Revolutionen er et spørgsmål taget op til løsning

Kommentar
Af Arbejderpartiet Kommunisterne

For nogle år siden fandtes der folk – tilmed erklærede revolutionære og ‘kommunister’ – som havde ‘analyseret’ sig frem til, at revolution var et lukket kapitel, for dem, og en generation eller to frem. Kapitalen havde sejret. Imperialismens magt var overvældende: Altså en defensiv strategi, afsværgelse af at sætte magterobringen som mål – man skulle i stedet koncentrere sig om ‘brede alliancer’ og ‘parlamentariske forbund’.
Desværre er der stadig mange af slagsen.

Det er her, der går en markant skillelinje mellem kommunister, der baserer sig på og bruger marxismen-leninismen, og de kræfter, der har lagt sig til at sove på den, ‘forbedret’ eller helt forkastet den. Med andre ord mellem kommunister og revisionister og reformister af alle afskygninger.

Revolutionære kriser og revolutionære situationer opstår objektivt, uafhængigt af enkelte klassers, endsige enkeltpersoners, vilje. De opstår som følge af kapitalismens reelle indbyggede antagonistiske modsætninger, og de er uundgåelige.

Folkesangeren Cæsar sang i sin tid: ‘Du påstår igen og igen/min ven/ at du ikke tror/ vor gamle jord/ står i flammer’. Spærrer man øjnene op og ser, er det indlysende, at situationen i verden er urolig, farlig, og at imperialismens offensiv nu har antaget en voldelig form – krigen.

Men det er lige så indlysende, at folkene rejser sig til modstand, at imperialismen og lakajpolitikken spiller fallit, at revolutionen er et spørgsmål på dagsordenen i talrige lande, på alle kontinenter.

Der er derfor grund til igen at lytte til arbejderklassens læremestre i revolution. Som Lenin, der påpegede, at revolutionen bryder ud og sætter sig igennem i de svageste led i imperialismens kæde. Da han i sin tid skrev det, eksisterede der ikke et eneste socialistisk land. Snart efter gjorde der.

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, som APK tilhører, har til stadighed påpeget eksistensen af revolutionære kriser og revolutionære situationer. Men mere end det: At det er tidens pligt at stille spørgsmålet om magterobringen konkret. Begivenhederne i Argentina, f.eks., der på fire uger førte til fire præsidenters fald, viser dette behov.

At de latinamerikanske marxistisk-leninistiske partier (modsat samtlige revisionistpartier, uanset hvor kommunistiske de erklærer sig) har taget dette ansvar på sig, fremgår af sluterklæringen fra Det 5. Internationale Seminar “Revolutionens problemer i Latinamerika”, juli 2001 i Quito, Ecuador, med overskriften ‘Erobringen af magten og kampens forskellige former’. Her hedder det:

‘Arbejderne og folkene overalt i verden går stadigt mere til modstand mod imperialismens og monopolkapitalens verdensomspændende kontrarevolutionære offensiv. I Latinamerika har vi nylige erfaringer med kampe ført af arbejdere, bønder, indianere og studenter, folkelige rejsninger med tusindvis af vores folks mænd og kvinder i hovedrollen og som i Argentina og Bolivia forsøg på oprør og folkelige opstande, der i eksempelvis Ecuador har ført til reaktionære regeringers fald. I Colombia fortsætter udviklingen af guerillabevægelsernes oprørsaktioner, der ledsages af en genoplivning af massebevægelserne. Vi befinder os i en tid, hvor arbejdernes og folkenes kamp, der i hver enkelt region og hvert enkelt land kommer til udtryk på en særegen måde, reaktiveres.
Denne virkelighed påtvinger de revolutionære diskussionen om og antagelsen af de midler og kampformer, som kan føre arbejdernes og folkenes utilfredshed og kamp hen imod erobringen af magten.’

Det er en global nødvendighed i dag.

Kommunistisk Politik 2, 2002