EU-gæld betyder mere magt til Unionen

EU’s medlemslande indgik i sidste uge en budgetaftale, med et underskud på næsten 40 procent, og en aftale om at udstede EU-obligationer som skal finansiere underskuddet. Det er et institutionelt nybrud for EU, og en kæmpe sejr for føderalisterne, der ønsker at skabe en unionsstat, der  baster og binder sine medlemslande for evigt.

Underskuddet i EU’s budget kaldes for en særlig krisehjælpepakke, og politikerne og EU-Kommissionen henviser til coronavirus udbruddet som eneårsagen, til den ganske særlige historiske situation. Den undskyldning holder bare ikke en meter. EU har, samlet set, haft mere end 10 år med krise og lave væksttal, alt imens at der er forlangt budgetdisciplin, især af de økonomisk set hårdest ramte medlemslande. Underskud og statsgæld har været anset som en forbrydelse.

EU-obligationer er i princippet unionens statsgæld, et lån optaget på vegne af alle medlemsstater. I første omgang på 750 mia. euro. Grunden til at gælds nybruddet sker nu, er først og fremmest at landene står overfor en ny økonomisk krise, og man vil holde hånden over monopolerne og milliardærerne så der ikke skal være tale om at udskrive skatter til de rigeste. Men sagen er også, at andre økonomiske værktøjer er blevet udhulet. Der kan ikke spares mere, eller sælges mere fra, og i lang tid har renterne fra EU’s centralbank været historisk lave, så de ikke kan sættes længere ned.

Til gengæld har lave renter været med til at gøre det lidt nemmere at overbevise landene om at risikoen ved at optage lån var overskuelig. Forhåbningen er også, at EU-obligationer vil blive betragtet som en relativt sikker investering, og derfor vil være i høj efterspørgsel. Spørgsmålet om hvilket afkast EU vil tilbyde de finansielle markeder, står endnu åbent.

Stadig vil landene selv, og befolkningerne i EU, opleve et fortsat spareregime, og for at få del i de ekstra midler skal hvert land ansøge EU-Kommissionen om krisestøtte, som så vil give sin indstilling til Ministerrådet. Her afgøres ansøgningen om nødpenge med kvalificeret flertal. For lande der har lånt penge af EU, kommer pengene også med en betingelse af at de ikke forlader EU. Melder de sig ud, skal de ud på det internationale lånemarked for at omlægge gælden.

Resultatet af budgettet er derfor også, at Danmark skal gældsætte sig, sammen med de andre EU-lande, uden at vide hvad det reelt kommer til at betyde for de enkelte landes kreditværdighed. Aftalen indeholder nemlig ikke som krævet et maksimum for det enkelte lands hæftelse. Et land der står som garant kan i fremtiden heller ikke melde sig ud af EU, uden at skulle afvikle sin andel af det fælles lån. I Danmarks tilfælde kan det i første omgang svare til op mod 100 mia. kr., der på den ene eller anden måde skal udredes for at få lov til at forlade EU. For hver krone Danmark giver EU kontrol over, så mistes der også demokratisk indflydelse og kontrol.

Direkte skat til EU

Selvom EU har besluttet at låne penge, er der faktisk ingen helt klar plan for hvordan de skal betales tilbage. Budgetaftalen beskriver en mulighed for at opkræve skatter, som vil give EU-Kommissionen egne midler. Den mulighed har længe stået meget højt på føderalisternes ønskeseddel, og er reelt set en gigantisk ændring af EU som institution.

I første omgang er det kun sikkert, at kommissionen vil være i stand til at opkræve en mindre afgift på plast fra 1. januar 2021. Men EU har mulighed for at indføre en CO2-afgift på varer, der importeres til EU, og måske vigtigst af alt en skat på store amerikanske og kinesiske teknologivirksomheder. I begyndelsen af 2021 vil EU-Kommissionen fremlægge et forslag til, hvordan disse afgifter skal se ud. Nye EU-afgifter skal vedtages enstemmigt blandt medlemslandene.

Budgettet skal nu godkendes i EU-Parlamentet og i de enkelte landes parlamenter.

EU er dybt inde i en økonomisk og finansiel krise

Pengene der er afsat på EU’s budget vil helt sikkert ikke stimulere den økonomiske vækst på lang sigt. Fordi der hovedsageligt er tale om penge der er målrettet eksisterende industrimonopoler og stormagternes politiske og økonomiske interesser. Uanset at der tales om ”green deal” og grønne investeringer, eller der drømmes om at EU-landene kan komme på teknologisk højde med Kina og USA, så kan budgettet og kapitalindsprøjtningen ikke løse krisens problemer, som f.eks. massearbejdsløshed og velfærdsnedskæringer. Pengene vil snævert gå til det der tjener

monopolernes snævre økonomiske interesser, og EU’s forhåbninger om at indtage rolle som militær stormagt på verdens scenen.

Danmark ud af EU! Nej til EU’s krisehjælpepakke!

Læs også

Røgslør over EU-forhandlinger