Af Fascismen er fjenden (Uddrag)
Udsnit af talen til Kommunistisk Internationale (Kominterns) 7. verdenskongres august 1935
Georgi Dimitrov (1882-1949) var leder af Komintern og bannerfører i kampen mod nazisme og fascisme.
Leipzig-processen, hvor nazisterne beskyldte ham for at anstifte rigsdagsbranden i Berlin 1933, men hvor han vendte anklagen mod nazisterne selv, gjorde ham verdensberømt. Efter nazismens nederlag blev han leder af det ny Bulgarien
Dimitrovs tale og slutord på Kominterns 7. verdenskongres (Moskva 1935) fik enorm betydning for kampen mod fascismen og dens historiske nederlag. Der fremlagde han enhedsfronts- og folkefrontspolikken for at bremse reaktionens offensiv, mod krise, krig og den fascistiske trussel. Den er igen aktuel - næsten 80 år senere. Den seneste danske udgave kom i 1972 under titlen 'Fascismen er fjenden'.
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier har besluttet at genudgive teksten. Raul Marco (PCE(m-l) Spanien) har skrevet dette forord
Raul Marco: Folkefrontens relevans
Enhedsfrontens indhold og former
Hvad er og må i den givne etape være hovedindholdet af enhedsfronten? Forsvaret for
arbejderklassens umiddelbare økonomiske og politiske interesser, arbejderklassens forsvar mod
fascismen må være udgangspunktet og hovedindholdet for enhedsfronten i alle kapitalistiske lande.
Vi må ikke blot nøjes med opråb om kamp for proletariatets diktatur, men vi må finde og foreslå
sådanne paroler og kampformer, der svarer til massernes livsfornødenheder og følger af graden i
deres kampberedskab i hver udviklingsetape.
Vi må vise masserne, hvad de må gøre i dag for at beskytte sig mod den kapitalistiske udplyndring
og det fascistiske barbari.
Vi må gå i brechen for, at der etableres den bredeste enhedsfront gennem fælles aktioner for
arbejderorganisationerne af forskellige retninger til beskyttelse af de arbejdende massers
livsinteresser.
Det betyder for det første den fælles kamp for virkelig at vælte følgerne af krisen over på de
herskende klassers skuldre, på kapitalisternes og godsejernes, med ét ord på de riges skuldre.
Det betyder for det andet den fælles kamp mod alle former for fascistiske angreb, for at forsvare de
arbejdende massers erobringer og rettigheder, mod ophævelsen af de borgerlig-demokratiske
friheder.
Det betyder for det tredje den fælles kamp mod den stadig stigende fare for en imperialistisk krig,
en kamp, som ville vanskeliggøre forberedelsen af denne krig.
Vi må utrættelig forberede arbejderklassen på den hurtige skiften i kampens former og metoder, når
forholdene forandrer sig. Efterhånden som bevægelsen vokser, og arbejderklassens enhed styrkes,
må vi gå videre og forberede overgangen fra forsvar til angreb på kapitalen og forberedeorganiseringen af den politiske massestrejke. Herved må det være en ubetinget forudsætning for en
sådan strejke, at udslaggivende fagforeninger i det givne land drages med ind i den.
Naturligvis kan og må kommunisterne intet øjeblik give afkald på deres selvstændige arbejde med
kommunistisk oplysning, organisering og mobilisering af masserne. Men for at sikre arbejderne
vejen til aktionsenheden må man straks bestræbe sig for at opnå både korte og langvarige
overenskomster om fælles aktioner med socialdemokratiske partier, reformistiske fagforeninger ogandre af den arbejdende befolknings organisationer mod proletariatets klassefjender. Herunder må
man have hovedopmærksomheden henvendt på udfoldelsen af masseaktioner på de enkelte steder,
som gennemføres af de nedre organisationer på grundlag af lokale overenskomster.
Samtidig med, at vi loyalt opfylder alle indgåede overenskomster, vil vi hensynsløst afsløre enhver
sabotage af de fælles aktioner fra personers eller organisationers side, der deltager i enhedsfronten.
Alle forsøg på at sprænge overenskomster, og sådanne forsøg vil muligvis blive foretaget, vil vi
besvare med, at vi vender os til masserne og fortsætter den utrættelige kamp på at genoprette denødelagte aktionsenhed.
Naturligvis må den konkrete virkeliggørelse af enhedsfronten i forskellige lande foregå påforskellig måde, antage forskellige former, alt efter arbejderorganisationernes tilstand og karakter,
deres politiske niveau, den konkrete situation i hvert land. Forskydningerne i den internationale
arbejderbevægelse osv.
Sådanne former kan f.eks. være: Enighed om fælles aktioner for arbejderne fra tilfælde til tilfælde i
konkrete anledninger, for enkelte krav eller på grundlag af en fælles platform. Enighed om aktioner
i lokal områdevis, lands- eller international målestok. Fælles aktioner for at organisere arbejdernesøkonomiske kampe, til gennemførelse af politiske masseaktioner, for at organisere en fælles selvbeskyttelse mod fascistiske overfald, overenskomstmæssige aktioner til understøttelse af fangerog deres familier, til kamp mod den sociale reaktion. Fælles aktioner til forsvar for ungdommens ogkvindernes interesser på kooperationens, kulturens, sportens område osv., osv.
Det ville ikke være tilstrækkeligt, hvis man ville nøjes med at slutte en pagt om fælles aktioner og
med skabelsen af et fælles udvalg for de partier og organisationer, der deltager i enhedsfronten, det
vil sige således, som det f.eks. er tilfældet i Frankrig. Det er kun det første skridt. En pagt er et
hjælpemiddel til gennemførelse af fælles aktioner, men den er i og for sig endnu ikke selve
enhedsfronten. Et fælles udvalg mellem ledelserne er nødvendig for at lette gennemførelsen af de
fælles aktioner, men det er langtfra tilstrækkeligt til en virkelig udfoldelse af enhedsfronten, til at
inddrage de store masser i kampen mod fascismen.
Kommunisterne og alle revolutionære arbejdere må gå ind for, at der skabes valgbare (i det
fascistiske diktaturs lande sammensat af de mest ansete deltagere i enhedsfronten) overpartiskeklasseorganer for enhedsfronten på arbejdspladserne, blandt de arbejdsløse, i arbejderdistrikterne,blandt småkårsfolk i byerne og på landet. Kun sådanne organer kan gennem enhedsfrontbevægelsen
også organisere den mægtige uorganiserede masse af den arbejdende befolkning, kan fremme
udviklingen af massernes initiativ i kampen mod kapitalens angreb, mod fascisme og reaktion og på
dette grundlag også skabelsen af den nødvendige store stab af arbejdertillidsmænd inden forenhedsfronten, opdragelsen af hundreder og tusinder partiløse bolsjevikker i de kapitalistiske lande.
De organiserede arbejderes fælles aktioner er begyndelsen, grundlaget. Dog må vi ikke miste af
syne, at de uorganiserede masser i de fleste lande udgør arbejdernes overvejende flertal. Således
andrager i Frankrig antallet af organiserede arbejdere, af kommunister, socialdemokrater,
medlemmer af fagforeninger af forskellige retninger - tilsammen omtrent l million, medens det
samlede arbejderantal udgør 11 millioner. I England udgør fagforeningerne og partierne af alle
retninger tilsammen omtrent 5 millioner og det samlede antal arbejdere 14 millioner. I USA er der
omtrent 5 millioner organiserede arbejdere af 38 millioner. Omtrent det samme forhold består også i
en række andre lande. Under »normale« forhold står masserne for størstedelens vedkommende uden
for det politiske liv. Men for øjeblikket kommer den mægtige masse mere og mere i bevægelse,
bliver inddraget i det politiske liv, betræder den politiske arena.
Skabelsen af overpartiske klasseorganer er den bedste form for at oprette, udvide og styrke
enhedsfronten, der bunder dybt i de store masser. Disse organer vil også skabe det bedste bolværk
mod alle forsøg fra enhedsfrontens modstandere på at ødelægge arbejderklassens aktionsenhed.
Om den antifascistiske folkefront
Ved mobiliseringen af de arbejdende masser til kamp mod fascismen er det særlig vigtigt at skabeen bred antifascistisk folkefront på grundlag af den proletariske enhedsfront. Resultatet af
proletariatets samlede kamp er nøje forbundet med oprettelsen af et kampforbund mellem
proletariatet og de arbejdende landbrugere og hovedmassen af småborgerskabet i byerne, der udgør
befolkningens flertal endog i industrielt udviklede lande.
Fascismen, som vil vinde disse masser, forsøger i sin agitation at stille de arbejdende masser i by og
på land i modsætning til det revolutionære proletariat og at skræmme småborgerne med den »røde
fare«s spøgelse. Vi må vende spyddet og vise de arbejdende landbrugere, håndværkerne og den
arbejdende intelligens, hvorfra den virkelige fare truer, vi må konkret vise dem, hvem der lægger
skatternes og afgifternes byrde på bondens skuldre og presser ågerrenterne ud af ham, hvem der
selv ejer den bedste jord og alle rigdomme, men driver bonden og hans familie fra deres jord og
prisgiver dem til arbejdsløshed og elendighed. Vi må konkret vise, tålmodigt og udholdende
forklare, hvem der ruinerer håndværkerne og de små erhvervsdrivende gennem skatter, gebyrer, høj
forpagtningsafgift og konkurrence, som de ikke kan stå for, hvem der kaster den arbejdende
intelligens på gaden og gør den arbejdsløs.
Men det er ikke nok.
Det grundlæggende, det afgørende for oprettelsen af den antifascistiske folkefront er detrevolutionære proletariats kraftige aktion for at forsvare disse lags krav og særlig forsvare de
arbejdende landbrugeres krav, - krav, der svarer til proletariatets interesser, og herunder må man
under kampens forløb forbinde arbejderklassens krav med disse krav.
Af stor betydning for skabelsen af den antifascistiske folkefront er det, at man på den rigtige måde
nærmer sig de organisationer og partier, som de arbejdende landbrugere og hovedmassen af byernes
småborgerskab i stort tal tilhører.
I de kapitalistiske lande står de fleste af disse partier og organisationer - både de politiske og deøkonomiske - endnu under bourgeoisiets indflydelse og følger det. Disse partiers og organisationers
sociale sammensætning er ikke ensartet. De omfatter rige storbønder og jordfattige husmænd, store
forretningsdrivende og små handlende, men ledelsen har de førstnævnte, har storkapitalens agenter.
Det forpligter os til at træde i forbindelse med disse organisationer på forskellig måde, at tage
hensyn til, at medlemsmasserne ofte slet ikke kender deres egen ledelses sande politiske ansigt.
Under bestemte omstændigheder kan og må vi anstrenge os for trods deres borgerlige ledelse at
vinde disse partier og organisationer eller enkelte dele af dem for den antifascistiske folkefront.
Således er stillingen f. eks. i dag i Frankrig med det radikale parti, i USA med forskellige
farmerorganisationer, i Polen med »Stronictwo Ludowe«, i Jugoslavien med det kroatiske
bondeparti, i Bulgarien med »landmandsforbundet«, i Grækenland med »agrarerne« osv.
Uafhængig af, om udsigterne for at vinde sådanne partier og organisationer for folkefronten er til stede,
må vor taktik under alle omstændigheder være indstillet på at drage de småbrugere, håndværkere,
erhvervsdrivende osv., der står i disse organisationer, ind i den antifascistiske folkefront.
I ser altså, at vi her på hele linjen må gøre op med den ringeagt for landbrugernes, håndværkernes
og småborgerskabets forskellige organisationer og partier, der ikke sjældent forekommer i vor
praksis.
Læs hele Dimitrovs tekst i pdf på dansk, lagt på nettet af Projekt Antifa
Georgi Dimitrov: Fascismen er fjenden
August 1935 på Kommunistisk Internationale's 7. Verdenskongres i Moskva.
Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !
Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, KPnetavisen (facebook) og KPnetTV (youtube)
- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !
Netavisen 25. august 2014