Socialismen faldt: Næste gang bliver det bedre


A
f Dorte Grenaa


Oplæg på Novemberkonferencen 2014

Kommunistisk Politik 12, 2014

Kongresdebat

 



Kort efter murens fald i Berlin 1989 og revisionismens efterfølgende fald i Østblokken var jeg på Alexanderplatz i det gamle Østberlin. Her stod en stor statue af Marx og Engels. Med rød graffiti var skrevet på den ene side af soklen 'Wir sind unschuldig', og på den anden side stod 'Beim nächsten Mal wird es besser'.

Det er et billede, der har brændt sig fast på nethinden som symbol på ukuelig revolutionær optimisme. Ikke lalleglad ”det håber vi virkelig, det bliver, det skal nok gå”-optimisme. Eller folketingspolitiker-agtig ”det kan vi gøre bedre”-optimisme.

Men revolutionær optimisme. Hvorfor? Fordi det kan blive bedre næste gang, hvis det revolutionære indhold af Marx' og Engels politik fastholdes, og ikke kun deres statue. Hvis arbejderklassens og socialismens historiske erfaringer – marxismen-leninismen, som er summen af klassekampens, revolutionens og socialismens erfaringer – fastholdes og bruges skabende på dagens betingelser.


Det var ikke socialismen, der faldt

Det var ikke socialismen, der faldt på det tidspunkt, dengang da muren og Sovjetblokken faldt. Og det var heller ikke Marx' og Engels' videnskabelige teori om klassekampens forandring af verden og skabelsen af socialismen, der faldt.

Det var derimod slutningen på en lang opløsningsproces, som de tidligere socialistiske samfund havde gennemgået med ændringen til revisionistiske statsmonopolkapitalistiske samfund.

Socialismens fald begyndte helt tilbage ved Hrusjtjov-klikens kup, der tog magten og den politiske ledelse i det sovjetiske kommunistparti midt i forrige århundrede, under SUKP's 20. kongres i 1956.

Det var et fald, der resulterede i Sovjetunionens endelige og formelle opløsning i 1991. Og som i 1992 banede vejen for kontrarevolutionen i det socialistiske Albanien, der under Enver Hoxha havde fastholdt socialismen og bekæmpet den moderne revisionisme.

Den aktive modstandsmand og kommunist Frede Klitgård skriver i artiklen ”Socialdemokratiets storhed og store fald” (der ligger på APK's hjemmeside):

”Den revolutionære Lenin har indskrevet sig i historien som den marxistiske teoretiker, der efterlevede ideerne i praksis. Han samlede den trælbundne og forpinte russiske arbejderklasse og bønderne og udstak også vejen til den epokegørende Oktoberrevolution i 1917, der førte til afslutningen på Første Verdenskrig og den brutalt undertrykte og fornedrede multinationale befolknings frigørelse fra tsarens enevælde.

Lenin inspirerede millioner af mennesker verden over til at rette ryggen og optage kampen for socialismen, med andre ord det ægte demokratis afgørende sejr over udbytningssamfundet.”


Se
Socialdemokratiets storhed og store fald
Del 1
+ Del 2


Så længe arbejderklassens og dens socialistiskes stats fjender var synlige, blev de overvundet. Års interventionskrige mod den unge sovjetstat er levende beskrevet i bogen ”Den hemmelige krig”. Og så længe arbejderklassens statsmagt – proletariatets diktatur – var ved magten, kunne skjulte fjender, der gav sig ud for at være kommunister, i høj grad afsløres og fjernes.

Intet er så indædt forhadt beskrevet i imperialismens historieforfalskning som netop Moskva-processerne under Stalin, der gjorde det muligt at besejre nazismen under 2. verdenskrig. Da arbejderklassen tabte magten gennem et kup i partitoppen, kunne statsmagten og det kommunistiske parti undergraves og omformes indefra og politikken ændres under dække af nye tider og modernisering.

Det, at det lykkedes revisionismen at overtage magten, betød, at der ikke længere eksisterede nogen socialistiske lande. Det var et alvorligt tilbageslag for arbejderklassen og alle verdens folk. Nogle lande bibeholdt stadig deres socialistiske og kommunistiske image og facade, mens de udviklede hver sin særlige form for revisionistisk kurs.

Alt det, som revisionismen i alle sine afskygninger blev afsløret for i den store verdensomspændende kamp, der udfoldede sig i den internationale kommunistiske bevægelse og partier, viste sig efterfølgende at holde stik. Ikke bare udviklingen i Sovjet og Østeuropa. Kina blev klart og tydeligt et kapitalistisk land med en nyliberalistisk markedsøkonomi og hurtigt voksende udbytning og undertrykkelse. Cuba påbegyndte en langsommere proces mod integration i verdenskapitalismen. Og Korea stagnerede i sin egen variant med Kim Il Sung-tænkning.

Alt dette betød, at de veje til socialismen – socialismens teori og praksis – der eksisterer, blev miskrediteret. Og det åbnede for en hel manege, hvor man selv kunne opfinde nye teorier for socialisme. Kendetegnende for dem alle var, at de lavede det nummer, at de kritiserede revisionismen, men samtidig slog de socialismen ihjel. Det gjorde de ved at slå dem sammen og behandle dem som ét fedt. Det er f.eks., hvad Chávez gjorde i teorien om 'det 21. århundredes socialisme', hvilket jeg vil vende tilbage til.  

Socialismens kendetegn er revolutionær dynamik, udvikling og omformning af samfundet, fremskridt og stadig forbedringer for befolkningen og dens velstand. Her bestemmer folket, hvad der skal produceres, hvordan det fremstilles, og hvordan produktionen distribueres.

Stalin siger det sådan her i ”Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen":

”De væsentlige træk og krav, som socialismens økonomiske grundlov rummer, er sikring af den maksimale tilfredsstillelse af hele samfundets stadigt voksende materielle og kulturelle behov gennem den socialistiske produktions uafladelige vækst og fuldkommengørelse på basis af den højeste teknik.”

Kapitalistisk økonomi er derimod kendetegnet ved, at produktionens mål er profit for den herskende klasse gennem konkurrence og produktionsanarki, der som en blind, ødelæggende kraft udplyndrer, udbytter og ødelægger menneskets og jordens ressourcer. Produktionens mål bestemmes af ejendomsforholdene til produktionsmidlerne.

Da revisionismen kom til magten, ændrede de gradvist ejendomsforholdene og den økonomiske basis for den socialistiske økonomi og opbygning. Det betød stagnation og tilbagegang – økonomisk, teknisk og socialt – frem mod den åbne markedskapitalisme med alle dens kendetegn i dag.

Enver Hoxha beskriver hele denne periode og kampen mellem socialismen og revisionismen i en række bøger oversat og udgivet på dansk. De giver både en levende beskrivelse og dels en god baggrund for at forstå den senere udvikling og udviklingen i dag.

En hel hær af imperialismens historikere, ideologer og propagandamaskiner verden over har forsøgt og forsørger stadig at skjule og miskreditere socialismens erfaringer gennem at skildre tiden efter, at arbejderklassen mistede magten i de tidligere socialistiske lande, som var det selve socialismen. Og skildre socialismen, som var den selve ondskaben. I en endeløst lang remse.

Særligt udtrykket 'proletariatets diktatur' – i modsætning til borgerskabets diktatur – kan få borgerskabet til at gå helt amok. Midt i 90'erne – før Bushs og Foghs Ondskabens Akse – afholdt Statens Museum for Kunst en udstilling med titlen ”Ondskaben”, og her blev bogen ”For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur – Centralkomiteens beretning til DKP/MLs 2. kongres” udstillet som eksempel på ondskabens aktuelle ansigt.

En udstilling, der i parentes bemærket blev rost af den daværende socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden for at være et udtryk for, at den folkelige kunst havde sejret over magtelitens. Men det er en helt anden historie.


Det centrale spørgsmål er spørgsmålet om magten

Det centrale spørgsmål er spørgsmålet om magten i samfundet. Om et land er socialistisk eller kapitalistisk, er spørgsmålet om, hvilken klasse der har magten og herredømmet over staten og produktionsmidlerne.

Allerede Marx skrev, at ”politisk magt i egentlig betydning er en klasses organiserede magt til at undertrykke en anden klasse”.

For få dage siden udtalte Burkina Fasos Demokratiske Ungdomsorganisation OJD i anledning af den folkelige opstand, der foreløbig kulminerede med den forhadte diktators fald her den 30. oktober 2014:

”De unges tapperhed og beslutsomhed i denne opstand har kun sit modstykke i deres tørst efter forandring, der er ophobet af elendighed, fattigdom, sult, arbejdsløshed, kort sagt de manglende udsigter. De unges kamp er derfor ikke blot en kamp for at få nogle andre mænd til magten, det er et offer, der udspringer af vores unges forhåbninger om social velfærd og frihed.
Med Blaise Compaorés diktatoriske regimes fald rejser spørgsmålet om statsmagten sig frontalt. I denne situation har hæren, angiveligt på befolkningens opfordring, endnu en gang beslaglagt mere politisk magt.”


Derfor fordømmer OJD på det kraftigste det igangværende statskupog opfordrer alle politiske og sociale kræfter til at forene sig endnu stærkere og forsætte kampen.


Teorien om det 21. århundredes socialisme

Det er en almen erfaring – historisk og aktuelt, herhjemme og internationalt – at jo stærkere arbejderklassens og ungdommens krav om forandring rejser sig, jo mere skærpet klassekampen bliver, jo hårdere sætter ikke bare reaktionen ind, men også dets splittelsesagenter og allehånde afledningsmagere.

Hver gang en variant af reformismen og revisionismen er blevet afsløret, så afløses den af en ny. Denne funktion opfylder de nye opportunistiske teorier bedst ved at udspringe af ægte folkelige bevægelser og kampe.

Venezuelas nu afdøde præsident Hugo Chávez, der var modstander af den amerikanske imperialisme og ønskede social fremgang for de fattige masser, lancerede ’det 21. århundredes socialisme’. Ideer, der også blev fremført af regeringerne i Ecuador og Bolivia. Det skete præcis i en situation, hvor den amerikanske imperialisme var svækket i Latinamerika, og folkenes revolutionære og sociale kamp havde sat socialismen på dagsorden som en konkret opgave.

Det var en situation, som vores latinamerikanske kammerater i CIPOML på Det 7. Internationale Seminar om revolutionens problemer i Latinamerika i 2008 bl.a. beskriver således:

”Kravet om forandring, som i årevis har været fæstnet i vores folks bevidsthed, er i dag vokset til et niveau, hvor det er socialisme, der er på dagsordenen. Store dele af arbejderne i by og på land , ungdommen, de intellektuelle, miljøforkæmperne … er interesseret i at diskutere socialismens natur og muligheden for dens sejr, og det i en sådan grad, at diverse borgerlige fraktioner og andre småborgerlige kræfter, som forfalsker, fordrejer og forvansker socialismen, søger at manipulere denne tendens og kanalisere den hen mod positioner, som kan forsones og forenes med det kapitalistiske system.”

Det var i den situation, at Chávez lancerede teorien om, at socialismens hidtidige erfaringer måtte forkastes og en ny slags socialisme opbygges, om at kapitalismen kan omformes uden revolution, ad parlamentarisk vej, at socialismen kan opbygges hen ad vejen, dag for dag, uden på forhånd at havde gjort sig nogen ting klart. Og ikke mindst teorien om at erstatte dagens hårde og besværlige klassekamp med solidaritet, kærlighed og menneskelighed.

Begrundelsen er det gamle nummer med at kritisere socialismen for revisionismes fejl og forbrydelser. Man påstår, at socialismen var lig med bureaukratiske statsmonopoler, der fejlfordelte ressourcerne og kvalte skaberånden og de personlige valg. Og at det var en slags dybt udemokratisk socialisme, der brød sammen i 1989.

På APK 3. kongres i 2006 behandlede vi teorien om det 21. århundredes socialisme grundigt, hvilket man kan læse i en artikel af Henning Påske på APK's hjemmeside.

Se

Hugo Chavez og ’Det 21. århundredes socialisme’

Af Henning Paske Jensen


På CIPOML's Konference om revolutionens problemer i Latinamerika i 2011 beskrives nogle af konsekvenserne, som teorien af det 21. århundredes socialisme medførte :

”Den demokratiske og antiimperialistiske tendens i Latinamerika er en ubestridelig kendsgerning, som baner vej for, giver næring til og byder på talrige muligheder for revolutionens fremgang.

Opkomsten af adskillige demokratiske og progressive regeringer i Latinamerika som resultat af valg udgør vigtige skridt i denne retning. I dag trues disse regeringers eksistens af imperialismens og de lokale bourgeoisiers højreoffensiv. De har ikke opgivet de privilegier, de har nydt gennem århundreder i vores lande. Imperialismens og oligarkiernes offensiv har ændret kursen hos flere af disse regeringer, som nu er forvandlet til åbenlyse forsvarere af det kapitalistiske system, af udenlandsk herredømme. De er forvandlet til nye former for de gamle regeringsmetoder, der undertrykker de arbejdende masser og ungdommen, som skønmalere det repræsentative demokrati, og som er tilhængere af udvikling gennem reformistiske tiltag."

Se


Folkenes virkelige befrielse ligger i revolutionen og socialismen



99 % mod 1 % – et nyt anti-monopolitisk EU-demokrati

Også i Europa, hvor klassekampen skærpes, ikke mindst blandt ungdommen og de sociale bevægelser i de sydeuropæiske EU-lande, er der vokset nye partier frem, der ideologisk baserer sig på teorierne fra det 21. århundredes socialisme.

På et kritisk tidspunkt for videreudviklingen af de store spanske massebevægelser såsom Indignados-bevægelsen i sommeren 2011, og senere 15M-bevægelsen, lykkedes det et sammenrend af gamle ledere fra tidligere revisionistpartier, universitetsprofessorer, økonomer og forskellige slags socialister at danne et såkaldt parti af en ny type: Podemos, der kom ind med fem mandater i EU-parlamentet. Det baserer sig tungt på de gamle spanske anarkistiske traditioner som talsmænd for 'flad struktur' og 'spontane revolutioner'. Det betegner sig som et 'anti-kapitalistisk folkeligt alternativ'.

Hvad bygger Podemos deres teori og politik om samfundsforandring og alternativ på? Ifølge en gennemgang på Modkraft bygger det ideologisk på tre kilder.
Den første beskrives sådan her: ”Det handler for det første om Ernestos Laclaus' teori om populisme som et progressivt alternativ, som muliggør artikulationen af masseprotester og sociale og politiske aktørers kamp imod en elite, som repræsenterer og reproducerer de fås interesser.”

Og hvad betyder det så lige? Og hvem er denne Ernesto Laclaus, som I sikkert ligesom jeg heller aldrig har hørt om? Han er argentinsk professor og skrev i 1990 “New Reflections on the Revolution of Our Time”. Jeg har taget ham med her, fordi vi ofte møder hans teorier gennem internationalt inspirerede bevægelser herhjemme, såsom Podemos, Occupy, Global end to War og Tid for Fred-bevægelsen.

Laclaus erklærer sig som tidligere marxist og nuværende anti-marxist, der helt har forkastet teorien om klasser og klassekamp. I følge Laclaus har globaliseringen og nyliberalismen helt ophævet forskellen på højre og venstre i politik. Politik er en objektiv markedssandhed for eliten (hvilket er den måde, liberalismen og New Labour ser politik på). Hans konklusion er, at klassekampen og arbejderklassen er erstattet af folkets – menneskehedens – kamp mod eliten – de 99 % mod de 1 %, som også er Occupys parole. Den parole og bevægelse er den anden kilde, Podemos baserer sig på.

Det hedder videre i artiklen:

Endelig er det klart, at der er en indflydelse fra den boliviarianske tradition (nogle af de markante navne i Podemos samarbejder med Venezuela, Ecuador eller Bolivia), især i det politiske program om, hvordan man kæmper imod de kapitalistiske interesser, bl.a. gennem nationalisering af virksomheder eller en revision af den offentlige gæld.”

'Den boliviarianske revolution' er opkaldt efter den latinamerikanske folkehelt Simon Bolivar. Hugo Chávez' 'socialisme for det 21. århundrede' erklærede at videreføre dennes ideer. Det er teorien om, at en social massebevægelse kan opbygge demokrati, økonomisk uafhængighed, en retfærdig fordeling af samfundets goder og stoppe korruption. En slags ”anti-monopolitisk demokrati” – et overgangssamfund, hvor hverken borgerskabet eller arbejderklassen har magten, og uden klassekamp!

Et sådant findes ikke. Ikke før det kommunistiske samfund. Indtil da er det, som revolutionssoldaten, der stod vagt ude foran Vinterpaladset i romanen ”10 dage, der rystede verden”, sagde: ”Der er meget, jeg ikke har forstand på, men én ting ved jeg: Der er to klasser, borgerskabet og arbejderklassen.”

Og det er netop spørgsmålet om, hvilken klasse der har magten, der bestemmer udviklingen.

De nye opportunistiske partier som Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland er EU-venlige partier og strømninger. De fik begge mange stemmer til EU-parlamentet ved sidste valg og formåede at samle en stor del af EU-modstanden op. De ser ikke klassekampen i de enkelte lande som afgørende; de fremhæver, at nationalstaterne ikke længere er i stand til at løse problemerne og løfte en forandring. Deres politik og strategi er kampen for ”et andet Europa”, ikke for opløsningen af den imperialistiske og neoliberalistiske Europæiske Union, EU, men for et socialt retfærdigt rød-grønt EU opnået gennem EU-parlamentet og pres fra folkelige bevægelser.

De minder påfaldende meget om Enhedslisten herhjemme. Enhedslisten har dog aldrig efter 25 år været i stand til at blive enigt om et fælles ideologisk og teoretisk udgangspunkt for sin politik, endsige et program for socialisme, og er nu både i ord og handling gået over på reformistiske standpunkter og samarbejde med Socialdemokratiet med troen på en 'arbejderregering' under dets ledelse.


Revisionismen forlænger imperialismens forbrydelse

Vi bekæmper ikke eller er uforsonlige over for medlemmer af opportunistiske og revisionistiske partier og organisationer eller undgår at samarbejde i mange spørgsmål i klassekampen. For det kan og skal vi.

Men i kampen for at opbygge arbejderklassens revolutionære enhedsfront og den folkelige front mod liberalismens krisepolitik, krigspolitikken og reaktionen står vi fast på at skabe politisk klarhed om arbejderklassens rolle og marxismen-leninismens teori og historiske erfaringer, og vi står fast på at afsløre opportunisternes afledning af klassekampen.

Jeg vil runde af med endnu et citat. Denne gang fra kommunisten og forfatteren John Max Pedersen:

Han siger i "Marxisme og leninisme – En lærebog for begyndere" (findes digitalt på APK's hjemmeside):

”Men hvad betyder da disse 'afvigelser' fra marxismen-leninismen? Eftersom marxismen-leninismen er en videnskabelig teori, der er bekræftet gennem praksis, betyder afvigelser fra marxismen-leninismen selvsagt en afsporing af klassekampen. Hver eneste dag, den endelige likvidering af verdensimperialismen bliver forsinket, koster hundredtusinder døde: dræbt i krig, af sult og sygdom, af kriminalitet, narkotika og druk, usunde arbejdsforhold og almindelig hensynsløshed.

Hver eneste dags forsinkelse betyder en voldsommere ødelæggelse af denne den eneste jord, vihar til rådighed, gennem forurening og profitgal rovdrift på vore ressourcer.

Derfor er enhver afsporing af udviklingen en forbrydelse med vidtrækkende konsekvenser, ogderfor er ikke alene afvigelser fra marxismen-leninismen forbryderisk. Endnu mere forbryderisk erdet, hvis de, der ved dette, udviser forsonlighed over for afvigelserne.”

Kun ved at tage dette alvorligt og kæmpe for at udføre det hver dag kan vi sikre os, at socialismens revolutionære erfaringer bruges til at gøre det bedre næste gang – i morgen.


Se


Marxisme og leninisme - En lærebog for begyndere

Af John Max Padersen (pdf)



Følg med i kongresdebatten


TEMA: På vej mod APKs 6. kongres



Dette er en artikel fra kpnet.dk - Nyheder hvor der kæmpes !


Klik på ikonerne øverst på siden og gå til
kpnet, facebook KPnetavisen og KPnetTV - Se KPnetBlogs her

Udgives af Arbejderpartiet Kommunisterne APK

- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !

 

Netavisen 28. december 2014