Det tyske forbundsdagsvalg var et klart vælgernej til Merkels og socialdemokraternes ‘Store koalition’. De to kanslerkandidater Angela Merkel og den socialdemokratiske udfordrer Martin Schultz og deres partier gik markant tilbage. Partierne uden for koalitionen og regeringssamarbejdet på begge sider er alle gået frem. Men med over 30 pct. af stemmerne til Merkel mod 20,5 pct. til Socialdemokratiet har Merkel igen sikret sig kanslerposten. Alternative für Deutschland får 12,6 pct. af stemmerne. Også De grønne og Linke har fremgang og får begge omkring 9 pct.
Se
Dramatische Verluste für Union, SPD auf Rekordtief, AfD dritte Kraft
Det er svært for de tyske vælgere at kende forskel på de to store partier. Ikke mindst fordi de har været i regering sammen siden 2013 i den såkaldte ‘Store koalition’ af CDU/CSU og Socialdemokratiet.
Den socialdemokratiske spidskandidat Martin Schultz blev hentet hjem fra EU for at stille op mod Merkel. Han har været medlem af EU-parlamentet i mere end 20 år og dets formand fra 2012-17 – og en solid højrehånd for Merkels og Tysklands politik for EU og dets dominerende rolle i Unionen.
De er begge glødende tilhængere af nyliberal reformpolitik og af EU’s kurs hen imod Europas Forenede Stater med egen hær til brug ved og uden for grænsene.
Der er en smule forskel i de to partiers sociale demagogi, og hvem de henvender sig til.
Mens Merkel og hendes parti fremstiller sig som partiet for alle tyskere, men især dem med deres på det tørre, forsøger socialdemokraterne at fastholde de mindrebemidlede tyskere på den samme politiske kurs ved at stille dem forbedringer i udsigt.
En betydelig del af tyskerne – og langt fra kun de allerdårligst stillede – har ikke fået del i det opreklamerede velstandsmirakel, men er simpelthen blevet fattigere efter 12 år med Merkel.
Se
Stort antal tyske familier må gå i særligt supermarked: Vi mærker ikke Tysklands rigdom
Socialdemokratiet som juniorpartner i Merkel-regeringen står til en seriøs vælgerlussing.
Oppositionen til Merkel-Schultz har samlet sig omkring andre partier og politiske kræfter, som betegnes som ‘yderfløjene’ i tysk politik.
Ikke mindst er der spekuleret i, hvorvidt højrefløjspartiet AfD (Alternative für Deutschland) med en ‘indvandrerkritisk’ og ‘EU- og euro-skeptisk’ profil bryder stærkt igennem til forbundsdagen. Den temmelig desperate Schultz har i sidste fase af valgkampen erklæret dem for ‘fjender af demkratiet’ og på det nærmeste svoret at bekæmpe dem til sidste blodsdråbe. Det har ikke forhindret AfD i at komme ind i forbundsdagen som det trediestørste parti med en stærk repræsentation.
AfD blev stiftet i 2013, missede lige repræsentation i forbundsdagen i 2013, men fik 7.1 pct af stemmerne ved EU-parlamentsvalget i 12014. Det tilhører samme internationale ‘populistiske’ højrestrømning som Marine Le Pens Front National i Frankrig, det britiske UKiP eller det danske DF.
Sådanne partier er til trods for (eller i kraft af) nationale forskelle blevet styrket i de senere år. Ikke mindst som en del af reaktionen på magthavernes og EU’s asociale og fattigdomsskabende nyliberale politik. En del af deres folkelige basis kommer fra lavtlønnede, som har mistet tiltroen til socialdemokraterne efter disse er blevet strømlinede EU-støtter.
De EU-glade borgerlige medier og politikere fremstiller det, som om hele modstanden mod EU og den nyliberale politik kommer fra ekstremistiske højrekræfter.
Men for det første kan størstedelen af højreoppositionen mod EU kan ikke betegnes som ekstremistisk eller tilhængere af et fascistisk system. De højrepopulistiske partier ledes oftest af afhoppere fra regeringsbærende borgerlige EU-partier og ikke af nazister, der har smidt uniformen for at blive stuerene. Deres mål er ikke at ændre det politiske system grundlæggende.
For det andet foretrækker EU-politikerne en oppositionsbevægelse fra højre. Den fremmes på mange måder også af medierne for at undgå hvad der forekommer værre: at modstanden radikaliseres og går massivt til venstre. . Simpelthen fordi højrepopulismen ikke står for en klassebaseret oppositionspolitik og fordi den ofte er erklæret antisocialistisk.
Oppostionen mod den nyliberale EU-politik går nemlig også markant til venstre. Ikke bare i sydeuropa, men også nordpå, også i Tyskland.
Men mange af de erklærede socialistiske venstrepartier er samtidig tilhængere af monopolernes, Merkels og Schultz’ EU – i den forstand at de ikke ønsker at deres lande forlader EU eller at EU opløses. De spreder illusioner om, at det kan forbedres og føre en social politik til gavn ikke bare for de fattigste, men for alle arbejdende og det store flertal. Derfor er rykket til venstre ikke blevet så markant.
Det tyske Linke er et af disse reformistiske venstrefløjspartier, der ikke har et klart alternativ til EU-politikken, men stadig drømmer om en ny koalition med socialdemokraterne. Disse ‘rød-grønne’ strømninger splitter i sidste ende en konskevent modstand mod EU, Merkel, Schultz og Co.
Piratpartiet stillede op med ikke mindre end en ‘Roadmap for et Forenet Europa’ – men blev heller ikke denne gang valgt ind. Ialt stillede 42 partier op – indbefattet satirepartiet ‘Die Partei’, som fik 1 pct., og det nynazistiske NPD.
Valget er endt med en stor lussing til Merkels og Schultz’ store koalition og med en tysk forbundsdag, der i partisammensætningen minder om mange andre EU-lande – med repræsentation af et stort ‘højrenationalt’ parti.
Den store tilbagegang for CDU/CSU og Socialdemokratiet er selvfølgelig et markant Nej tak til mere af EUs og Merkels nyliberale politik.
Nu skal der forhandles om et nyt regeringsflertal bag Merkel. Det er usandsynligt at man vil forsøg sig med ‘Den store koalition 2’. Martin Schultz har allerede meddelt, at man går i ‘opposition’.
Det gamle borgeligt-liberale medregeringsparti De frie demokrater (FPD) mere end fordoblede stemmetallet og hoppede med over 10 pct. langt over spærregrænsen på 5 – efter at det blev dømt ude ved det sidste fprbundsdagsvalg. Det går formentlig igen i alliance med CDU/CSU. Men Merkel kommer til at savne en koalitionspartner for at have et parlamentsflertal. Det kunne være De grønne – og dermed en såkaldt Jamaica-konstellation.
Uanset hvad det endelige udfald bliver og hvordan den fremtidige tyske regering ser ud, får det tyske valg store konsekvenser ikke bare i Tyskland, men for hele EU. Merkel fortsætter utvivlsomt som kansler. Ingen forandring af kursen kan også være af store konsekvenser.
KPnet 24. september 2017
PS 25. september 2017
Se også APKs tyske søsterorganisation Arbeit-Zukunfts analyse af det tyske valgresultat
Bundestagswahlen 2017: Abgewirtschaftet!
Her vurderes også valgresultatet for de to erklæret kommunistiske organisationer MLPD og DKP, som opstillede ved valget.
MLPD – der blev kendt som et ‘maoistisk’ parti – fik 0.1 pct., svarende til 29.926 ‘andenstemmer’, godt 5000 flere end ved det seneste valg. Men i 2005 fik det mere end 45.000.
DKP – det traditionelle pro-sovjetiske parti i Vesttyskland – fik 11.713 ‘andenstemmer’ – 0.0 pct. Det har tidligere været på 3 pct.
Arbeit-Zukunft skriver:
“Vi beklager denne situation, hvor de forskellige grupperinger ufortøvet fortsætter ad deres forkerte vej. Som et første skridt er det nødvendigt med et samarbejde mellem alle revolutionære kræfter i klassekampen”.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
