Sverige: Folkeafstemning i skyggen af trusler, personangreb – og mord

Den svenske euro-debat har været en utroværdig blanding af trusler, løfter, åbne løgne, personangreb – og onsdag knivmordet på Udenrigsminister Anna Lindh, som var uden livvagter ved knivoverfaldet. Svensk efterretningstjeneste Säpo, som har ansvaret for ministrenes sikkerhed, får hård kritik.

Interpress 12.09.03

Få timer efter at Anna Lindh døde på operationsbordet, blev en femårig pige i en børnehave i Arvika, knivmyrdet af en psykiatrisk patient, der var flygtet fra institutionen han boede i.
Man mener at Lindh’s morder udførte mordet alene. Mordet var en fascistisk handling, som ikke bare tog livet af et menneske, men også bragte den demokratiske diskussion om euro-projektet til ophør.

Trods den følelsesladede stemning og de tragiske hændelser kan der være grund til at se på den svenske euro-debat. For uanset udfaldet af afstemningen den 14. vil modstanden mod det kapitalistiske og udemokratiske euro-projekt leve videre.

Ifølge Ja-sigeren og Statsminister Göran Persson er Sveriges tilslutning til ECB-valutaen Euro, det vigtigste spørgsmål i vor tid. Statsminsteren og hans borgerlige allierede på Ja-siden har store problemer med at overbevise folket om Eurolandets “velsignelser”.

Det som lykkedes for Eu-tilhængerne i 1994, nemlig at opnå et ja i folkeafstemningen om EU- medlemsskabet, bliver sværere i år. Først og fremmest fordi arbejderklassens og folkeflertallets erfaringer med det borgerlige-socialdemokratiske etablissement har medført, at folk lettere gennmeskuer deres løgne og manipulationer.

En række skandaler hvor ministre, direktører og andre repræsentanter for etablissementet er blevet afsløret i at fuske og rage til sig inden og udenfor lovens grænser, har ikke øget tilliden til den herskende politisk-økonomiske overklasse

Mistilliden til de ledende borgerlige socialdemokratiske politikere er større idag end for ti år siden. Og klasseforskellene er større end nogensinde. I de sidste tyve år har de svenske topdirektører øget deres indkomster sådan at de idag får 43 gange mere end industriarbejderen. I 1980 fik de 9 gange så meget.

Riksdags- og EU-politikerne har sammen med de socialdemokratiske fagforbundsledere fulgt topdirektørernes eksempel og bevilligt sig selv store lønstigninger. LO-formanden Wanja Lundby-Wedin modtager nu mere end 1,2 millioner Skr. om året, betalt af LO-medlemmerne, der tjener nedtil 8 gange mindre. Der er langt til Karl Marx’s krav om at arbejderklassens valgte tillidsfolk ikke skal modtage mere end medlemmernes gennemsnitsløn, hverken i fagforeningerne eller i parlamentet.

Den demokratiske offentlighed fik bekræftet sin indsigt i at EU ikke mindsker disse klasseforskelle, da det blev kendt, at Indvandringsminister Jan O. Carlsson modtog 80 000 kr hver måned fra EU uden at røre en finger – samtidig med han modtog sin ministerløn. Den socialdemokratiske minister kunne ikke se noget forkert i dette og henviste til at EU’s regler ikke kan omgås. Samtidig nægtede han arrogant i flere TV-interview at imødekomme den folkelige opinion.
Carlsson besluttede dog efter flere samtaler med statsministeren at frasige sig den ene løn. (Ministerlønnen).

Tilliden til EU-systemet bliver sikkert ikke større efter de sidste afsløringer af at EU-kommissionen i fire år har kendt til økonomiske uregelmæssigheder og bedragerier i en EU-organisation. Kommissionsformand R. Prodi lovede jo da han tiltrådte at slå ned på den økonomiske kriminalitet og despoti i EU.

Den udbredte folkelige mistillid til det herskende politiske-økonomiske overklasse og EU-modstanden har ført til at de traditionelle svenske regeringsbærende partier fra Socialdemokratiet, Moderaterne (konservative), til Folkpartiet (liberale) ikke som tidligere kan overbevise folk i kraft af argumenter, men i stadig højere grad må bruge åbne eller skjulte trusler for at diktere den folkelige opinion.

Statsministeren advarede offentligt de af hans partikammerater som havde offentlige tillidshverv og chefstillinger i ministerierne om at deltage aktivt i Nej-til Euro-bevægelsen. Hvis det sker kan de sig om efter et andet arbejde var budskabet.

Da formanden for kapitalistsammenslutningen Svensk Näringsliv, den tidligere Volvo-chef Sören Gyll bliver interviewet i SVT1 om, hvad han mener der kan gøres mod Erhvervsminister Leif Pagrotskys kritik af ØMU lyder svaret: “Han skal holde mund“. (1)

Arbejderklassen og kommunisterne er de bærende kræfter i den svenske EU-modstand. Ved EU-afstemningen i 1994 stemte 2 ud af tre LO-arbejdere nej. Ifølge den den seneste opinionsmåling siger 61% af LO-medlemmerne nej til Euroen, bare tyve procent siger Ja (2).

At de socialdemokratiske ledere, ministre og fagforbundsformænd lytter mere til, hvad direktørerne i storkapitalens erhvervsliv mener, også i EU-spørgsmål, har fjernet det Socialdemokratiska Arbetare Partiet SAP, endnu længere væk fra arbejderklassens brede masser. Siden EU-afstemningen i 1994 har SAP mistet langt over 100 000 medlemmer, det er mere end 40 %. At tabet er endnu større i arbejderklassen gør det ikke lettere for Persson at overbevise den svenske arbejderklasse om at stemme ja den 14. september.

Samtidig er Kommunistiske Partiet ML(revolutionärerne) det eneste politiske parti som ikke er splittet i EU-spørgsmålet. KPML(r) udgør en stabil og samlet nej-organisation, hvorimod samtlige borgerlige og socialdemokratiske partier, inklusive VänsterPartiet er splittet i spørgsmålet.

Inden Statsminister Persson skulle holde sin Første Maj-tale var han blevet forskrækket af resultaterne fra de Euro-opinionsundersøgelser som bureauet Gallup udfører for Perssons parti. Undersøgelserne fremviste et Nej-flertal.

Derfor var hele Første Maj-talen fyldt med en opregning af de økonomiske fordele med Euroen. Der blev ikke sparet på krudtet. En ØMU-tilslutning vil føre til øget vækst og flere penge til velfærden og et ja til Euroen betyder at vi skulle kunne betale de strejkende kommunalansatte bedre løn, lovede Persson. Da havde disse lavtlønnede offentligt ansatte strejket i flere uger for at få de reelle lønforhøjelser som også var et socialdemokratiske valgløfte.

Persson talte dog imod bedre vidende, for i regeringens egen ØMU-betænkning findes intet der peger på disse store økonomiske fordele for Sverige ved en tilslutning til ECB-valutaen. Formanden for ØMU-betænkningen , professor i nationaløkonomi Lars Calmfors udtalte om konsekvenserne af at sige nej til Euroen og beholde kronen:
– Økonomisk set vil vi måske klare os helt udmærket, måske noget bedre end hvis vi går med (3).

Tidligere havde den tyske koncern Continental, besluttet at lukke dækfabrikken i Gislaved og med EU-støtte flytte produktionen til Portugal. Det øgede hverken EU´s eller ØMU´s popularitet i Gislaved.

De svenske konservatives (Moderate Samlingspartiet) næstformand Gunilla Carlsson udtalte under et fjernsynsinterview at, citat:
– ØMU betyder et mere borgerligt Sverige

Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med og Ja-sidens kampagnegeneraler fik koldsved, for Carlsson sagde jo ligeud hvad de borgerlige kapitalistiske pengetanke er fulde af. Men det må ikke siges offentligt, for så taber Ja-siden folkeafstemningen.

For de borgerlige-socialdemokratiske Ja-sigere forsøger at optræde “politisk neutralt”, og at fremstille ØMU`en som et uundværligt projekt for økonomisk velfærd for alle, ja et projekt for et fredeligt Europa. Derfor var Carlsson tvunget til at korrigere hendes “borgerlige” udtalelse.

Samtidig kommer storkapitalisterne med både åbne og skjulte trusler: “Nordea tror på et nej til ØMU og at det forhøjer renterne”, skriver Metro. Ja-fortalerne på den norsk-ejede Aftonbladet lokker med :”Et ja til Euroen kan give dig billigere bolig”.

I august advarer Persson: – Mulighederne for at gennemfører vores valgløfter bliver mindre ved et nej”. (4)

Samtidig lover Persson at hvis svenskerne stemmer ja vil der skabes, citat: “100 000 nye job i den offentlige sektor”, og fastslår desuden at, “en villaejer i Katrineholm vil spare 1000 kr om måneden”ved et ja til EU-valutaen.

Konsument-minister Ann-Christin Nykvist udtaler at, citat:
– En husholdning med to børn sparer 30 000 kr per år på husholdningsudgifterne.

Der er ikke langt til guldet og de grønne skove hvis man kan stole på ja-siden.
På et fælles pressekonference advarer Udenrigsminister Anna Lindh og Koncernchef for verdensfirmaet Ericsson, C-H Svanberg, om, at et nej vil føre til mindsket økonomisk vækst og øget arbejdsløshed (5).

Lindh og Svanberg var enige om, at det er “uundgåeligt” at svenske virksomheder vil overveje at forlade Sverige ved et nej: “Beholder vi kronen vil det føre til færre investeringer i Sverige”.
Det er de samme slet skjulte trusler om fyringer hvis der bliver stemt nej, som vi også oplevede med Danisco-koncernens Alf Duch-Pedersens tomme trusler om nedlæggelse af arbejdspladser ved et dansk nej i september 2000.

Det skal siges, at i april måned svarede Ericsson i en undersøgelse i Svenske Dagbladet, at en svensk eurotilslutning “har ingen større betydelse for os”. Nu ser Ericsson en politisk fordel i en Euro-tilslutning. Det er ikke første gang, at Ericsson truer med at “flytte” til udlandet når koncernen ville vise sin politiske utilfredshed.

En international undersøgelse viser, at Sverige er det land som har taget imod de største udenlandske investeringer i Norden, i de sidste år. De udenlandske investeringer i Sverige var 108.000 millioner Skr sidste år. (2002) (6)

Ja-siden fremhæver også at valuta-vekslingen fra svenske kroner til Euro udgør en handelshindring og er hæmmende for væksten. Til det er der at sige at af Sveriges fem største handelspartnere er det bare Tyskland som har Euro som valuta. De andre England, Norge, USA og Danmark har egen valuta. Desuden er Tysklands euro-økonomi kriseramt og den kapitalistiske produktion er faldet i flere måneder.

Ja- kampagnen, som bakkes op af den politiske-økonomiske elite, forsøger ikke bare med en blanding af løfter og trusler at opnå et ja, men man forsøger også manipulere med selve afstemningen. Regeringens Valmyndighet, som udformer stemmesedlerne har godt nok trykt både ja og nej-sedler, men for at opfange de tvivlende, som udgør et ikke ubetydeligt antal mennesker, har regeringen trykt en tredje stemmesedddel, med teksten “Blank” . (www.val.se)

Det er både et forsøg på at fratage Nej-siden stemmer, men det viser samtidig ja-sidens svaghed. De tror i virkeligheden ikke på, at de kan få et ja-flertal gennem et klart valg mellem ja og nej. Ledelsen i SVT har allerede meddelt, at fjernsynsprogrammerne på valgaftenen ikke vil vise to søjler, altså “ja” og “nej“, men tre søjler. Den tredje søjle bliver “Blank”.

Samtidig har Persson-regeringen og ja-flertallet givet samtlige udenlandske statsborgere og alle udlandssvenskere stemmeret ved afstemingen om euroen, som ifølge Persson er det vigtigste spørgsmål i vor tid. Altså vigtigere end Riksdags-valg, hvor udlændinge ikke har stemmeret.

For statsborgere fra EU-landene samt Island og Norge sender valgmyndigheden stemmekort, hvis de bare har opholdt sig en måned i landet inden 14. september. Ja-siden håber åbenbart at de udenlandske borgere er mere euro-positive, og dermed giver ja-siden en fordel.
Sammen med udlandssvenskerne udgør udlændinge bosiddende i Sverige 430 000 mennesker ud af 7,1 millioner stemmeberettigede.

Søndagen vil vise om det lykkes for ja- siden at true, lokke eller forvirre tilstrækkeligt mange mennesker til at stemme Blank eller ja.

Noter:
1) Sveriges Television svarer til DR i Danmark.
2) Opionsmåling af Sifo
3) Svenske Dagbladet 17.januar i år
4)Göteborgs-Posten 17.aug. i år. Borgerligt-liberalt monopoldagblad www.gp.se
5) Ericsson-koncernen har 5o ooo ansatte, hvoraf 30 000 i Sverige, også i Danmark har firmaet produktion
6) Fra Proletären nr. 36 (4.sep) www.proletaren.se

Se også
Svenske stemmer om EU, ØMU og euro KP18, 2003

Netavisen 12. september 2003