Den fælles EU-mønt i form af euro’en er fra 1. januar 2001 en fysisk realitet. ‘Historiens største pengeombytning’ i 12 lande med 300 mio. mennesker blev fejret med pomp, pragt, fyrværkeri og festmusik ved årsskiftet – på borgernes regning.
Forinden har den en forbrugsfest i visse kredse, som har haft travlt med at vaske sorte penge i de nu snart forældede nationale valutaer rene. Virksomheder og butikker har haft travlt med at omregne priser til den nye møntenhed, altid med en tand opad, så den fysiske euro også betyder en bølge af prisstigninger. Og hele pengeombytningsfesten med indførelse af den ny valuta med alt hvad dertil hører har i sig selv kostet milliarder og atter milliarder af euro (1 euro=7,44 danske kr.).
I al hurlumhejen har man omhyggeligt fortiet det egentlige indhold i indførelsen af den fælles valuta, der både har politiske, økonomisk og ‘symbolske’ mål: at euro’en og den økonomiske union er traktatfæstet borgerlig politik, et redskab i monopolernes hænder til at befæste og styrke deres profitter på de arbejdende bekostning – i og udenfor EU. Euro’ens introduktion er også en triumf for nyliberalismen, der overalt i verden i disse år har trukket sine dødbringende og ødelæggende spor af fattigdom og forarmelse for de brede masser.
Med Argentina som det seneste eksempel – som offer.
Møntunionen betyder et stærkere EU. Med sine supermagtsambitioner har EU stadig ambitioner om at få euro’en til at blive en international reservevaluta – dollarens kompagnon og konkurrent.
‘Det er en uafvendelig proces, som begynder i morgen’, sagde kommissionsformand Romano Prodi den 31. december: Det betyder både at vejen til superstaten og supermagten EU er cementeret med euro – og at de 12 lande, der har opgivet deres nationale valutaer, er blevet knyttet sammen i et ‘uopløseligt’ skæbnesfællesskab. For en nation uden egen valuta er ingen selvstændig nation. Det er allerede ved at blive en del af en større enhed, en delstat i Unionen.
Euro’en vil sikre stabile priser i Europa, sagde Prodi også. Det er en tilsnigelse, der refererer til EU-traktaternes bestemmelse om at holde inflationen på under 2 pct. årligt. Priserne vil stige – og EU-borgernes store flertal blive fattigere, få mindre at leve for, med euro’en og unionsudviklingen. For det er ikke EU’s Centralbank, men monopolerne og de multinationale selskaber, som fastsætter priserne.
Euroen vil derimod betyde en forstærket harmonisering af alle elementer i EU-landenes politik – indbefattet skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik. På euro’en er der fra starten indskrevet et opgør med den gamle socialdemokratiske velfærdsmodel, som engang fandtes f.eks. i de nordiske lande.
Den ‘symbolske værdi’ af euro’en udtrykker Prodi med, at den vil give EU-borgerne ‘en større identitet’. Den fælles mønt skal bidrage til at udvikle gode EU-borgere. Den er i sig selv god propaganda for Unionen. At øl eller mælk betales med euro på mere end 12 forskellige sprog vil skabe et fællesskab, som EU’s politik hverken har gjort eller vil kunne gøre.
Danske unionspolitikere spekulerer også i denne effekt, når de siger, at danskerne vil blive overbevist om euro’ens praktiske værdi i løbet af få år – og så er det på tide at få omgjort resultatet af folkeafstemningen med det rungende Nej til superstaten og dens møntfod i år 2000. Både Sverige og England forbereder indtræden i euroland – og danskerne skal tvinges med, uanset deres nej.
Til trods for, at kronen i forvejen er fast bundet til euro’en – og at dansk økonomisk politik (som det meste af den danske politik) ikke længere fastlægges i Danmark, men netop i Euroland.
Men Danmark har bevaret sin mulighed for en anden kurs. For at gøre sig fri af bindingerne til euro’en. Alle deltagerlandene har fraskrevet sig denne mulighed – og forpligtet sig til den endelige integration i den ny superstat.
For små nationer er dette nationalt selvmord. Som økomomisk instrument vil euro’en ikke blive udviklet med henblik på at varetage deres interesser, men til gavn for de dominerende stormagter i EU – og først og fremmest Tyskland.
Danskerne har grund til endnu engang, at de har sagt Nej – og ruste sig til den uundgåelige kamp mod endnu en omgørelse af deres beslutning.
Fanfarerene for euro’en er magthavernes og monopolernes hyldest til sig selv.
Redaktionen den 1. januar 2002
Kommunistisk Politik 1, 2002
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne