Kina, Rusland og SCO

Af Klaus Riis

Det kinesisk-russiske topmøde var er et udtryk for de store spændinger, som eksisterer mellem de kapitalistiske og imperialistiske stormagter i dag. En markering over for verden, at USA møder modstand fra Kina og Rusland i gennemførelsen af dets strategi for forstærket amerikansk globalt overherredømme, baseret på militær styrke – indbefattet militarisering af verdensrummet.
Hovedpunktet for de to lande var oprettelsen af en ny international gruppering ‘Shanghai Samarbejds Organisationen’ SCO, en såkaldt regional samarbejdsorganisation, bestående af Kina, Rusland, Kasakhstan, Tadjikistan, Uzbekistan og Kirgisistan. De seks landes ledere undertegnede en pagt om at oprette den som en udbygning af det såkaldte Shanghai 5-initiativ fra 96. D.v.s. en omfattende politisk, militær og økonomisk organisme af disse lande, hvoraf de fem sidste alle har grænse til Kina – og fælles fortid i Sovjet,
I udstrækning og omfang kan man bedst sammenligne SCO med FTAA – den panamerikanske samarbejdsorganisation for Nord-, Mellem- og Latinamerika, som besluttedes oprettet på det panamerikanske topmøde i Quebec i slutningen af april. Men SCO er både territorielt og indbyggermæssigt væsentligt større end den panamerikanske organisation.
Det bliver den største regionale sammenslutning i verden.

En ny politisk og økonomisk verdensorden
Kina er hoveddrivkraften bag initiativet. Ifølge Folkets Dagblad er dens formål at garantere ‘den regionale sikkerhed i Centralasien’, men også ‘at skabe en ny politisk og økonomisk verdensorden’.
Den kinesiske præsident Jiang Xemin uddybede dette på følgende vis:
‘Økonomisk globalisering og dannelsen af en multipolariseret verden øges i tempo og moderne videnskab og teknologi udvikles dagligt. Når det menneskelige samfund udvikler sig hurtigt, afspændes den internationale situation i almindelighed yderligere. Folkene i verden står imidlertid stadig overfor udfordringer og trusler mod deres overlevelse.
Den nordlige og sydlige halvkugle udvikler sig stadig mere forskelligt i økonomisk henseende, og det skaber en række dybe modsætninger for verdensfreden og udviklingen. Samtidig vokser terroristisk, separatistisk og ekstremistisk virksomhed.’
Jiang kaldte udviklingen af det regionale samarbejde ‘en vigtig tendens i de nutidige internationale relationer’ og sagde at oprettelsen af SCO ikke bare var i tråd med denne tendens, men også modsvarer de grundlæggende behov hos folkene i de seks lande og fremmer fred og udvikling på det asiatiske og europæiske kontinent.
Jiangs udtalelser om, at den historiske tendens bevæger sig i retning af yderligere international afspænding er simpelthen vrøvl. Den bevæger sig i retning af store kapitalistiske blokdannelser og øget konkurrence mellem disse blokke, der også er fulde af indbyrdes modsætninger. Alle de store modsætninger i verden spidser til.
Der er ingen tvivl om, at Moskva ser oprettelsen af SCO som en modvægt til udbygningen af NATO og EU langs landets vestgrænse, som Bush i Göteborg arrogant erklærede, at Rusland nærmest skulle være taknemmelig for.
Samtidig har Bush med sin offentlige opsigelse af ABM-traktaten og erklæring om, at USA uanset hvad vil gennemføre sit nationale rummissilsystem kastet nye provokationer i ansigtet på den russiske præsident.

Putin – Bush: USA – Rusland
Det var USA, som var ivrig efter at afholde topmødet med Putin – mest for at kunne demonstrere over for skeptiske allierede, at man forsøger at ‘gøre alt’ for at inddrage og samtale med Rusland om stjernekrigsplanerne.
Bush har imidlertid truet med stop for amerikansk kapitaltilførsel til Rusland, hvis det ikke politisk og økonomisk ‘træffer de rigtige beslutninger’, som han siger.
Forud for topmødet var der en slags forberedende møde mellem den amerikanske vicepræsident Dick Cheney og Anatoly Chubais, der officielt ikke står højt i Moskva-hierakiet, men som tidligere har forberedt amerikansk-russiske topmøder. Det er imidlertid først og fremmest som repræsentanter for olieindustrierne, de to mødtes: Cheney for de amerikanske olieselskaber og Chubais for det russiske brændstof- og energikompleks.
Som en russisk kommentator skriver: ‘Chubais og Cheney mødtes reelt som repræsentanter for de store koncerninteresser, de kontrollerer i de respektive lande, og ikke i deres officielle funktioner. Big Business er ved at sætte en dagsorden, som politikerne blot er bestemt til at udføre. Ikke længere bag kulisserne, nu går de åbenlyst efter høje poster i regering og administration.’
På kort sigt bestemmer de enorme olieinteresser forholdet mellem Rusland og USA. Chubais – kaldet Ruslands ‘energi-zar’ – ønsker at tiltrække amerikansk kapital. Og amerikanerne er interesserede i opløsningen af energikomplekset, som sælges til en fjerdedel af værdien, selv når bestikkelsespenge medregnes. Chubais er en varm tilhænger af den amerikanske deregulering af energien (der har ført til den californiske energikrise). Som samme spydige russiske kommentator bemærker:
‘I betragtning af , at det privatiserede russiske energisystem sidste vinter efterlod hele regioner uden strøm eller varme i månedsvis, så ser løbende strømafbrydelser som i Californien ud som et fremskridt.’
Topmødet mellem Bush og Putin blev erklæret for en stor succes, og Bush gjorde et stort nummer ud af at demonstrere den personlige sympati og gode samarbejdsånd. Det kan imidlertid ikke skjule de dybe modsætninger, der eksisterer mellem USA og det i enhver forstand reducerede Rusland.
Rusland har på sin vej til superkapitalisme mistet sin supermagtsstatus, og skal skabe sig en ny rolle i verden, hårdt trængt af USA, NATO og EU. Den strategiske alliance med den opstigende kapitalistiske stormagt Kina, der endnu ikke har afført sig sin officielle socialistiske forklædning, men kalder den kapitalistiske udvikling for ‘socialistisk markedsøkonomi’, er en vigtig mulighed. Men Ruslands forhold til vestmagterne er samtidig et afgørende spørgsmål, der vil bestemme landets og dets regeringschefers skæbne.

KP13, 2001