EU, atomkraften og Barsebäck 2017

Atomkraftmodstanden er udbredt i alle EU-lande. Faren for alvorlige uheld sidder dybt i folks bevidsthed. Tjernobyl og Tremile-øen er ikke glemt. Og atomkraftindustrien har ingen løsning på opbevaringen af det umådeligt langsomt nedbrydelige affald, som repræsenterer farer ikke bare for de nulevende, men for masser af ufødte generationer. Det er dette problem, som ligger bag de enorme demonstrationer mod Castor-transporterne i Frankrig og Tyskland, hvor enorme politistyrker sætter ind mod befolkningen for at sikre deres gennemførelse.
Også udledninger fra atomkraftværker og bearbejdsningsanlæg repræsenterer store farer. Således kræver den norske miljøminister Siri Bjerke det engelske bearbejdsningsanlæg Sellafield lukket. Det er konstateret, at mængderne af technetium-99, et langsomt nedbrydeligt radioaktivt element, der udledes fra værket, er steget voldsomt langs de norske kyster. Koncentrationen heraf som følge af udledninger fra Sellafield er seksdoblet siden 1996.

Men atomkraftlobbyen i Europa med den tyske, franske og engelske i spidsen er stærk Uhyre kapitalstærk nemlig. Og den har ingen som helst planer om at opgive atomkraften på trods af den folkelige modstand og på trods af den tyske regerings løfte om at afvikle den i løbet af tredive år eller den danske beslutning om ikke at opføre a-kraftværker og den svenske om at lukke Barsebäck.
Og derfor satser EU på atomkraft som hovedkilde til fremtidens europæiske energiforsyning. Den satser også på olie og på kul og fossile brændstoffer. På alt andet end vedvarende og miljørigtig energi.
Men a-kraft er hovedsatsningen – selvom der gås stille med dørene omkring det. Og udstedes masser af løfter om afvikling af det ene eller det andet. Ikke mindst af socialdemokratiske regeringer, der presses hårdt af den stærke folkelige modstand. Men erfaringerne alle steder fra viser, at løfterne om afvikling af a-kraften igen og igen bliver brudt. I Tyskland skal den være afviklet om 30 år ifølge en aftale mellem regeringspartierne Socialdemokratiet og De Grønne. Men ingen tror på denne aftales virkeliggørelse. Det er simpelthen en syltekrukke, løfter til beroligelse af befolkningen. Det tyske grønne parti er ved regeringsmagten reelt blevet en medspiller for atomlobbyen, og befinder sig i en dyb troværdighedskrise.
A-kraften er hovedsatsningen. Og atomindustrien og politikerne afventer opportune tidspunkter for at bryde løfterne og gå videre med udviklingen af industrien. Og det opportune tidspunkt indtræffer, når bevidstheden om farerne glider i baggrunden og atomkraftmodstanden og dens aktiviteter afsvækkes.

Situationen omkring Barsebäck er et skoleeksempel på dette spil. Utroligt, men sandt:
På trods af den svenske regerings tidligere løfter om at lukke Barsebäck i 2003, der ikke mindst fik københavnerne til at juble, og OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) til at nedlægge sig selv, fordi den ’havde sejret ad helvede til’, vil driften blive fortsat mindst til 2017.
I hvert tilfælde, hvis det står til værkets ejer, Ringhalsværket, som igen ejes af den svenske stat og Sydkraft. Det har besluttet at investere 180 mio. kroner over de næste tre år til forbedring af sikkerheden i den reaktor 2, som var lovet lukket om to år. Barsebäck vil samtidig skifte navn til Ringhals 5.

I 1997 besluttede den svenske rigsdag at lukke den ene reaktor på Barsebäck i 1998, og den anden i år, 2001. Året efter besluttede den svenske Regeringsret, at lukningen skulle udskydes, indtil alle juridiske processer var afsluttet. Det gav i realiteten Sydkraft mulighed for selv at bestemme hvornår den skal afvikles. Og på trods af de højtidelige regeringsløfter om lukning i 2003 har Sydkraft ingen planer om lukning før tidligst om seksten år!

Det er selvfølgelig alt sammen juridiske fiksfakserier. Hvis den svenske stat vil, kan den selvfølgelig lukke det dårligst placerede atomkraftværk i verden, få kilometer fra den danske hovedstad. Det hører med til billedet, at en dansk regering gav sit samtykke til opførelsen i 1975 efter en svensk henvendelse om placeringen – på trods af voldsomme protester fra miljøbevægelser og a-kraft-modstandere. Nu protesterer også Nyrup Rasmussen og forlanger klar besked fra den svenske regering, efter at den svenske statsminister er kommet ud med en forblommet erklæring om, at Barsebäck vil blive lukket i 2003, ’hvis man kan finde alternative forsyninger’. De alternative forsyninger er rent sludder. Der er masser af energi til rådighed.
OOA fejrede ’sejren’ i kampen om Barsebäck og den danske a-kraft-modstandsbevægelses succes alt for tidligt – og det efterfølgende selvmord var mildt sagt en fejltagelse. Der er brug for en stærk og slagkraftig bevægelse i Danmark – som unægtelig er med i en union med atomkraften øverst på energidagsordenen.
Den danske a-kraft-modstand deles af et flertal i befolkningen. Derfor får den heller ikke sandheden om EU’s energipolitik at vide.
Den aktive anti-a-kraftbevægelse må genoplives – med lukningen af Barsebäck som det umiddelbare hovedkrav. Vi skulle nødig have været først, men blive sidst til at indse farerne!

-lv
KP8, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne