Hvad sker der i Serbien?

4 år efter at Serbien blev militært besejret i USA’s og NATOs aggressionskrig sidder det uhjælpeligt fast i en dyb krise. Det pro-amerikanske lakajregime, der blev installeret efter Milosovic’s fald, savner folkelig opbakning. Det tredje mislykkede forsøg på at vælge en præsident er en understregning af det. Nu har Serbien hverken parlament eller præsident.

Da bombardementerne var indstillet og det uundgåelige efterspil gennemført – udleveringen af Slobodan Milosovic til sejrherredomstolen i Haag – skulle løfterne om ‘demokrati’ og ‘social fremgang’ indfries.

Zoran Zivkovic’ blok af ‘demokratiske partier’ (DOS), som kom til magten i 2000, var fuld af løfter. Dens venlige holdning over for sejrherrerne i krigen skulle sikre en hurtig økonomisk genopbygning, forbedrede levevilkår og udryddelse af korruption. Men løfterne er ikke blevet holdt, og Serbien har bevæget sig ud i en stadig dybere økonomisk, social og politisk krise. Uroen i arbejderklassen er omfattende.

Protesterende arbejdere ved parlamentet i slutningen af oktober

Zivkovic-regeringen blev oprindeligt dannet af USA’s og EU’s serbiske yndlingspolitiker Goran Djindjic, som blev myrdet den 12. marts i år. I sidste uge brød regeringskoalitionen sammen og premierminister Zivkovic opløste parlamentet og udskrev nyvalg til den 28. december, et år før planlagt.

Præsidentvalget søndag var det tredje mislykkede forsøg på et år. Den tidligere præsident Milan Milutinovics embedsperiode udløb i slutningen af 2002. Som en del af Milosovic’s inderkreds var han også anklaget for krigsforbrydelser, men blev ikke udleveret under sin embedsperiode. I januar 2003 meldte han sig i Haag.

Ingen af de tre forsøg på at vælge en ny præsident opfyldte forfatningskravet om 50 pct. valgdeltagelse. Ifølge en valgobservatørgruppe var søndagens valgdeltagelse på omkring 38.5 pct., godt 2.5 millioner.

Den lave stemmeprocent er et udtryk for protest mod den pro-amerikanske regering og hele det system, som er blevet installeret i Serbien. Ingen af kandidaterne nyder nogen bred folkelig opbakning. Zivkovic-regimet er upopulært og isoleret.

I stedet for social og økonomisk fremgang er priserne eksploderet og de fleste serbere har oplevet en nedgang i levestandarden. Arbejdsløsheden er enorm – og der er blevet stadig flere strejker og protester mod regimet, som kun støttes af et smalt lag af rige. I slutningen af oktober demonstrerede titusinder af arbejdere mod privatisering med krav om regeringens afgang.

Bølge af strejker

Det erklæret marxistisk-leninistiske Partija Rada har følgende analyse af den voksende arbejderprotest:

‘Bølgen af protester og strejker breder sig i Serbien. Den magthavende mafia-politi-koalition har for øjeblikket ingen løsning på, hvordan den skal behandle arbejdernes utilfredshed, som over for udsigten til arbejdsløshed og en komplet usikker tilværelse, forstår, at de ikke længere har noget at miste. Men det er klart, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de strejkende arbejdere. Arbejderne i hver enkelt virksomhed er overladt til at stole på deres egne kræfter. Derfor kan disse protester ikke få fuld virkning eller samle fuld styrke.

Arbejderklassen er ikke bevidst om sin egen styrke, fordi den ikke har en tilstrækkelig udviklet klassebevidsthed, hvad der er en konsekvens af både den tidligere og den nuværende regerings linje, af systematisk disinformation fra mediernes side, korrupte faglige ledere og internationale faktorer.

De afgørende skridt til at stoppe en mulig spredning af en bredere kamporganisering af arbejderne blev taget, da Milosevic-kliken var ved magten, da arbejderne på grund af den ødelagte industri blev nødt til at slås for ren overlevelse på det såkaldt sorte marked. Den nuværende regering, som støttes af et lille lag af rigmænd med kriminelle forbindelser i fortiden, fører denne proces til sin afslutning – til massearmod for størstedelen af befolkningen og til enorme rigdomme for en snæver kreds af folk tæt på regimet og forbryderkongerne.’

Den manglende klassebevidsthed hos de serbiske arbejdere og arbejderne i det nyopdelte Jugoslavien som helhed var indbygget i det system, som Tito skabte – den jugoslaviske ‘selvforvaltning – som satte arbejderne i de forskellige virksomheder op imod hinanden i hvad der ikke var andet end kapitalistisk konkurrencekamp, kampen virksomheder imellem, selvom den enkelte virksomhed havde en form for ‘økonomisk demokrati’. Under Milosevic blev dette parret med serbisk supernationalisme, hvad der bidrog til fragmentationen af den jugoslaviske republik.

Styrkelse af de multinationales diktatur

Det ‘alliancefri’ Tito-Jugoislavien var pro-vestligt – og det var Milosvevic-regimet også, især i dets første tid, hvor Milosevic blev modtaget som hædersgæst i de fleste vestlige lande, Danmark indbefattet.
Men Zivkoviv-regeringen overgår alle tidligere jugoslaviske regeringer i servilitet over for USA og Vesten. Zivkovic har officielt tilbudt at sende ‘specialstyrker’ fra Serbien og Montenegro som hjælpetropper for den amerikanske besættelseshær i Afghanistan, og senere i Irak.
Tilbuddet er modtaget som ‘et glædeligt tegn’ i NATO, som står for besættelsen af Afghanistan.

Partija Rada konkluderer om den politiske krise:

‘Hverken præsidentvalg eller fremtidigt parlamentsvalg kan løse krisen, fordi den politiske scenes aktører er dem, som skabte krisen og som har det samme politiske program: kapitalisme, lakajtjeneste for de multinationale selskaber, indtræden i NATO, og en blanding af nationalisme og nyliberal retorik med en bagage af mislykkede ‘reformer’.

Og mens der i månedsvis er stor ståhej i medierne om den parlamentariske krise og mulige valg i utide, og mens flertallet af befolkningen i Serbien blot prøver at overleve, etableres samtidig de store multinationales og den hjemlige kapitals diktatur med støtte fra et mere og mere magtfuldt undertrykkelsesapparat. Valgfarcerne, den parlamentariske og konstitutionelle krise fortsætter, og dens afslutning er ikke i syne.’

4 år efter krigen mod Jugoslavien: Kaos og elendighed. 2 år efter krig og besættelse af Afghanistan: Kaos og elendighed. År 0 efter Irak-krigen: Kaos, elendighed – og fortsat modstand.

Netavisen 17. november 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne