og indfødte folk, som tilhører andre religioner.
Israel garanterer automatisk statsborgerskab til enhver person, som har én jødisk bedsteforælder, medens de nægter statsborgerskab til indfødte kristne og muslimer, simpelthen fordi de tilhører en forkert religion.
Israel er det eneste land i verden, hvis legitimitet ikke udgår fra dets indbyggeres ret til selvbestemmelse, men ud fra zionistiske krav med henvisning til bibelen.

Selvfølgelig var der en FN-generalforsamlings-resolution i 1947, som opfordrede til opdeling af et fædreland og til at give 55 % til jøderne, som på det tidspunkt repræsenterede 30 % af befolkningen (for størstedelen nye bosættere/kolonialister), og som ejede 7 % af jorden.
De indfødte jøder var for størsteparten ikke zionister og forkastede en sådan deling. Resolutionen var uretfærdig og kunne ikke accepteres, lige så lidt som Algeriet var villige til at dele deres land med franske kolonialister.

Resolutionen blev ledsaget af megen armvriden fra USA’s og USSR’s side. Resolutionen forkastede dog enhver flytning af befolkningsgrupper og omfattede en internationalisering af Jerusalem, en økonomisk union og fri bevægelighed for mennesker. Alle disse bestemmelser var uacceptable for den zionistiske bevægelse og afskrives i Genèveaftalen.

Den eneste tilbageværende supermagts udenrigspolitik er blevet hijacked af Ariel Sharons kloner i Washington (Wolfowitz, Perle, Feith, Wurmser og andre “neo-konservative”). Disse er opsat på at lede os ind i en endeløs række af “præventive” krige for “sikring af det ‘israelske’ rige” (som det hed hos Perle og kompagni i et dokument fra 1996, der blev overdraget til den israelske regering).

Israel har forbrudt sig mod over 70 FN sikkerhedsråds-resolutioner og blev i 35 andre tilfælde beskyttet af USA’s veto. Alligevel modtager Israel billioner af dollars i skattefinansieret støtte i direkte modstrid med USA’s lovgivning.
Genève-akkorden taler om den “eventuelle” oprettelse af en demilitariseret palæstinensisk ministat. Det svarer til Sydafrika, hvor der taltes om at have ministater for sorte (kendt som bantustans eller store ghettoer).
Den eneste forskel er, at Sydafrika aldrig insisterede på, at de pågældende quislingelove for disse bantustans skulle anerkende Sydafrika som en stat “for den hvide befolkning”.

Og dog: Medmindre det blev tilintetgjort (og det er en vanskelig opgave i det 21. århundrede) har intet indfødt folk nogensinde underkastet sig sine undertrykkere, uanset hvor magtfulde de var.

Hvis vi ønsker demokrati i denne del af verden, skulle vi starte med vores egen kreds af stater og fjerne de massive amerikanske skattebetalte subsidier til Apartheid-Israel og boykotte det, indtil det udvikler sig til et demokrati for alle (jøder og ikkejøder) og implementerer international lov. Apartheid og mure kan ikke være en anden og bedre løsning her, end de var i Sydafrika.

Dr. Mazin Qumsiyeh er medlem af Arab Media Watch og formand for medieudvalget i The Palestine Right to Return Coalition.

Læs også
Palæstina ved årsskiftet 2003-2004
Af Henning Paaske Jensen

Se også Boykot Israels hjemmeside: www.boykotisrael.dk

Netavisen 5. januar 2004