Bush, Blair, Sharon & Fogh

Kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2003

For få måneder siden var der endnu mange, som lod sig bedrage af løgnepropagandaen om, at Saddam Hussein og Irak udgjorde en konkret og potentiel trussel mod nabolandene, regionen og verden som helhed.

I dag kender verdens folk disse fakta:
USA militærudgifter er omtrent 400 milliarder dollars, eller næsten 50 pct. af verdens samlede militærudgifter.
Ifølge CIA er Iraks militærudgifter 1,3 milliarder dollars eller ca. 0,3 pct. af USA’s.
Englands militærudgifter er næsten 32 milliarder dollars, også ifølge CIA.
Med denne indikator bliver styrkeforholdet altså
Irak:USA = 1:308
Irak: USA+England = 1:332

USA og England har omtrent 200.000 (andre kilder siger 300.000, KP) soldater og meget avanceret udstyr i nærheden af Irak.
USA og England planlægger, ‘om nødvendigt’, at anvende kernevåben og kemiske våben mod Irak.
Irak har ingen styrker i nærheden af USA. Irak har ingen kernevåben. (Kilde TFF)
I dag ved folk, at USA og dets ‘koalition af de villige’ er aggressoren og den største trussel mod freden og verdens folk. At Israel ikke er en lille og svag nation, som kæmper en eksistenskamp mod en overmægtig fjende, men at Israel er en aggressor og terrormagt, en besættelses- og undertrykkelsesmagt af fascistisk tilsnit.

George W. Bush og hans globale propagandaapparat talte for få måneder siden endnu om, at hele ‘det internationale samfund’ stod sammen mod Irak, som på sin side udgjorde en trussel mod hele det internationale samfund. De sidste måneder har vist noget andet: nemlig at verdens folk står sammen imod en forbryderisk krig.

Det ‘internationale samfund’ har som følge deraf vist sig at være alt andet end samlet: FNs Sikkerhedsråd, som har været et afgørende politisk redskab for USA og NATO, som er et afgørende militært redskab, er dybt splittet. Og Den europæiske Union, som pr. automatik har bakket op om de amerikanske krige, indbefattet den første Golfkrig og ‘krigen mod terror’ er også splittet – med dets dominerende lande Tyskland og Frankrig som modstandere af krigen mod Irak.

En global antikrigsbevægelse, flertallet af verdens folk, har taget kampen op mod en kriminel krig, planlagt og iværksat af Det Hvide Hus og Pentagon i intimt samarbejde med en håndfuld sammensvorne statsledere. Den farligste krigsakse, verden har set siden Hitlers Antikominternpagt: Bush, Blair, Sharon & Fogh. Spaniens Aznar og et par stykker til kunne være taget med.

Denne flok globalt forhadte navne repræsenterer bestemte politiske og økonomiske interesser: Først og fremmest amerikansk-britisk imperialismes strategiske interesser og den amerikansk-britiske olie- og våbenindustris økonomiske monopolinteresser.
Det er derfor Fogh er med på listen: Danmarks største multinationale koncern A.P. Møller er en integreret partner i den amerikansk-britiske militær-industrielle kompleks.

Navne som Chirac og Schröder, der har vundet en ufortjent popularitet, repræsenterer rivaliserende interesser, rivaliserende koncerner. De sidstnævnte er i modstanden mod en krig mod Irak, som simpelthen vil skade deres politiske og økonomiske interesser, lige nu i overensstemmelse med verdens folks modstand mod den amerikanske krig.

Når Anders Fogh fremhæves specielt, er det ikke kun fordi han er dansk regeringschef. Det er fordi han har spillet en konkret og vigtig rolle for de amerikanske krigsforberedelser på et afgørende tidspunkt, nemlig som formand for Den Europæiske Union i sidste halvår af 2002. Fogh forhindrede – efter forhåndsaftale med USA – at EU under det danske formandskab vendte sig imod den amerikanske krig.

Efter formandskabet var slut har Fogh sammen med 7 andre statsledere gjort sit for at støtte USA’s krig med sit åbne brev, der skulle spalte og lamme den europæiske krigsmodstand. Fogh er med i ‘de villiges koalition’ – og han vil have Danmark med. Både i direkte dansk krigsdeltagelse og i indirekte støtte til krigen – som med fly og soldater i Afghanistan og gennem den koordinerede supportfunktion til Irak-krigen, som NATO har trods den politiske splittelse.

Fogh har klynget sig til håbet om at FNs Sikkerhedsråd kunne forlene en beskidt krig med et skær af legitimitet. Det falmer måske – og hans upopulære krigspolitik vil være i dyb krise. Som Blairs er det sammen med alle de øvrige krigsmagerne, som folkenes modstand kan vælte og afsætte.

Fogh og hans regering vil have krig: Den vil komme til at mærke den hér!

Netavisen 12. marts 2003