Af Raul Marco
Omslaget til den nye norske udgave af Dimitrov - Forlaget Revolusjon
Klik på billedet for at se mere - og evt. bestilling
Forord til IKMLPO's genudgivelse af Dimitrovs rapport til Kominterns 7. verdenskongres (1935) Den er tidligere udgivet på dansk, senest af Forlagt Tiden under titlen 'Fascismen er fjenden' (1972)
Georgi Dimitrov (1882-1949) var leder af Komintern og bannerfører i kampen mod nazisme og fascisme. Leipzig-processen, hvor nazisterne beskyldte ham for at anstifte rigsdagsbranden i Berlin 1933, hvor han vendte anklagen mod nazisterne selv, gjorde ham verdensberømt. Efter nazismens nederlag blev han leder i det ny Bulgarien.
Kommunistisk Politik 3, 2014
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer har besluttet at genudgive kammerat Georgi Dimitrovs rapport til Den Kommunistiske Internationales syvende kongres, afholdt den 2. august 1935, hvor han formulerede folkefrontspolitikken til at bremse fascismens offensiv og placere de kommunistiske partier og arbejderklassen i perspektivet for erobringen af den politiske magt.
Raul Marco
Selvom den blev skrevet for næsten 80 år siden, fortsætter dens væsentlige teser med at have en fundamental gyldighed, da det kapitalistiske system oplever en krise, og regeringerne til dens tjeneste træffer foranstaltninger for at placere byrden på arbejderklassen og folkene, som dengang. Ligesådan finder store begivenheder sted i flere lande, som viser, at fascismen er en politisk mulighed for borgerskabet til at indskrænke arbejderklassens og det arbejdende folks rettigheder og interesser så meget som muligt, til at fjerne staternes offentlige budgetter, til at undertvinge nationer og tage deres natur-, mine- og energiressourcer af hensyn til genoprettelsen af den store finanskapitals akkumulation.
Beslutningen om at genudgive dette værk er rettidig, fordi vi kommunister står foran politiske opgaver og her finder noget teoretisk og praktisk orientering til at være uvurderlig.
Internationalens sjette kongres havde advaret om den fascistiske fare midt i det kapitalistiske systems krise. I en af dens teser konkluderede den: ”Næsten overalt er der fascistiske tendenser og kim til en fascistisk bevægelse i en mere eller mindre udviklet form.”
I hans rapport til den syvende kongres går kammerat Dimitrov ud over at angive “de fascistiske udbruds” eksistens og fordømme en “fascistisk offensiv” fra borgerskabet til at bremse uddybningen og udvidelsen af det kapitalistiske systems krise.
Som om det var i dag, fastslår han: ”De imperialistiske kredse forsøger at lægge hele krisebyrden på arbejdernes skuldre,” og tilføjer: ”De forsøger at løse markedernes problem ved at slavebinde de svage folkeslag, ved at øge det koloniale pres og ved en ny nyopdeling af verden gennem krig.”
Han konkluderer, at til begge ting “behøver de fascismen”.
At det kapitalistiske system er i krise, er en uomtvistelig sandhed. I udviklingen af dens forskellige faser er det tydeligt, at den sociale ulighed og polarisering er øget. Rigdommen er koncentreret i færre og færre hænder med den deraf følgende forarmelse af det store flertal.
Endda Verdens Økonomiske Forum, der mødes en gang imellem i byen Davos i Schweiz, har været nødt til at erkende, at den stadigt voksende kløft mellem rig og fattig åbner et perspektiv hen mod borgerkrige.
Det betyder, at matadorerne eller deres repræsentanter, som forsamles der, er bekymrede, at stigningen i antallet af fattige verden over vil være en hindring for den enorme kapital, der er akkumuleret af de transnationale virksomheder, i at finde afsætningsmuligheder
Og siden de er bevidste om de politiske og sociale konsekvenser af denne virkelighed, fastlægger og gennemfører de diverse politikker og foranstaltninger.
De opmuntrer akkumulationen gennem krige og militære interventioner, hvorved de ødelægger produktivkræfterne og skaber og producerer andre, mens de søger at skabe profit til deres militærindustri, der selvfølgelig er forbundet til finanskapitalen. Irak, Afghanistan, diverse lande i Mellemøsten og Afrika er tydelige eksempler på disse politikker.
Nedskæringerne i lønningerne samt afskaffelsen eller nedsættelsen af arbejdsmarkeds- og sociale ydelser i almindelighed er en form for røveri af de statslige budgetter begået af finanskapitalen, som overtager de offentlige midler, og på denne måde placerer den krisens byrder på arbejderklassen og folkene, hvilket skaber mere social ulighed, men også bredere muligheder for folkelige kampe.
En tredje bestanddel af disse politikker og foranstaltninger er finansiel spekulation i alle lande i boliger, energi og energiressourcer, lån til regeringer og direkte investeringer til udnyttelse af naturressourcerne, gennem hvilket de skaber alvorlige miljøproblemer, mens de plyndrer folkenes rigdomme. Men det understreger også en modsætning mellem disse landes og folks nationale interesser og den imperialistiske kapital, der udtrykkes i øjeblikkets multinationale selskab.
En bestanddel af politikken for at afværge krisen, som også indeholder fascistiske elementer, ses i regioner i USA i forbindelse med undertrykkelsen af indvandrere og de protester, de foretager.
I dette land er der en stærkt voksende fængselsindustri, der i private fængsler indespærrer indvandrere, der mangler den dokumentation, der er krævet af regeringen for at forblive i dens territorium. De opbevares i fængsler og deporteres derefter af private virksomheder, der modtager betalinger fra staten for denne service.
Dette er en lukrativ forretning, der er forbundet med finansielle virksomheder, som til deres formål kræver love, meninger og værdier i samfundet, så indvandrere bliver til farlige elementer, som skal forfølges, fængsles og omgående udvises. Fremmedhad, dvs. diskursen om racemæssig overlegenhed af en fascistisk type, tager form i dette land og i forskellige dele af Europa.
“Corrections Corporation of America”, der er et amerikansk privatejet selskab dedikeret til fængsling af indvandrere, har protesteret mod tendensen til at lempe reglerne for og kontrollen af indvandrere, fordi det ville ”reducere efterspørgslen efter fængsler og tjenesteydelser”, der er forbundet med denne forretning.
I midten af krisen udvikler neo-fascistiske holdninger sig i flere lande.
Dimitrov definerer fascismen som det borgerlige diktaturs mest terroristiske form, der opstår og udvikler sig netop under en krise i det kapitalistiske system, og når arbejderklassen og folkemasserne i almindelighed tager initiativ til at forsvare deres rettigheder og interesser og tilkæmpe sig vigtige politiske krav.
Med andre ord, fascisme er sammensmeltningen af finanskapitalen, de multinationale selskaber, med den mest reaktionære politiske magt.
På dette tidspunkt har de mest reaktionære regeringer i Spanien, Tyskland, Italien, Tyrkiet og Israel samt regeringer, der er påvirket af Socialdemokratiet, overgivet sig fuldstændigt til finanskapitalen, og med det fjerner de de forsigtige sociale krav fra deres programmer, som de altid har forsvaret, og dermed opfylder de deres historiske karakter af at være optakten til ultra-højreorienterede regeringer og nogle gange til fascisme.
I årene fra Anden Verdenskrig og indtil nu var jagten på akkumulation af kapital i krisetider altid baseret på tre komponenter:
1) Finanskapitalens dominans over enhver anden form for kapital.
2) Fremstød for militærindustrien, og
3) Søgen efter, opdagelse og kontrol med naturressourcer, olie, gas og mineraler i almindelighed.
I USA, der stadig er den vigtigste leder af det kapitalistiske system, er Pentagons budget steget mere end 90 % siden 2000. Det er en kendsgerning, der finder sted sammen med militærets øgede deltagelse i politiske beslutninger.
Ligeledes er antallet af højreradikale grupper, der er dedikeret til at fremme racehad og ekstrem nationalisme, øget siden 2009 fra 1753 i det år til 2145 i 2010.
En rapport fra “Department of Homeland Security” fra 2010 bemærker, at højreekstreme folk herunder militser, der fremmer teorien om hvid overlegenhed, tager sagen om indvandrere op for at rekruttere medlemmer og træffe foranstaltninger mod indvandrerne.
Vi kan ikke sige, at fascismen, sådan som den har været i fortiden, er ved magten i USA og i Europa. Men vi kan advare om, at der er betingelser og processer, som tager form og peger i den retning, og vi kommunister er nødt til at vedtage tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger.
Kriminaliseringen af sociale protester og indsættelsen af den opfattelse i forfatningsmæssige modeller, som fremhæver markedsøkonomien og nødvendigheden af at indføre underkastelsen af arbejderklassen og folket generelt under opfyldelsen af de love og regler, der opstår fra denne opfattelse, som driver populistiske regeringer som Rafael Correas i Ecuador eller Ollanta Humals i Peru samt de israelske zionisters undertrykkelse af det palæstinensiske folk, kriminaliseringen af indvandrere i mange lande, herunder hvad der bliver gjort mod haitianerne i Den Dominikanske Republik, den Yankee-ledede styrkes militære besættelse af Haiti i FN's regi, aktiviteten og indflydelsen af bl.a. det ultra-højreorienterede Tea Party, Frankrigs imperialistiske invasion af Mali, folkemordet i Congo og udbredelsen af neo-nazisme over hele Europa udgør elementer, der bringer vand til fascismens mølle eller i det mindste til fascisering af det samfundsmæssige og politiske liv i mange lande.
I dette perspektiv er folkefrontspolitikken relevant, eller hvad man kalder den i det enkelte land, men som sådan en front er det en koalition af forskellige politiske grupper, der søgende efter et fælles mål laver en programmæssig aftale og handlingslinje.
Uden en fleksibel holdning er det vanskeligt, hvis ikke umuligt at nå frem til aftaler med andre politiske kræfter med andre ideologiske og politiske mål end det kommunistiske partis.
I denne forbindelse fastslår kammerat Dimitrov følgende:
“… Organisationer, politiske såvel som økonomiske, er stadig under borgerskabets indflydelse og følger det. Den sociale sammensætning af disse partier og organisationer er heterogen … Det forpligter os til at nærme os de forskellige organisationer på forskellige måder, under hensyn til, at ikke sjældent ved hovedparten af medlemmerne ikke noget om dens ledelses reelle politiske karakter. Under visse betingelser kan og skal vi forsøge at trække disse partier og organisationer eller visse dele af dem til den anti-fascistiske folkefronts side på trods af deres borgerlige ledelse.
I hvert land vil der være nogle særlige omstændigheder, der bestemmer, hvilke politiske kræfter der vil udgøre fronten, og hvad der vil være de programmæssige linjer og grundlæggende mål og målsætninger, som inspirerer det. Desuden vil niveauet af det kommunistiske partis udvikling som et arbejderklassens parti, der har overtagelsen af magten og opbygningen af socialismen som sit fundamentale mål, have en betydning.
Generelt i en folkefrontspolitik indgår partiet på den ene side i et politisk samarbejde, som ikke er et klassesamarbejde, med andre partier på grundlag af visse aftaler i en situation, der kan være kortvarig eller langvarig i søgen efter et mål, der er fælles for disse kræfter. Til dette formål er det villigt til at foretage politiske indrømmelser i bytte for andre og indgå en aftale.
På den anden side: Som en principsag giver partiet aldrig afkald på sin karakter og dets revolutionære mål, som alle opretholdes og fremmes i aftalens løb, mens det strengt handler i overensstemmelse med sit ord og underskrift. Det kommunistiske parti må aldrig give afkald på sin mission og skal altid huske på, at det må blive bygget op som en kraft, der er bestemt til at være denne proces’ førende og kæmpende fortrop. Partiets aktive liv er en betingelse for frontens opståen og udvikling.
Disse ting samt stræben efter total magt eller en del af den er de generelle spørgsmål, som vi kommunister bør rette os efter i ethvert land, mens vi udøver folkefrontspolitikken.
Hvad den hedder, hvilke kræfter der indgår i den, og hvad mål den har, er spørgsmål, der er bestemt af de konkrete realiteter.
Lagt frem generelt på papiret er det let at forstå. I praksis er det mere kompliceret, fordi der er flere faktorer, heriblandt interesser og holdninger i de politiske kræfter og sociale sektorer, som må antages at være en del af fronten, men vores niveau af teoretisk forståelse af problemet, forsigtighed og passivitet, der kan påvirke os, eller i det mindste vores mangel på revolutionær beslutsomhed kan også være forhindringer.
Folkefrontspolitikken er en alliancepolitik, og i disse laver man ofte afvigelser og fejl såsom følgende:
1. Højreafvigelser, dvs. reformistiske afvigelser, kort sagt opportunistiske, fordi vi kunne opløse os selv i fronten, udviske grænserne med de andre kræfter, eller vi kunne nøjes med små umiddelbare mål, og vi kunne omdanne reformerne til mål i sig selv, mens vi glemmer, at reformerne skal hjælpe os til at skabe bedre betingelser for de revolutionære mål.
2. Venstre- eller ultra-venstre-afvigelser, som er udtrykt i en benægtelse eller afvisning, der ofte er omfattet af snak om nødvendigheden af at opretholde renheden af vores generelle mål og principper, af at lave politiske indrømmelser, når hvad det handler om, ikke er revolutionens og socialismens relevans, men hvordan man kan kæmpe sammen med andre kræfter mod en fjende, der i øjeblikket forekommer magtfuld og bliver en hindring, der skal overvindes, for at revolutionen skal kunne få bredde til at bevæge sig fremad.
3. Formålsløshedens afvigelse, som er udtrykt i afvisningen af at indgå en aftale af frygt for at lave fejl, eller fordi vores begrænsede udvikling ikke tillader os at lede fronten, mens vi glemmer, at vores sikre og korrekte ideer kunne udstikke den ledende kurs, og at vi kunne vokse i kvalitet og kvantitet blandt vores allierede i masserne.
Vores partier er nødt til at overkomme disse afvigelser og turde kæmpe for deres ideer og for ledelsen af folkemasserne blandt de andre partier på venstrefløjen, socialdemokraterne eller centrum afhængigt af det enkelte lands omstændigheder.
- Det er nødvendigt for proletariatets parti at forstå og anvende alliancernes politik, dvs. aftaler og kompromiser, uanset omstændighederne for at kunne modstå reaktionens offensiv og for at kunne udvide pladsen for politisk deltagelse, dvs. tage positioner i fagforeninger og folkelige organisationer, deltage i valg under borgerligt demokrati og gå fremad i processen med kræfternes akkumulation.
- Proletariatets parti skal huske på, at disse politikker er nødvendige både i tilstande af vanskelighed og underlegenhed såvel som i tilstande af de revolutionæres kræfters overlegenhed.
Der har været erfaringer vedrørende disse spørgsmål overalt og på forskellige tidspunkter. Selve folkefrontspolitikken, som blev formuleret af Komintern i perioden 1934-1939, blev misforstået af nogle og angrebet af andre. Spanien og Frankrig har erfaringer at bidrage med på dette område.
Blandt de følelsesladede kritikere og modstandere af denne politik stod Trotskij og hans tilhængere. De anfægtede folkefronterne, stemplede dem som områder for klasseforlig med borgerskabet og stillede enhedsfronterne, der består af sektorer, der er identiske med arbejderklassen, i modsætning til dem.
Kort sagt er folkefrontspolitikken et konkret svar fra kommunisterne til den imperialistiske politik for fortsat at lægge krisens byrde på arbejderklassens ryg.
Endnu vigtigere har denne orientering en tendens til at være rettet mod, at kommunisterne foreslår at opnå magt eller være en del af den gennem folkedemokratiske regeringer, som ud over at løse de umiddelbart største problemer hos arbejderklassen og det arbejdende folk generelt garanterer demokratiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder og samtidig fjerner faren for en sammensmeltning af finanskapitalen med den mest reaktionære borgerlige stat og indførelsen af et terroristisk diktatur.
De politiske resultater af den nuværende kapitalistiske økonomiske krise vil afhænge af de politiske kræfters handlinger og deres intelligens i at drage fordel af situationen. Fra en økonomisk krise og en verdenskrig opstod den første socialistiske revolution, Oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland, men fra en anden økonomisk krise opstod den tyske fascisme under ledelse af Adolf Hitler.
Dvs. krisen kan bidrage til revolutionen, hvis der er en politisk kraft med indflydelse blandt masserne og evne til at udvikle de taktiske bevægelser, der tillader den at styrte de borgerlige og pro-imperialistiske regeringer.
Spørgsmålet om det kommunistiske parti som den historiske kategori og ledende kraft sammen med folkefronten, der forener og mobiliserer de patriotiske og revolutionære reserver for et enkelt formål med henblik på at gøre en ende på imperialistisk dominering og deres lakaj regeringer, er en opgave, som vi skal fortsætte med at yde en hurtig løsning.
August 2013
Se også
Georgi Dimitrov: Om enhedsfronten og den antifascistiske folkefront
Af Fascismen er fjenden (Uddrag)
Læs hele Dimitrovs tekst i pdf på dansk, lagt på nettet af Projekt Antifa
Georgi Dimitrov: Fascismen er fjenden
August 1935 på Kommunistisk Internationale's 7. Verdenskongres i Moskva.
Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !
Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, KPnetavisen (facebook) og KPnetTV (youtube)
- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !
Netavisen 25. august 2014