Suveræniteten og ‘den ny europæiske føderalisme’

I en diger rapport fra justitsministeriet – betitlet ‘Redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Nice-traktaten’ – er regeringens dertil ansatte og betalte jurister nået frem til den bestilte konklusion: at Danmarks underskrivelse af Nice-traktaten ikke betyder yderligere ‘overdragelse af suverænitet til overnationale myndigheder’.
Derfor skal traktaten heller ikke behandles efter paragraffen om suverænitetsoverdragelse i grundloven (par. 20), der kræver, at fem sjettedele af folketingets medlemmer stemmer ja for en vedtagelse, og (hvis det flertal ikke er til stede) en afgørelse ved folkeafstemning. Den falder derimod, siger regeringsjuristerne, ind under par. 19 – en paragraf, der omhandler ‘folkeretlige forpligtelser’, hvortil der kun kræves almindeligt parlamentarisk flertal.
Dermed har regeringen sikret sig et juridisk grundlag – om end mere end tvivlsomt – for at afvise at behandle traktaten efter paragraffen, der kan udløse en folkeafstemning.
Regeringsjuristerne har udført deres arbejde til deres arbejdsgivers tilfredshed. Forslagene om at lade spørgsmålet undersøge af ‘uvildige jurister’ er fejet af bordet – selvom der fra modstanderside arbejdes på at få nedsat en sådan gruppe.

Juridiske fiksfakserier
Efter almindelig sund logik er det indlysende, at med vetorettens bortfald på en lang række nye områder afgiver Danmark yderligere suverænitet. Det er også en politisk kendsgerning, at netop vetorettens eksistens har været en forudsætning for udfaldet af de folkeafstemninger, der fik Danmark ind i EU og med i de videre integrationsskridt.
Det politiske og juridiske fiksfakseri består i følgende:
Ved Danmarks indtræden i EU fastslog regeringsjuristerne, at den såkaldte ‘gummiparagraf’ i Romtraktaten ikke kunne anvendes til at udvikle en politik på områder, hvor EU i forvejen ikke havde kompetence.
Det er sket i masser af tilfælde alligevel.
Derfor henviser regeringsjuristerne nu til denne praksis – som argument for, at der ikke er tale om suverænitetstab på nye områder. Fordi EU allerede har gjort, hvad EU ikke måtte gøre, kan det fortsætte også på nye områder!
En anden unionsglad jurist, professor Hjalte Rasmussen, Københavns Universitet, siger:
”Vetoretten var ganske rigtigt en helt afgørende forudsætning i 1972. Den var som Paven for katolikkerne, og uden vetoret havde der næppe været et flertal ved folkeafstemningen. Men den blev afskaffet med EF-pakken i 1987, uden at man betragtede det som en fundamental ændring af forudsætningerne for medlemskabet. Derfor kan jeg slet ikke se, at man kan bruge argumentet nu.”
Eller: Fordi regeringen påstod, at der ikke var kogalskab i 1985, kan man ikke nu komme og sige, at den breder sig og skal bekæmpes!
Desuden blev vetoretten ikke afskaffet med unionspakken – men begrænset. Og yderligere indskrænket med de følgende traktater. Hjalte Rasmussens ‘argumenter’ er superjuristeri fra unionsskuffen.

‘Ny europæisk føderalisme’
Det er en dobbelt løgn, når det hævdes, at Nice-traktaten ikke betyder yderligere suverænitetsafgivelse og heller ikke et nyt skridt i retning af den føderative EU-stat. Den betyder begge dele.
Til gengæld går den ikke hurtigt og langt nok for superstatstilhængerne. En vigtig gruppe blandt dem er de socialdemokratiske partier. 51 eurosocialister, alle sammen EU-parlamentarikere, fra samtlige socialdemokratiske partier i EU, minus Danmark, Sverige og Finland, udsendte i slutningen af februar et manifest, som kalder Nice-traktaten ‘skuffende og foruroligende’. De vil genstarte den ‘dynamiske integration’ – altså den hurtige superstatsudvikling. Det er en klar støtte til den socialdemokratiske tyske kansler Schröders ambitiøse planer for dens realisering i 2004.
Skuffelsen over Nice-traktaten er dog ikke så stor, at de ikke vil ratificere den:
– Der er grund til at tro, at en krise i dag ikke ville frembringe den ønskede katarsis (renselse, KP), men sandsynligvis det modsatte, et nyt skridt tilbage, hedder det. Derfor skal man ‘udnytte ratifikationsprocessen for at udtrykke vores betingelser, hvad angår fremtiden og organiseringen af debatten i 2004’.
De 51 eurosocialister opfordrer alle europæiske socialistpartier (socialdemokratier) til at erklære sig som tilhængere af en ‘føderation af stater og folk’ . De repræsenterer, hedder det, ‘den ny europæiske føderalisme’, der vil skabe ‘et nærhedens Europa’!

Alliance for superstaten
Der skelnes nu mellem den gamle skole af føderalister (opbyggerne af superstaten og supermagten EU) og ‘de ny europæiske føderalister’. ‘Den gamle føderalisme’ tegnes af unionsgrundlæggere som Robert Schuman og Jean Monnet, der angiveligt gik ind for, at medlemsstaterne skulle være ‘lige partnere i Unionen’. Med Nice er en ny generation og en ny skole af euroføderalister ‘kommet til magten’, erklærer den franske EU-parlamentariker Georges Berthu. Disse ‘ønsker, at magten i Unionen skal fordeles i forhold til antallet af indbyggere i de forskellige stater, så nationerne ikke længere er lige. Det er en ordning, som vil styrke de store EU-stater, især Tyskland’.
Berthu mener, at der kan udvikle sig voldsomme magtkampe mellem tilhængerne af de to føderalistskoler.
‘Den ny europæiske føderalisme’ er med andre ord først og fremmest de europæiske socialdemokratier, grupperet omkring det stærkeste parti og det stærkeste land: det tyske og dets kansler. Den forsøger med en fornyelse af unionsdemagogien – ‘et nærhedens Europa’, et socialt Europa, menneskerettighedernes Europa o.s.v. – at overvinde den brede folkelige skepsis, som findes mod hele EU-projektet, ikke mindst blandt de europæiske arbejdere.
Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at ingen danske socialdemokrater er medunderskrivere af manifestet. Modstanden blandt de danske arbejdere og i den danske befolkning er simpelthen for stor til, at nogen tør erklære sig som superstatstilhængere. De er det alligevel, og det danske socialdemokrati orienterer sig generelt efter det tyske. Der holdes lav profil, mens der arbejdes hårdt på de indre linjer for at fremme eurosocialisternes linje. Et enkelt eksempel er LO’s formand Tine Brøndum, der har fremført tilsvarende ‘argumenter’ som de ny føderalister.
Denne situation uddyber på samme tid det danske socialdemokratis vanskeligheder og forstærker den demagogiske og bedrageriske karakter af dets EU-politik.
Den uddyber også vanskelighederne for dets EU-skeptiske alliancepartnere i SF og Enhedslisten. Alliancen mellem Socialdemokratiet og de to venstrefløjspartier er, når alt kommer til alt, en alliance for superstaten EU!

-ko
KP5, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne