Indonesien: Megawati på skødet af IMF

Mens arbejdsløsheden i Sydøstasien når nye rekordhøjder, og der ventes at blive tabt 2 mio. arbejdspladser i løbet af 2001, de fleste i Japan, er også Indonesien hårdt ramt af den økonomiske krise. 400.000 jobs ventes at forsvinde i år i et i forvejen kriseplaget land med galloperende massearmod.

Megawati Sukarnoputri, datter af den tidligere præsident Sukarno, blev indsat som afløser for præsident Abdurrahman Wahid (kendt som Gus Dur), som af parlamentet anklagedes for korruption. Hun støttede sig på en protestbevægelse, der tvang Wahid til at træde tilbage.

Men Megawati blev ikke indsat for de ludfattige indoneseres skyld. Selvom om hun er datter af Sukarno, har hun været en del af Suharto-regimet, hvor hun i en årrække var parlamentsmedlem – og sammen med hende er magten vendt tilbage i hænderne på militæret og de kræfter, som blev rystet af den opstand, der fordrev Suharto: Den såkaldte Orca, Ny Orden. Ingen af de gamle magthavere er blevet stillet til regnskab for forbrydelserne under Suharto-regimet – og nu sidder de igen ved roret.

Den kendte indonesiske forfatter og tidligere politiske fange under både Sokarno og Suharto Pramoedya Ananta Toer, forfatter til Buru-Kvarteten og Den Stummes Enetale, har i en artikel fastslået, at Suharto nu igen er ved magten gennem sin protegé. Han fortsætter:

‘Ingen ser ud til at indse, at Indonesien har bevæget sig ind i en periode af social revolution. Tegnene er der. Det kan ses blandt bønderne, som blev frastjålet deres jord under Den Ny Orden, og som nu tager den tilbage med magt. Det kan ses i bondeprotesterne udenfor de lokale parlamentsbygninger i distrikterne. Det kan ses i angrebene på hundreder af politi- og militærstationer. Før i tiden ville de selv samme mennesker finde sig i at blive frataget deres mæle, men nu slår de fra sig. Om de indser det eller ej, så er de den sociale revolutions foregangsmænd. Nu har nationen brug for en leder. Vi er gået baglæns; Indonesien er udmattet.

Folk siger gerne, at indoneserne er så venlige og høflige, men det synspunkt er nu kun et halvglemt turisme-slogan. Der foregår en kamp, og den kontrolleres af folk i Jakarta, af de samme, som også gjorde det før i tiden. Som jeg ser det, er der ikke nogen virkelig ledelse i øjeblikket; der er kun folk med magt. At studenterne nu er en del af den demokratiske proces, er et tegn på fremskridt: de forandringer, vi har set, kan tilskrives den unge generation. Det er ikke hvad Megawati kæmpede for. Hun gjorde ikke noget som helst. De unge, studenterne, kæmpede, og nu er hun her for at nyde resultaterne af deres ofre’.

Der var store forhåbninger til Wahid-regeringen om, at den ville tage et opgør med Suharto-regimet og resterne af Den Ny Orden og gennemføre en lang række sociale reformer. Men hans kompromis- og manøvrepolitik over for disse kræfter førte sluttelig til hans eget fald. Med Megawati er der kommet en åben alliance med Den Ny Orden, den sociale reformproces er sat i stå – og klapjagten på progressive og demokratiske kræfter er igen indledt.

Til gengæld har hun fået udbetalt et lån på 400 mio. $ fra Den Internationale Valutafond, der harværet indefrossent siden december 2000 som en del af den internationale kapitals kamp mod Wahid. Det er sket, efter at hun har afgivet en skriftlig hensigtserklæring om at fjerne underskuddet på statsbudgettet i hurtigt tempo, så det balancerer fra 2004.

Med IMF-lånet følger en række strikte betingelser:
Fremskyndelse af privatiseringen af den offentlige ejendom, nedskæring af støtteordninger for udvalgte masseforbrugsvarer, accelerere en juridisk og administrativ reformproces, som letter udenlandsk kapitaltilgang og investeringer, og gennemføre en omlægning af virksomhedernes gæld. Der skal også føres en stram skatte- og pengepolitik med henblik på at nedbringe inflationen til 10 pct.

I den internationale presse fremstilles Megawati som den, der kan føre Indonesien ud af den dybe økonomiske krise, som landet har befundet sig i siden 97-98. Og sammen med Filippinernes Gloria Arroyo og Thailands premierminister Thaksin Shinawatra – som ligeledes er indsat på de ledende politiske poster i deres lande i tæt samarbejde med Verdensbanken/IMF – portrætteres hun som en del af en trio, der skal gå i spidsen for de ti ASEAN-lande og sikre et nyt opsving for deres økonomi.

Erfaringerne fra mange lande verden over har imidlertid for længst bevist, at de IMF-dikterede privatiseringsprogrammer og asociale nedskæringer intet steds har overvundet økonomiske kriser og sikret stærkere vækst. Under den akutte økonomiske verdenskrise er det endnu mere usandsynligt. Programmerne gennemføres da også først og fremmest for at sikre de udenlandske kapitalinvesteringer og deres profitafkast.

Det sker på den stadig mere forarmede indonesiske befolknings bekostning, som sammen med den stadig voksende arbejdsløshed nu vil se en lang række sociale nedskæringer og prisforhøjelser – og et stadigt mere aggressivt militær og politi, som sættes ind for at bekæmpe den sociale uro.

Netavisen 6. september 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne