Bag om mediernes krigspropaganda

Af Michael Jensen

USA’s angrebskrig mod Afghanistan har nu stået på i en uge. Og den langt overvejende del af alle Danmarks medier – de borgerlige medier – er konstant på jagt efter sproglig ammunition til at retfærdiggøre krigen, der nok kaldes “krigen mod terror”, men i realiteten er et amerikansk ledet, FN-stridigt overfald på et af verdens fattigste lande og dets udpinte befolkning og en del af USA’s verdensomspændende krig mod alt og alle, der ikke betingelsesløst kaster sig for Bush’s fødder og lader USA bestemme over dem.

De borgerlige medier (herefter blot benævnt “medierne”), med DR og TV2 i spidsen, begyndte straks efter terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon d. 11. september at spille deres egen rolle i krigsforberedelserne her i landet.
Først udsendte de lange og udpenslede beskrivelser af terrorangrebenes ødelæggelser, dødstal, sårede, savnede osv. Dernæst blev der på begge landsdækkende tv-kanaler vist alenlange mindehøjtideligheder fra såvel Danmark som USA, ligesom Den Amerikanske Ambassade på Østerbro i København blev gjort til stedet for menneskelig sympati og medfølelse – paradoksalt og grotesk, når man tænker på alle de millioner af liv, som det USA, ambassaden repræsenterer, har på samvittigheden.

Meningen med al denne følelsesporno var maksimalt at udnytte den danske befolknings naturlige medfølelse med ofrene for terrorangrebet til at skabe en folkelig opbakning til den forestående amerikanske aggressionskrig, der bevidst blev omtalt som “gengældelse” (altså noget acceptabelt).
Der var tale om voldtægt og misbrug af folks følelser – hverken mere eller mindre.
Ord som “solidaritet”, der i de fleste menneskers ører umiddelbart lyder som noget positivt og rigtigt, blev brugt – og bruges stadig – af Nyrup om den danske regerings mest underdanige og betingelsesløse støtte til Bush.

Mediernes aggressive hetz mod alle muslimer skulle give “den muslimske terrortrussel” kød og blod her i Danmark. Danskerne skulle bringes til at føle, at fjenden stod i baghaven og derved vinde dem for krigen mod “det onde” personificeret i den langskæggede Osama bin Laden, hvis bandbuller mod “de vantro” medierne også flittigt viste danskerne. Senere igen, og lige op til krigens begyndelse, blev der vist tv-programmer og skrevet mangt og meget om det dybt reaktionære Taliban-styres undertrykkelse af det afghanske folk – herunder særligt af kvinderne – for at argumentere for Vestens “ret” til at indsætte en ny og pro-amerikansk regering i Kabul, en ret, Vesten ikke har, uanset det afghanske styres karakter. Det er afghanerne – og kun dem – der har den ret.

Efter disse grundige manipulationer, hvoraf kun et udpluk er nævnt, kom krigen så, men straks manifesterede en krigsmodstand sig – en endog ganske bred krigsmodstand.
For Over-Danmark, som alle danske mainstreammedier er talerør for, var og er det vigtigt at få hevet tænderne ud af krigsmodstanden, dvs. på den ene side hindre at den breder sig og bliver større og mere kraftfuld, og på den anden side indsnævre og minimere den.
Derfor må medierne kompromittere krigsmodstanden. Det mest oplagte og ligefremme ville være at postulere, at krigsmodstanden er pro-Taliban, men det er trods alt for utroværdigt i forhold til den samlede danske befolkning. Men den “frie” presse her i landet prøver nu alligevel ved hjælp af de hyppige billeder fra demonstrationer i Pakistan til støtte for Taliban at så tvivl om krigsmodstandens indhold og hensigter, og ikke mindst om hensigterne hos de mange indvandrere med muslimsk eller anden baggrund, som er en del – og en helt naturlig del – af den. Medierne prøver altså både at splitte og tilsvine krigsmodstanden.
Derudover kører de også den sædvanlige hetz mod krigsmodstandere som alle værende “venstreorienterede” og “ekstremister”, der bare mekanisk er imod alt, hvad USA foretager sig (underforstået, at man ikke kan stole på disse “røde”, og at USA’s nuværende krig dermed er rigtig og retfærdig) – en hetz, hvis effekt bliver svagere for hver gang, den bruges. Med andre ord forsøger medierne at sætte lighedstegn mellem antiimperialisme og antiamerikanisme og dermed frikende krigen som en imperialistisk krig ført af USA.

Selvom medierne er stærkt ensrettede til fordel for krigsmagernes propaganda, så ser man dem også – om end ekstremt sjældent – lade folk fra antikrigsbevægelsen komme til orde. Dette sker ikke, fordi borgerlige chefredaktører føler, de skal sørge for en demokratisk debat, hvor antikrigssynspunkter også må frem på bordet. Det sker kun og så længe, det tjener til at skade krigsmodstanden og dermed styrke krigsmagerne. Det var fx tilfældet i 19Direkte d. 10. oktober, hvor en pacifist var blevet hevet ind og i den bedste sendetid skulle “repræsentere” krigsmodstanden.
Meningen hermed var – eftersom pacifister er imod enhver form for krig – dels at give et fejlagtigt billede af den danske krigsmodstand, der ikke er pacifistisk, og dels samtidig at undgå en konsekvent kritik af den konkrete krig, nemlig USA’s krig, og en blotlæggelse af krigens reelle hensigter og mål. For pacifisten er enhver krig nemlig uretfærdig og uacceptabel, og det er en helt forkert holdning til krig. Afghanerne er blevet angrebet og har da selvfølgelig ret til at forsvare sig, dvs. de fører en retfærdig krig imod hele Bush’s samlede krigskoalition, inkl. Danmark. Derimod kæmper USA og dets allierede en uretfærdig aggressionskrig imod Afghanistan – og det er den, ægte, antiimperialistiske krigsmodstandere er imod.

Af andre “argumenter” for krigen har medierne præsenteret herboende afghanere, der er glade for de amerikansk-engelske bombardementer og i fuldt alvor mener, at bomberne gavner det afghanske folk. Udsagnene fra disse reaktionære, pro-imperialistiske afghanere, som dermed støtter mord på deres egne landsmænd, skal få folk til at tro, at USA’s krig er en art befrielseskamp for at befri det afghanske folk. Men imperialistiske magter som USA og dets NATO-allierede kan aldrig føre en befrielseskamp, idet de af natur er imperialistiske, dvs. at de med alle midler, hvoraf krig er det mest klare, søger at vinde politisk, økonomisk og militært herredømme over andre lande og nationer.

Idet det af den brede offentlighed er kendt, at mindst en tredjedel af den afghanske befolkning er helt afhængig af nødhjælp udefra (og det var før krigen!), gør medierne også et stort nummer ud af at fortælle, at der sammen med bomberne også nedkastes nødhjælpspakker. Dette skal ligesom de utallige indsamlinger til befolkningen i Afghanistan, der dagligt toner frem på tv-skærmen, tjene til at give den amerikanske krig et trods alt humant ansigt. For langt de fleste mennesker forekommer dette topmål af kynisme heldigvis fuldkomment absurd, og de stiller sig i stedet det helt naturlige spørgsmål: Hvorfor ikke stoppe bomberne?
“Nødhjælpspakkeargumentationen” er vådt krudt og viser blot, hvilke desperate og skingre toner der høres fra medierne, når krigen skal retfærdiggøres.

Endeligt har vi så her de sidste par dage hørt meget om terror i Danmark, bl.a. i form af “bombetruslen” mod Københavns Lufthavn den 11. oktober, der – ikke overraskende – viste sig at være falsk. Medierne forsøger og vil i fremtiden med lignende historier (fx biologisk og kemisk terror) forsøge at skræmme alle folk til at løbe over i favnen på dem, der jo fører “krig mod terror” og repræsenterer “det gode” eller ligefrem “civilisationen”, når gryden koger over af vestlig chauvinisme.

Sandheden er ikke krigens første offer, som medierne ynder at sige for at skønmale deres almindelige nyhedsformidling og troværdighed i fredstid. Sandheden er, at de danske medier hver evig eneste dag året rundt ofrer sandheden; de forvrænger den, skjuler den helt eller lyver ligeud for at tjene den politiske og økonomiske overklasse, der for anden gang på under tre år har kastet Danmark ud i krig, og sikre dennes interesser på kort og lang sigt.
Den eneste forskel, krigen gør, er, at graden og omfanget af mediernes manipulation og løgn øges.

KP-Netkommentar den 14. oktober 2001