Attac er her

Af Klaus Riis

Aldrig i mands og kvindes minde er en politisk bevægelse blevet lanceret under større medieopmærksomhed, end da Attac kom til Danmark. Eller rettere til Norden – for den har også holdt sig indtog i Norge og Sverige, og mønstret dér har været nøjagtig det samme. Det konkrete initiativ fra store dagblade, tilslutning fra EU-tilhængere og EU-kritikere, opslutning fra det meste af venstrefløjen – og rosende ord med på vejen fra socialdemokratiske (og i Danmark også radikale) ministre og fra fagtoppen.
Det første landsdækkende møde i København samlede 1.200 mennesker. Lokalgrupper er ved at blive dannet over hele landet.
Siden Attac blev stiftet i Frankrig i 1998, har den fået nationale afdelinger i 20 lande.
Det har også herhjemme fået nyliberalismens og den imperialistiske globaliserings håndlangere af unge håbefulde reaktionære til at danne et Mod-Attac til forsvar for alverdens hæsligheder og ganske særlig for at miskreditere både den danske og internationale antiglobaliserings-bevægelse.
Attac er en bevægelse, der på forbløffende kort tid er blevet en global succes, om man så må sige. Og uden at have foretaget sig noget som helst i Danmark er den også her gået hen og blevet en medieombrust folkebevægelse.

Det er sådan noget, der kan få hårdkogte og skeptiske revolutionære (der kan huske, hvordan Mogens Glistrups Fremskridtsparti blev skabt af medierne, og senere i mindre skala så en gentagelse med Preben Møller Hansens Fælles Kurs) til at blive dybt mistænksomme: Det er for nemt, noget stikker under! Bag al promoveringen er der aktører, som opererer med skjulte motiver. Én grund til opslutningen fra så mange sider er dens reformprogram, der har fået statsministeren til at tale om, at den arbejder i samme retning som han – for en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. LO-formand Hans Jensen har budt bevægelsen velkommen og opfordrer LO’s medlemmer til at engagere sig i dens lokale grupper:
‘LO mener, at Attac er et positivt element til at sikre og fastholde globaliseringen inden for demokratiets rammer og kontrol. Sammen med faglige organisationer såvel som sociale, udviklings- og græsrodsorganisationer kan Attac være med til at dreje globaliseringen i en retning, som er til gavn for en større del af verdens befolkning, end tilfældet er i dag. LO har stor sympati for Attacs fire hovedkrav, som er skat på valutatransaktioner, stop for skatteparadiser, gældsnedsættelse for de fattigste lande og etiske investeringskrav for pensionsfonde. (…)
Kravene er allerede en del af den internationale fagbevægelses grundlag, som der arbejdes med både nationalt og internationalt. (…)
Den internationale fagbevægelse ønsker en demokratisk globalisering.’

Her kommer vi til kodeordene: en ‘demokratisk globalisering’, ‘kapitalisme med et menneskeligt ansigt’, ‘et nærhedens Europa’. Overskrifterne over både en utopi og et bedrag – det ynkelige endeligt for reformismen, der ikke engang vover at sætte et andet samfundssystem på dagsorden, men blot vil lappe på skaderne, uden i virkeligheden at kunne forhindre katastrofen i at vokse.
Hvorfor ikke sige, at det europæiske Socialdemokrati og dets faglige topledere slås for en ‘human imperialisme’?
Attacs grundlag er ufarligt for det bestående. Og det kan tilmed benyttes af det store reformistiske bedrag. Derfor ikke bare omklamring fra den kant – men støtte, også med den bagtanke, at bevægelsen ikke skal gå hen og vende sig direkte mod imperialismen eller alle dens organismer – især ikke den Europæiske Union.

Og netop EU er et stridspunkt for Attac. Ved det store møde i København sagde præsidenten for Attac i Frankrig, Bernard Cassens, at Attac samler både EU-tilhængere og modstandere: ‘Vi forholder os ikke til arkitekturen bag EU, men ser på den konkrete politik, EU fører.’
Han betegnede denne som ‘tilrettelagt for de multinationale selskaber’ og kaldte EU ‘den bedste elev i globaliseringsklassen’:
‘I dag er EU en accelerator i globaliseringsprocessen, men det er et politisk valg, og det kan være anderledes,’ sagde han.
Lige præcis dér tager han fejl – og lige præcis der mødes eurosocialisterne, Euro-LO og Attac: i postulatet om, at EU kan forbedres. Men EU er en organisme skabt af og for monopolerne. Under kapitalistiske betingelser kan Det Forenede Europa kun være reaktionært.

Antiglobaliserings-bevægelsen er en vigtig side af den antiimperialistiske kamp i dag. For vigtig til at overlades til demagogiske reformister eller politiske drømmere. Attac kan måske et øjeblik fungere som en katalysator for den voksende antiimperialistiske bevidsthed – men dens illusioner kan der ikke bygges på, hvis antiglobaliseringsbevægelsen i de rige imperialistiske lande skal række hånden ud til den voksende revolutionære flodbølge blandt det flertal, der rammes stadig hårdere af den imperialistiske globalisering.

KP5, 2001