Omfattende og systematisk ulovlig registrering af politiske modstandere i Sverige

Af Ole Larsen, Interpres

Præcis en uge inden juleaften barslede den svenske Säkerhetstjänstkommision (1), med en 3200 siders betænkning. Endnu engang bliver det afsløret, at bag det velpolerede billede af Sverige som “skandinavisk model”-stat, hersker magthavere, som i jagten på politiske modstandere ikke engang respekterer de love, de selv har vedtaget. Hver tolvte voksne svensker var registreret i det politiske politi`s register.

“Sandhedskommissionen”, som den også kaldes, har efter en tre år lang undersøgelse af den svenske efterretningstjeneste SÄPO (2), afsløret at 130.000 svensker i slutningen af 60`erne var registrerede, overvågede, aflyttede eller berufsverbotede på grundlag af deres lovlige politiske overbevisning uden at politiet havde fundet en eneste “spion“, “terrorist” eller “samfundsfjende“.
At kommisionen overhovedet blev nedsat i 1999 skyldes først og fremmest kommunisterne og andre demokratiske kræfter, der i årene inden, gennem politiske kampagner og underskriftsindsamlinger havde gjort det umuligt for regeringen at fortsætte med at afvise kravet.

Hvilke resultater gav denne politiovervågning af 130.000 mennesker? Blev der afsløret ulovligheder? Nej: Ikke én eneste af disse titusinder kunne politiet anklage for nogen lovovertrædelse.

Den ‘kommunistiske femte-kolonne’

Den politiske begrundelse for den omfattende overvågning var den angivelige trussel om et sovjetisk militært angreb. Svenske medborgere blev angiveligt mistænkt for at gå Sovjets ærinde i tilfælde af en sådan angrebskrig.
Efter at Gorbachov åbnede arkiverne i Moskva og Warzawapagtens viste det sig, at den “sovjetiske trussel” mod Sverige var ren fantasi. Det var en Nato-propagandaløgn, som der ikke fandtes et eneste papir på.
Den daglige omtale af den “sovjetiske trussel” og den “kommunistiske femte kolonne” var et skalkeskjul for at retfærdiggøre ulovlig og grundlovsstridig overvågning og registrering af kampvillige arbejdere, fredsvenner eller andre borgere som på den ene eller anden måde havde sat sig op etablissementet.

I 1991 blev Sovjetunionen opløst og det Nato og EU-støttede Jeltzin-regime forbød kommunistisk virksomhed i Rusland. Derefter skulle man tro at behovet for at overvåge medborgernes politiske sindelag var mindsket i 1991.
Men , “I stedet for at mindske , blev bevillingerne til SÄPO fordoblet i 90`erne, fra 300 mio.kr i 90/91 til 550 mio.kr for budgetåret 2000. Säkerhetstjänstkommissionen har noteret samme ejendommelighed” . (3) Proletären

Hvad skulle registreringen bruges til?
Ja, skal vi tro på Dagbladet Informations leder (28.dec.), så er (citat:) “ kommunismen… udelukkende den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er (citat:) “Lenin og Stalins… sataniske efterfølgere”.
Og så forstår vi jo alle hvorfor det er nødvendigt, før og nu , at ulovligt registrere, sortliste og berufsverbote kommunister. Ja, nogen vil sikkert påstå at kommunisterne er en slags “untermenschen”(4), som vort ariske herrefolk udtrykte det før og under den Anden Verdenskrig.

Under den europæiske inkvisition for nogle hundrede år siden havde de “gode” ret og de “onde” ingen ret.
Den kristne kirke`s “Hellige Officin” (Inkvisitionen) talte om kættere, hedninge og hekse når de førte mennesker til bålet. I dag tales der om “Satans efterfølgere”, og den “levendegjorte ondskab”. Eller som lederen i liberale GöteborgsPosten(GP#5) udtrykte det (19.dec.) : “Der findes grund til at holde øje med dem som sagde – og siger – at de vil lave revolution”

I Danmark blev politiets arkiver med registrering af navne på medlemmer af et lovligt politisk parti (DKP) udleveret til den tyske besættelsesmagt i 1941. Sveriges politiske politi fik ordre om at holde særligt øje med kommunisterne, ikke mindre end 113.000 mennesker er registreret som kommunister eller -sympatisører i 1969, udaf ialt 130.000 politisk registrerede. I arkiverne fandtes også medlemmer af det danske parti Venstre`s søsterparti Folkpartiet Liberalerne. Dette parti`s ledere har derfor holdt en lav profil i spørgsmålet.

Telefonaflytningen var omfattende. F.eks blev en borgers telefon i 50`erne aflyttet gennem ti år uden at mistankerne mod denne medborger for “spioneri” eller “samfundsomstyrtende virksomhed” kunne afsløres. År efter år godkendte domstolene aflytningen, uden at SÄPO behøvede overbevise nogen om deres mistanker om trusler mod statens sikkerhed.

Ved valget i 1968 fik VänsterPartiet Kommunisterna VPK 145.172 stemmer – så kan vi regne ud at 78 % af VPK´s vælgerskare var registrerede ( Vi udgår fra at Betænkningens “kommunister” har noget at gøre med Vpk´s medlemmer). C.H.Hermansson, partiets formand frem til 1975 fortæller til en avis, at han selv blev overvåget fra 1941 til 1975 da han afgik som formand og udtaler: – Det skete uden at jeg nogensinde kunne anklages for nogen forbrydelse (GP 18.dec.02).
Disse 130.000 mennesker blev registrerede af SÄPO efter den specielle ordre fra 1948 om at overvåge “ekstremistiske organisationer og personer”.

Men det er ikke hele sandheden, for SÄPO overvågede og registrerede også personer, som ikke så let kunne kategoriseres som “kommunister” eller “nazister”. I en af Sandhedskommissionens forskerrapporter står der om registreringen: “I disse tal indgik de personer som blev betegnet som aktive medlemmer….og sympatisører. Personer som registreredes alene som abonnenter på kommunistiske aviser, bekendtskab med kommunister eller andre “svage” grunde medregnedes dog ikke” (SOU 2002:89 side 69)

Hver 12 voksne svensker i det politiske politis register

Den samlede politiske registrring er altså større end de oplyste 130.000.Kommissionen opgiver forskellige tal om den totale omfatning, men i hovedrapporten står der: “Statspolitiets centralregister indeholdt i 1953 oplysninger om ca. 450.000 personer og i midten af 60`erne var ca 500.000 registrerede deri” (SOU 2002:89 side 68)

Proletären skriver:
“Uanset årsagen til at 370.000 mennesker fandtes i SÄPO`s register af “ikke-ekstremistiske grunde”, så er det alligevel et fantastisk tal. I 1967 havde Sverige 7,7 millioner indbyggere, heraf var 6 millioner over 15 år. Det betyder altså at i midten af 60`erne fandtes hver tolvte voksne svensker i det politiske politis register. Helt klart er sammenligningen med Stasi relevant!

Dertil skal tillægges at SÄPO´s register ikke er det eneste. Den militære efterretningstjeneste har sit eget arkiv. Og den såkaldte “Informationsbyrån” IB havde et (hvoraf visse dele blev fundet i det socialdemokratiske parti-arkiv).
Der findes sikkert overlapninger mellem disse arkiver, der blev samarbejdet. Men først og fremmest det hemmelig IB, som ikke engang var kendt af rigsdagen og som havde et meget nært samarbejde med det socialdemokratiske parti, holdt sig i høj udstrækning for sig selv.

Ifølge IB-chefen Birger Elmér omfattede IB-registrerne mindst 150.000 navne. Hvor mange af disse, der også fandtes hos SÄPO er umuligt at sige. Det påstås at IB`s register nu er destrueret (undtagen den kopi som angiveligt findes i CIA’s hovedkvarter i Virginia).
Men at vurdere antallet af registrede i slutningen af 60`erne til godt 600.000 er sikkert realistisk.
Hver tiende svensker blev betragtet som en sikkerhedsrisiko”

Den store debat i 60`erne og den folkelige modstand mod sindelagsregistreringen førte i 1969 til at den politiske kontrol og registrering blev forbudt i Sverige, næsten samtidigt som i Danmark.
Alligevel blev KPML(r) overvåget, medlemmerne registreret, selvom partiet blev stiftet efter `69.

Da lovforbudet trådte i kraft “fik Säpo instruktioner om at fortsætte overvågningen af såkaldte indre trusler mod rigets sikkerhed…”. Denne overvågning blev i 1973 formaliseret af Palme-regeringen gennem en hemmelig foreskrift (HT19) med en liste på mere end 30 organisationer som Säpo skulle egne “speciel opmærksomhed,” skriver Proletären som fortsætter:
“Eftersom truslen mod rigets sikkerhed hang sammen med den sovjetiske trussel, var det fuldkommen irrelevant at overvåge den revolutionære venstrefløj, som uden undtagelse var yderst kritisk mod Sovjetunionen.”

Internt i efterretningstjenesten blev der allerede fra begyndelsen sat spørgsmålstegn ved efterretningstjenestens tusselsbillede af den revolutionære venstrefløj.
– “I et promemoria fra marts 1971 (udførligt citeret i SOU 2002:89,side 89-95) hævder kontorchef Lars Petter Lindroth ved Säpo`s bearbejdningsafdeling at der ikke findes nogle holdbare grunde til at overvåge deen revolutionære venstrefløj.”

Registrering fortsat frem til i dag: KPML(r) i fokus

Den nuværende statsminister Göran Persson forsøger at give det indtryk at den kriminelle registrering er noget som skete tidligere. Den 2. januar, to uger efter at Betænkningen var offentliggjort siger Persson til GP:
“Efter den debat som blussede op under valgkampen i 1998, blev det stadig mere bizart, at vi, som er født efter krigen, skal slås med de her spørgsmål.”
Men så sent som i december 1997 gav Göran Persson og daværende justitsminister Laila Freivalds Säpo ordre om at egne “speciel opmærksomhed” mod KPMLl(r) og Socialistiske Partiet (SP), på trods af at Säpo selv havde afskrevet SP som en trussel mod rigets sikkerhed allerede i 80`erne, og KPML(r) i begyndelsen af 90`erne.

Ifølge Proletären udleverede Säpo så sent som 2001: “oplysninger om et medlem i KPM(Lr) til en fremmed magts efterretningstjeneste… På trods af at der ikke fandtes den mindste kriminel mistanke mod manden…..og på trods af at det siges at KPML(r) var strøget fra listen over organisationer som Säpo skulle have særlig opmærksomhed…” (Det oplystes at partiet blev strøget fra HT19`s hemmelige og ulovlige overvågningsliste i december 1998, som den sidste organisation)

Fra “sandheds-rapporten” ved vi at efterretningstjenesten ikke opdagede nogen “undergravende virksomhed”, men selv forsøgte at skabe terror-stemning .SÄPO sendte en politi-agent til Göteborg for at infiltrere Palæstina-grupperne. Denne politistikker, Gunnar Ekberg, telefonerede bombe-trusler mod flyselskabet El-Al i Palæstina-gruppernes navn,efter direkte ordre fra hans SÄpo-chefer, ligesom han fremstillede en racistisk anti-semitisk løbeseddel som blev udgivet i Palæstina-gruppernes navn, afslører Betænkningen.

Gennem 30 år fortsatte overvågningen af KPML(r), og der er ingen tvivl om at overvågningen fortsætter, men ikke en eneste af de overvågede har politiet kunne anklage for noget af det, som var grundlaget for overvågningen. Den dag idag sender virksomheder og myndigheder navne og personnumre på 160.000 ind til det poltiske politi for “kontrol”, for det meste inden ansættelse.
Det nordiske CPR- system, som ikke findes i hverken Tyskland eller de forenede stater, har ikke gjort det sværere at forfølge politiske modstandere.

KPML(r) udgav i 1998 ‘Hvidbogen’ (6) som afslörede en omfattende kriminel overvågning og registrering af partiet og dets medllemmer. Sandhedskommisionen skriver herom:
”Det hævdes i den af KPMLl(r) udgivne Hvidbog om åsiktsregistreringen (7), at efterretningstjenesten i perioder overvågede hver eneste møde og at: “til det modsatte er bevist må man udgå fra at . . . SÄPO som regel har overvåget samtlige KPML(r) -møder landet rundt”. Som det er fremgået tidligere er påstandene i Hvidbogen ikke helt grebet ud af luften (SOU, side 139)”

Kommissionen skriver: I övrigt findes der intet i KPML(r)’s virksomhed, som kan siges at motivere en general overvågning i de sidste 20 år. Der findes intet i efterretningstjenestens aktstykker, som peger på ulovlige aktiviteter eller forberedelse til en sådan” (SOU 2002:91, side 200).

Lederen i KPML(r)`s avis Proletären nr.1-2 (9. januar 2003):

Anklag de ansvarlige! Åben SÄPO-arkiverne!

“Säkerhetskommissionen” peger på en lang række lovovertrædelser i sin omfattende rapport (7) om åsiktsregistreringen. I en del sager er forbrydelsen svær at bevise, og i andre er de begået for så lang tid siden, at de er forældede.
I det mindste er der en sag hvor forbrydelsen er soleklar, som Kommissionen også udtrykkeligt påpeger. Det gælder KPML(r) og de særlige regler, som gjaldt for partiet helt frem til 1998, nemlig at alle medlemmer skal registreres.
Dette strider åbenlyst loven om forbud mod sindelagsregistrering fra 1969, som siger at ingen må registreres alene på baggrund af at hun eller han er medlem af en organisation.

Allerede i sin indledende sammenfatning skriver kommissionen:”Tillempningen af bestemmelserne kom også i visse sager til at stride imod forbudet mod politisk registrering. Alene medlemsskab af KPML(r) kunne på den måde føre til registrering.”
Kommissionsmedlem og Højesteretsdommer Anders Knutsson bekræfter overfor Proletären dette klare udsagn ved at sige at: “regeringen har gået længere end hvad loven tillader”.
Knutssons konstatering er vigtig. De særlige regler for KPML(r) er udfærdiget af regeringen og den politisk nedsatte rigspolitistyrelse eller rettere sagt: af alle regeringer og rigspolitistyrelser i perioden 1974-98, for siden de blev grundlagt af regeringen Palme i 1974 er de blevet fornyet hver år lige frem til 1998, hvor det siges at de blev afskaffet.

Lovovertrædelsen blev endnu værre når regeringen Bildt i 1993 udvidede de særlige bestemmelser til også at gælde for KPML(r)’s ungdomsforbund RKU. Mellem 1993 og 98 fik SÄPO af alle de skiftende regeringer som opgave at registrere alle medlemmer af RKU, også medlemmer på 13-14 år , som var interesserede i RKU som et led i deres første politiske bevidstgørelse.
Der er ingen tvivl om at det i allerhøjeste grad er en politisk og demokratisk skandale.

Göran Persson politianmeldt

Proletären fortsætter:

“Som Efterretningstjenestekommisionens hverv indgår ikke at undersøge kriminelt ansvar. Men givetvis skal lovovertrædelserne klarlægges, når en statslig kommission fremlægger utvetydige beviser for, at der har forekommet lovovertrædelser så sent 1998. Allt andet indebærer retsløshed og accept af statslig kriminalitet.

Af disse grunde har KPML(r) politianmeldt statsminister Göran Persson, Fhv. Justitsminister Laila Freiwald`s og Rigspolitichefen Sten Heckscher for overtrædelse af forbudet mod sindelagsregistrering. Vi har valgt at anmelde de seneste ansvarlige og overlader det til anklagemyndigheden at bedømme om tidligere statsministrer, justitsministrer og rigspolitichefer også skal anklages.
Revolutionär Kommunistisk Ungdom RKU anmelder også Carl Bildt, Gun Hellsvik og Bjørn Eriksson , som i 1993 tog den uhørte beslutning om at beordre SÄPO til at registrere alle medlemmer af RKU.

Vi er selvfølgelig klar over at ledende politiker och myndighetspersoner ikke lader sig anklage enkelt og let, de myndigheter som de er sat til lede lukker sig omkring dem. Vi tror inte øjeblik på at anklagemyndigheden er den kraft som kan sikre retfærdigheden i denne sag. Det kan bara en stærk folkelig opinion.

Men sagen må stilles på sin spids. En forbrydelse er begået, beviser er fremlagt i den mest omfattende undersøgelse som nogensinde er genomført omkring sindelagsregistreringen. Så må ansvaret også placeres og retfærdigheden udøves. Ellers forvandles de love som bestemmer hvad staten ikke må gøre til luft, til det tomme intet.

Kommissionen peger på yderligere et lovbrud som formodentlig foregår den dag idag . Loven siger entydigt at det er forbudt at notere nogen i et offentligt register alene på baggrund av hans eller hendes politiske holdning eller organisationstilhørsforhold, et forbud som blev nedfældet i grundloven 1997.

SÄPO har med de ansvariga myndigheternas stiltiende accept omkringgået dette forbud ved at omdøbe visse dele af sit register til ”arbejdsnoteringer”. Personerne som genfindes i desse såkaldte “noteringer” er registrerede og søgbare på samme måde som personerne i centralregistret, noteringerne er altså i virkeligheden et register. Dette påtaler kommissionen, samtidigt som man konstaterer at de ”arbejdsnoteringer” som i virkeligheden er et arbejdsregister vimler med oplysninger som alene bygger på menneskers politiske opfattelse och formodede organisationstilhørighed. Et soleklart brud med forbudet mod sindelagsregistrering.

Problemet med arbejdsregistret er at et lovbrud ikke kan bevises så længe SÄPO`s register er lukket for insigt. Ikke engang de som er blev udsat for forbrydelsen får besked om de er blevet registreret af SÄPO på et ulovligt grundlag og de har dermed ingen muligheder at rejse tiltale mod de ansvarlige. Det er retskrænkende og fuldstændigt otilbørligt.

Et minimumskrav er at de personer som genfindes i SÄPO`s politiske register får fuld indblik i hvad SÄPO har om dem, inklusive de som bara genfindes i det register som SÄPO med urette kalder arbejdsnoteringer. Hvordan skal de ellers få muglighed at føre en retssag og kræve genoprettelse? Ellers bliver retssikkerheden udhulet.

På grundlag af Säkerhetstjänstkommissionens rapport må tilsynsmyndigheden Registernämnden omgående træffe forholdsregler for at sikre at de som er blevet udsat for ulovlig politisk registrering får fuld information om hvad de er blevet udsat for. Alt andet indebærer en stiltiende accept af et konstateret retsovergreb.

Debatten om Säkerhetstjänstkommissionens rapport har fokuseret omkring det som skete tidligere.
Det er bekvemt for magten, for det som skete i 1950- og 1960`erne kan der ikke kræves ansvar for, ikke engang politisk ansvar, da de som var ansvarlige for den politiske registreringen dengang er døde eller gået af. Men sindelagsregistreringen handler om idag, den varer ved den dag idag og dagens ledende politiker sidder med hænderna dybt begravede i en sump af ulovligheder.
Den demokratiske opinion må sætte fokus på dette, på at sindelagsregistreringen som en vedvarende virksomhed, ellers avhænder den sig alle muligheder for at komme til rette med dette dybt udemokratiske fænomen.”

(Oversættelse:Interpres)

Se også:
KPML(r): KOMMUNISTERNA HAR POLISANMÄLT STATSMINISTERN FÖR BROTT MOT GRUNDLAGEN!

N O T E R

(1) EfterretningstjenesteKommissionens rapport (SOU) findes også på: www.justitie.regeringen.se – også i folkemunde kaldet “Sanningskommissionen”
(2) Säpo: säkerhets-polisen som svarer til Politiets Efterretningstjeneste.
(3) Hvor intet andet er opgivet kommer citaterne fra KPML(r)’s avis Proletären fra den 9. januar i år.
(4) På det Tredie Riges tid(1933-45) var udtryk som “jødisk-” og “slavisk-kommunistiske undermennesker” et udbredt ideologisk billede på “fjenden”.
(5) Göteborgs Posten: borgerligt-liberalt monopoldagblad med et dagligt oplag på 265.000.
(6) “Vitboken” om KPML(r), SÄPO och åsiktsregistreringen i Sverige 1969-1998”
(7) åsikt: mening,anskuelse,sindelag eller holdning.

Netavisen 27. januar 2003